Læsetid: 3 min.

Drop bomberne

18. december 1998

DET INTERNATIONALE samfund befinder sig i sin måske alvorligste krise, siden Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, efter at USA's præsident Bill Clinton og Storbritanniens premierminister, Tony Blair, sent onsdag aften sendte en bølge af bomber og krydsermissiler imod Irak.
Det skulle man ellers ikke tro, hvis man kun lytter til de meningsdannere i den vestlige verden, der nu jubler over, at Demokratiet, Menneskerettighederne og Den Internationale Retsorden endelig bliver håndhævet af de angel-saksiske ledere overfor Iraks forhadte diktator Saddam Hussein. Deres legitimitet bygger på formodningen om, at Saddam skal være i besiddelse af kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben, og den kendsgerning, at han siden Golfkrigen 1991 systematisk har forhindret FN's våbeninspektører i at undersøge mistanken. Saddam - hvis samvittighed stinker af gasangreb mod kurdere og iranere, og som overtog Sovjetunionens rolle som "Ondskabens Imperium" efter sit overfald på Vestens olieinteresser i lilleputstaten Kuwait - har til fulde gjort sig fortjent til fordømmelse fra det internationale samfund. Han er i enhver henseende en hån mod bestræbelserne på at skabe en fredelig menneskelig civilisation, der bygger på grundlæggende retsprincipper.

ALLIGEVEL BØR JUBLEN snart afløses af en mere nøgtern analyse og eftertanke. Hvad med at lytte til de kritiske røster, der hverken er spændt for det amerikanske propagandaapparat, der snørede verdenspressen i 1991 eller er bugtalerdukker for de fundamentalistiske ideologer i Iran, Irak eller Taliban-regeringen i Afghanistan?
Den ansete kommentator på den britiske avis The Independent, Robert Fisk skriver her på forsiden, at Clinton og Blair gik i krig på et helt igennem infantilt grundlag onsdag aften. Aktionen har intet perspektiv, og der er ingen holdbar politisk strategi bag- og når FN's våbeninspektører ikke har kunnet finde kemiske og biologiske våben i Irak, hvad skal det så nytte at fyre 200 krydsermissiler af, spørger Fisk.
Vel ikke bare dette cowboyagtige "we gotta do, what we gotta do"? Eller den uhyggelige sammensmeltning af fiktion og virkelighed, som Hollywood-filmen Wag the Dog anskueliggjorde for biografgængere? Eller at Clinton gør verden til gidsel for sine indenrigspolitiske problemer i forbindelse med Lewinsky-skandalen? Det sidste antyder i hvert fald Fisk: "Da præsident Clinton stod ansigt til ansigt med det værste af Monica Lewinsky-skandalen, bombede han Afghanistan og Sudan. Stillet overfor en rigsretssag, bomber han nu Irak."

MAGTDEMONSTRATIONEN giver muligvis Clinton en stakket frist, og den kan måske omforme Blairs bambi-image til noget mere stålsat - som Thatcher gjorde i sin lille Falklandskrig. Men for verdenssamfundet og De Forenede Nationer var onsdag en trist dag, som FN's generalsekretær Kofi Annan siger. Bombardementerne er i første række et personligt nederlag for Annan, der ihærdigt har forsøgt at løse konflikten ad diplomatisk vej. Værre er det, at den amerikansk-britiske militæraktion vil svække sammenholdet i det internationale samfund. Aktionen er sket i modstrid med tre af Sikkerhedsrådets permanente medlemmer, Rusland, Kina og Frankrig, der ikke mener, at FN-resolutionerne giver mandat til den ensidige aktion.
I sidste ende skal FN være parat til at bruge våbenmagt og sætte den internationale retsorden ind overfor diktatorer, der gør sig skyld i f.eks. folkemord, men det er destabiliserende, hvis stormagter som USA dikterer sine egne spilleregler.

NETOP USA's stormagtsarrogance er en recept på nye politiske spændinger ift. Kina og Rusland, der i skarpe vendinger fordømmer aktionen. Med en vis ret kritiserer de den utilstrækkelige rapport fra våbeninspektør Richard Butler, som USA og Storbritannien bruger som begrundelse for angrebet. I Rusland kræver kommunistlederen Zyuganov militær oprustning, og selv den liberale formand for Dumaens udenrigsudvalg Vladimir Lukin er rasende. Lukin kræver, at Moskva øjeblikkeligt genskaber de økonomiske forbindelser med Bagdad - gør op med FN's handelssanktioner. Hvis det sidste bryder med de helt igennem fejlslagne sanktioner, der har ført til tusindvis af irakiske børns underernæring og død, så vil det måske være en lykkelig udgang på tragedien. Et opgør med de mest kyniske sider af den magtpolitik, som USA og Saddam gensidigt og som hinandens fjendebilleder har gjort sig skyldig i.
I mellemtiden må vi desværre frygte en ny runde med ideologisk og militær optrapning mellem de "kristne" og de "islamiske" fundamentalister. Nu vil islamiske terrorister føle sig provokeret til nye hævnaktioner - og det vil igen give argumenter til de kræfter i USA's militær-industrielle apparat, der lever af fjendebilleder. bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her