Læsetid: 4 min.

Drop den brune sovs

5. marts 2002

I FREDAGS mødtes 750 tillidsfolk fra 154 fagforeninger i Silkeborg Hallerne under overskriften ’fagligt ansvar – for en bedre fremtid’. Emnet for den fem timer lange konference (inkl. en times frokost) var vigtigt: Hvordan kunne bevægelsen bedst muligt imødegå VK-regeringens planer om at forringe lønmodtagernes og de svagestes vilkår? Det førte til en serie ihærdige oplæg og indlæg fra podiet mellem håndboldhallens røde faner, bl.a. fra en række fagforeningsformænd og fra gæstestjernerne Harald Børsting og Steen Andersen, henholdsvis LO-sekretær og næstformand i SiD. Man manede til selvransagelse og krævede deltidsloven taget af bordet. Desuden blev det fremmødte tillidsmandsapparat enig om at oprette et tværfagligt samarbejde mellem de forskellige fagforeninger for at kunne give regeringen bedst mulig modstand. Så langt, så godt.
I betragtning af, hvor afgørende stor betydning fagbevægelsen selv tillagde mødet i Silkeborg, var det bemærkelsesværdigt, hvor forsvindende lidt seancen og dens resultater gav genklang i medierne. TV-avisen på DR bragte et minut og 45 sekunder om mødet i sin 18.30-udsendelse, men undlod at bringe indslaget i sin mere ’seriøse’ 21-udgave. Hverken B.T. eller Ekstra Bladet omtalte konferencen med et ord i deres lørdagsudgaver, mens flere landsdækkende morgenaviser dækkede forsamlingen kort og pligtskyldigt via nyhedsbureauet Ritzaus referat. Seerne og læserne derhjemme fik en fornemmelse af, at man havde med et kuriosum af en historie at gøre – på linje med den evigt gyldige, lokale human interest-historie om katten, der er fanget i et træ og ikke selv kan komme ned. Bedst behandling fik konferencen i Deadline på DR2 kl. 23 fredag aften, hvor formanden for Bryggeriarbejdernes Fagforening, Finn Sørensen, fik tid til at udtale sig både fornuftigt og fyndigt. Og dog lød åbningsspørgsmålet fra Deadline-værten Poul Smidt sådan lidt skovbørnehaveagtigt drilsk: »Hvad er det, I regner med, kan få de menige fagforeningsmedlemmer op på lakridserne, fordi de synes, det bare er for meget?«

ALT DET KUNNE sige noget om pressen; at journalister stemmer borgerligt; at de er usolidariske; at de er dumme.
Men måske siger dækningen af konferencen i virkeligheden mere om fagbevægelsen selv: At den er langt ude i tovene. Den slags kan måles på evnen til at kommunikere til omverdenen, og det var bevægelsen i det store hele ikke specielt god til på mødet i fredags. Der er ingen tvivl om, at de bænkede tillidsmænd, som var kørt i chartrede busser fra 48 byer i hele landet og havde taget de røde faner med og havde indledt med at synge »Når jeg ser et rødt flag smælde«, kunne aflytte det fælles budskab pronto på rygraden og selv videregive dessinerne til deres medlemmer ude på arbejdspladserne i søvne.
Men hvad med omverdenen? Den gamle fagforeningsretorik er slet ikke fulgt med tiden. Fagbevægelsen har glemt at tune sit sprog – og image – ind på dagens samfund, sådan som stort set alle andre interesseorganisationer i mindre vægtklasser har formået. Formentlig fordi de største slag forlængst er vundet. Lydsiden på konferencen i Silkeborg forleden kunne lige så vel være hentet fra forrige gang, man formåede at samle så mange tillidsmænd – det var i 1985.
Et af de mere brugte ord på mødet var »solidaritet«, og en vægtig taler omtalte en offentlig sektor befolket af »fremadstormende yuppie-drenge« osv. Men det var ikke bare ordene, men hele stemningen, som ordene underbygger, på konferencen, som havde denne bedagethed over sig. Dagen før mødet i Silkeborg spurgte Informations reporter en ansvarlig SiD-mand, om det var muligt at få lov at køre sammen med en busfuld tillidsfolk fra København til Silkeborg fredag morgen – med henblik på en reportage fra bussen. Det kunne ikke lade sig gøre, lød svaret, eftersom busturen var et »frikvarter« for folk. »Der vil blive drukket nogle bajere og måske fortalt et par sjofle vittigheder. Og så vil de ikke sidde og tænke på, at der sidder en eller anden journalist og lytter«. Det blev sagt i et venskabeligt toneleje, skal det bemærkes.

Nu er det jo en menneskeret at takke nej til en pressen, men ud fra et almindeligt marketingssynspunkt er det ikke altid den bedste løsning. I politik er det efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at partierne bruger spindoktorer og drevne pr-folk for at få budskabet klart og præcist ud. En af hemmelighederne bag Dansk Folkepartis succes er f.eks. partiets super smooth og skræmmende hurtige pressesystem.
Der er hverken noget i vejen med at drikke bajere eller fortælle sjofle vittigheder, men hvis det er signalet, som fagbevægelsen bliver ved med at sende, er det ikke godt nok. Medievirkeligheden har ændret sig, og det må fagbevægelsen fatte på alle niveauer, hvis den vil videre. Det var ikke ligefrem lutter unge mennesker, der sad og spiste brun sovs og kartofler i Silkeborg i fredags.

os

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her