Læsetid: 4 min.

Da dronnningen blev voldtaget

Eller blev hun bare forført? Flemming Flindts 'Caroline Mathilde' fra 1991 kan stadig ryste sindene, fordi danserne rykker grænser. Ikke mindst Morten Eggerts voldskonge
13. februar 2007

Så er Caroline Mathilde tilbage på Gamle Scene. 16 år efter urpremieren, hvor Jens-Jacob Worsaaes underskønne guldstreger satte nye idealer for balletkostumers raffinement og bevægelighed. Hvor Flemming Flindts korporlige udlægning af kongerækkens dunkleste punkt skabte furore. Hvor Peter Maxwell Davies' nyskrevne musik første gang skingrede akkordheftigt hos Kapellet. Og hvor blomstrende Rose Gad og vilde Alexander Kølpin blev sat i tvangsægteskab som Caroline Mathilde og Christian VII, mens potente Nikolaj Hübbe stod parat i kulissen som livlægen Struensee.

Balletten holder i 2007. Det er fortsat en ferm og frygtelig skildring af et menneske, der reduceres til en brik i et politisk spil. Caroline Mathilde bliver dronning, men hendes historie kunne også være tjenerindens eller den traffickede luder: Hun reduceres til en krop, der udfører en ordre.

Koreografisk bliver det nu endnu mere synligt, hvor Flindt er i sit es, og hvor han har fyldt ud med genbrug; der er rigtig mange spagater i denne ballet. Men det er samtidig en koreografi, som er tro mod det neoklassiske udtryk med tåspidser, der vender indad. Smukkest er måske stadig Caroline Mathildes strakte fod, der knap tør røre jorden, men farer forskrækket op igen. For jo, jorden var giftig i København omkring 1770.

Kan selv

Flindts koreografi inviterer lykkeligvis danserne til selv at tolke med. Og Gudrun Bojesen danser en Caroline Mathilde, der nok er klogere end virkelighedens teenageprinsesse var. Sky, nysgerrig, flirtende, bange, ubekymret: Bojesen er det hele. Og betagende længselsfuld i sine lykkelige minutter sammen med Mads Blangstrups Struensee, der både er smuk og rå - og så sexet, at tilskuerne sukker. Blangstrups skønhed er perfekt som camouflage for Struensees ærgerrighed, og hans linjers blødhed indgyder demagogisk tillid. En perfekt kontrast til Silja Schandorffs afvisende og overset-smukke dronningemoder, der væmmes ved hvert eneste blik på Struensee.

På andetholdet danser Izabela Sokolowska et helt anderledes piget portræt. Hun danser, som om hun intet ved om sin egen skæbne. Hun er ivrig efter at følge det danske hofs anderledes regler, men hun er et offer, der ikke kan forsvare sig mod kongens overgreb. Hendes Struensee er Andrew Bowman, der beroliger og smiler kønt, selv i de lange løft, men som ikke ligefrem ligner en rebelsk samfundsomstyrter. Desuden ligger også han under for enkedronningen; Caroline Cavallo, der klarer samtlige kavalerers mere eller mindre perfekte partnerassistance med et jeg-kan-selv-blik i sine uendelige balancer. Og det kan hun!

Vil selv

Mange andre burde fremhæves: Sebastian Kloborg og Kristoffer Sakurai for deres opportunistiske fortolkninger af medløberen Holck. Flemming Ryberg for sin angste grev Rantzau. Og Femke Slot og Cecilie Lassen som lystigtveloplagte Støvlet-Kathriner i slangegrønt.

Men alt kommer til at cirkle om kong Christian VII. Om hans skizofreni, men også om hans voldelige liderlighed. Thomas Lund danser partiet igen, og igen overskrider han grænserne for sig selv. Han er vanvittig, ja, men nu danner hans krop en endnu vildere kontrast til hans psyke ved at bevæge sig i de reneste linjer. Ikke en pirouet drejer skævt, ikke en fod stritter. Netop derfor bliver hans galskab så uhyggelig. Han er til fare for sig selv denne konge, fordi han ikke kender forskel på sine legetøjssoldater og sine ansatte - eller sin hustru. Han vil selv! Og han forfører Gudrun Bojesens indbydende Caroline Mathilde i ligegyldighed eller i fulderus, nærmest uden at ænse hende. Hvorefter han sørger over sig selv, sådan barnligt ulykkeligt. For han forstår ikke, at han er syg.

Ser selv

Morten Eggerts konge ved derimod godt, at han er syg. Og han ved godt, hvad han gør. For han vågner op ind mellem sine raserianfald og ser pludselig sig selv og krymper. Hans mundvige trækker sig nedad, som om de vil begrave sig selv med hofnarrens smertefulde indsigt. Alligevel griber han straks efter fat i Sokolowskas rædselsslagne Caroline Mathilde, og så kører det hele videre i hans voldsspiral. Voldsomst da han i et ophedet øjeblik brutalt voldtager hende, sådan med brunstige stød ind i hendes tvungne spagat - hvorefter han pludselig opdager, hvad han egentlig har gang i. Så kommer skammen. Så skizofrenien. Og efter hans underskrift på Struensees dødsdom glider han helt ind i sig selv, alene med sin galskab i ulastelige linjer og elastiske spring.

Eggert skaber et kuldegysende portræt, som endda må have forskrækket Flemming Flindt. Prinsesse Benedikte klappede entusiastisk fra kongelogen; lige som alle andre i salen. Billedet af volden som en uundgåelig udløber af magten vakte genklang. I en fortolkning, der gjorde denne fortælling om dødsstraf og landsforvisning mere globalt aktuel end nogensinde.

Caroline Mathilde. Koreografi: Flemming Flindt. Musik: Peter Maxwell Davies. Scenografi: Jens-Jacob Worsaae. Lys (det lyseblå er lige så smukt som dengang i 1991): Toni Tucci og Jørn Melin. Iscenesættelse: Flemming Flindt ved Vivi Flindt, Christina Olsson, Anne Holm-Jensen Peyk og Claire Still. Sjællands Symfoniorkester (spillede sig varm). Sopraner (melankolsk-smukke): Ingrid Vetlesen og Hanna Wåhlin. Dirigent: Graham Bond.

I aften og torsdag med Gudrun Bojesen, Thomas Lund, Mads Blangstrup og Silja Schandorff. I morgen med Izabela Sokolowska, Morten Eggert, Andrew Bowman og Caroline Cavallo. 12 opførelser frem til 26. mar. Kr. 25-460. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu