Læsetid: 3 min.

Et drøn af pop og et støvet stilleben

Maleren Bevilacqua skaber brydninger mellem et amerikansk og et europæisk billedrum. Og bekræfter en række kunsthistoriske klichéer
18. juni 2005

Pop, sampling og remix. Under overskriften Louisiana Contemporary kan man se i alt 15 værker af maleren Michael Bevilacqua (f.1966). Rent visuelt er udstillingen et brag. Man fortaber sig hovedkulds i det omhyggeligt konstruerede billedmylder, der spreder sig ud over kæmpeformaterne.

Den unge amerikaner kan ses som en arvtager til popkunsten og er tættest beslægtet med kunstnere som Roy Lichtenstein, Larry Pittman, Robert Rauschenberg. Og på sin vis også med den tidlige Kirkeby. Men dermed også sagt at Bevilacqua ikke er en fornyer af popkunsten á la Jeff Koons.

Der er intet nyt under den Californiske sol, Bevilacqua er vokset op under (helt hysterisk kontemporært bliver det altså ikke på Louisiana med åbningsudstillingen på Louisiana Contemporary, en udstillingsrække særligt viet samtidskunsten).

Bevilacqua går eminent stilsikkert af velbetrådte kunstneriske stier. Og selv om vi i billederne finder et nærmest endeløst hav af logoer og citater fra aktuel kulturel produktion, ja, så snirkler og snørkler de nævnte stier sig hele tiden bagud i kunsthistorien. Bevilacquas nyeste billeder peger med deres stilleben-motiver længst bagud og væk fra popkunsten. Og disse billeder er de bedste.

Billedlabyrint

Bevilacquas nyeste malerier er nemlig befriet for en forceret tidsånd, der tynger hans tidligste værker med åh-så-trendy farver og former. Og som er så 'rigtige' i udvalget af musik, film og modereferencer, at det halve kunne være rigeligt: Louis Vuitton, Oasis, Matthew Barney, the Verve, Tim Burton for nu at tage nogle eksempler på brugen af kanoniseret og gennemkorrekt smartness, der samples og remixes til en i grunden meget velkendt pop-collage.

Den formelle attitude er californisk, dvs. på en gang tilbagelænet og enormt energisk. Svagt syret, cool, men aldrig virkelig stram. Derimod lidt løs i formen, som skal være groovy, men samtidig renset for den vulgaritet og det skidt og snavs, der kendetegner Kirkebys på flere måde beslægtede masonitbilleder.

Ind imellem ser man noget mere og andet i disse billeder: Tegn-fluktuationer bragt til standsning i en pertentlig konstrueret billedlabyrint. Fastfrosset hypertekst. Formindskelser og forstørrelser af det samme motiv, der gentages, så der opstår forskydninger, små ryk og hak, der får øjet til at fortabe sig i billedet inde i billedet inde i billedet. En visuel kompleksitet, der får det figurative til at bryde sammen i den totale abstraktion, som til gengæld opleves som en befriende tilstand af meditativ vægtløshed og glæde.

Racerbil

Louisiana er det første museum i verden, der viser en udstilling med Bevilacqua. For kunstneren, der er bosat i New York og født og opvokset i Californien, må det være en spøjs oplevelse at få tildelt en sådan opmærksomhed fra et museum i et lille skandinavisk land.

Et land de fleste amerikanere stadig ikke kan udpege på verdenskortet på trods af vores deltagelse i Irakkrigen. Men Bevilacqua kan virkelig godt lide at udstille i Europa: "Her hæfter folk sig ved billedets opbygning, det maleriske og alle de abstrakte kvaliteter. Hjemme ser folk kun logoerne i billedet," forklarer han.

En bemærkelsesværdig observation, der bekræfter alle de kunsthistoriske klichéer: Europæisk stoflighed, dybde og langsommelighed over for amerikansk renhed, fladhed og hurtighed. Bevilacqua vil have begge dele med.

Og derfor udvikler hans maleri sig i sagens natur også i en mere 'beskidt' retning. Det maleriske anliggende tegner sig mere personligt og anekdotisk, men også langt mindre radikalt end Warhols og Lichtensteins.

Midt i udstillingsrummet står der en funklende potent racerbil påtrykt klistermærker. Værket symboliserer for Bevilacqua hans kunstneriske virke. Givetvis. Men det er altså en racerbil på kollisionskurs med et uendeligt stort og støvet stilleben kaldet Europa.

Louisiana Contemporary. Michael Bevilacqua. Åbner i dag. Vises frem til den 18 september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu