Læsetid: 4 min.

Drop de gamle fordomme om Afrika

'Nødens fortabte, tilbagestående kontinent' er i en historisk positiv udvikling. Væksten boomer og investorerne kappes om at komme til
15. marts 2007

LAGOS - Endnu en Afrika-film har ramt biograflærrederne - denne gang er det den hjerteskærende Blood Diamond, i forrige måned var det den fremragende velspillede The Last King of Scotland, og selv ti år efter holder fascinationen af Blixen-filmen Out of Africa sig stadig intakt. Men er jeg den eneste, der bliver rimelig irriteret, når min 16-årige datter endnu engang stiller mig spørgsmålet: "Jamen er Afrika da sådan i virkeligheden?"

Jeg fortæller hende så, at dele af Afrika engang VAR sådan. Og at noget af det, men en stadig svindende andel af det vældige kontinent, måske stadig er det. Men det meste af det var det aldrig og er i det i al fald ikke i dag.

Jeg har dækket utallige krige og revolutioner i Afrika. Jeg har set henrettede politiske dissidenter hænge og dingle fra broer på hovedgaden i Conakry, Guineas hovedstad. Jeg har været fængslet på falske anklager i Sierra Leone. Jeg har i månedsvis levet et landsbyliv i Lesotho og Tanzania. Jeg har vandret rundt i Nigerias byer ved nattetid - dog ikke Lagos' mest berygtede kvarterer. Men sjældent har jeg været rigtig bange - det skulle da lige være, da jeg fløj med et af det statslige nigerianske luftfartsselskabs nedslidte gamle fly, der var af samme model som det, der styrtede ned, umiddelbart efter at jeg ankom til Port Harcourt sidste år.

Omsider går det fremad

Afrikanerne er i reglen de mest høflige, elskværdige, tålmodige og muntre af alle de folkeslag, jeg har mødt på Guds grønne jord. Så meget desto mere glæder jeg mig, når jeg ser dette gamle kontinent med dets ofte så ugæstfrie terræn og brydsomme klima, dets vanskelige arv fra slavehandlens, kolonialismens og imperialismens tid - og i syd med den historiske byrde fra apartheid - omsider bevæge sig fremad, politisk som økonomisk.

Tilmed må jeg medgive, at visse aspekter af kolonialismen og den missionsvirksomhed, der ledsagede den, har lagt et på mange måder fornuftigt grundlag, og at Afrika først lærte sig at gøre fremskridt, i det øjeblik da det hørte op med at bekæmpe den hvide mands skygge og begyndte at arbejde sammen med ham i stedet for at modarbejde ham.

Forandringerne forløber i forbløffende tempo, alligevel har man i verden knapt nok fået øje på, hvad der er undervejs. Men læs f. eks. blot, hvad Michael Klein, cheføkonom i International Finance Corporation, skriver i december 2006-udgaven af Finance and Development, Den Internationale Valutafonds tidsskrift:

"Når det 21. århundredes historie engang skal skrives, vil det blive klart, at Afrika i dag står, hvor Østasien stod i slutningen af 1950'erne - på spring til at slå verden med forbavselse."

Klein hævder, at stadig flere økonomer er overbeviste om, at flertallet af afrikanske lande vil kunne præstere årlige vækstrater på 10 procent, dvs. på niveau med Indiens og Kinas. "Følgelig er det højest tænkeligt, at Afrika i 2050 i gennemsnit vil kunne nå op på samme indkomstniveau, som de nye EU-medlemslande fra Østeuropa havde ved deres indtræden i unionen. Hvis dette virkelig skulle blive en realitet, vil de børn, der i disse år fødes i Afrika kunne springe buk over alle historiens udviklingsstadier inden for halvanden generation."

Demokratiske vinde

Nigeria, Afrikas folkerigeste land, der har ligget underdrejet så længe, tynget af ondartede diktaturer og korruption, summer nu af økonomisk aktivitet og gennemblæses af nye, friske demokratiske vinde. Og i den anden ende af kontinentet har Tanzania, der i årtier måtte afskrives som et fejlslagent eksperiment i socialistisk planøkonomi, nu favnet kapitalismen - endda med et menneskeligt ansigt - og oplever nu så stærk vækst, at det har fået skattegrundlag til at investere i goder, som tidligere tiders socialistiske herskere kun kunne drømme om: skoler og klinikker i hver en landsby.

Kakao- og kaffeproduktion? Jo da, den spiller fortsat en væsentlig rolle, men de senere år har også set store fremgange i eksport af blomster og fisk fra Kenya og Uganda. Og utroligt nok har 'Nollywood' - den nigerianske filmindustris hovedsæde - overhalet både Hollywood og Bollywood i antal producerede film per år. Nollywood holder en million mennesker beskæftiget.

Produktiviteten - hin nøgleindikator for økonomisk fremskridt - skrues i vejret med imponerende hat. Ifølge IMF er den afrikanske tekstil- og tøjindustri nu så produktiv som den kinesiske. Økonomiske reformer, herunder privatiseringer, en omstrukturering af banksektoren, registreringer af nye virksomheder og handelsliberaliseringer tegner billedet næsten alle steder.

Reformivrige nationer

Tanzania og Ghana var i verdens top ti over mest reformivrige lande, hvad der afspejler sig i, at den direkte udenlandske investering er vokset fra 12 milliarder dollar i 1980 til et godt stykke over 100 milliarder i dag.

Investorerne synes i særlig grad at fatte tiltro til Burkina Faso, Ghana, Madagascar, Mozambique, Tanzania og Uganda. I Nigeria er den multinationale stålgigant ved at blæse nyt liv i de gamle, gigantiske, sovjetisk opførte stålværker, og luftfartsselskabet Virgin har stortest overtaget al flytrafik fra det gamle, dødsrallende Nigerian Airlines.

Kinesiske motorcykelfabrikanter udspyr tusindvis af maskiner og kan stadig ikke imødekomme efterspørgslen. Toetages bygninger dominerer de fleste byer, og man skal efterhånden ud i fjerne landsbyer for at fine en mudderklinet hytte.

Selvfølgelig står meget endnu tilbage at gøre, men hvorfor ikke se at droppe brokkerierne over, at Europa og USA blokerer Doha-runden og simpelt hen reducere handelsbarriererne på ikke-diskriminatorisk grundlag ved at åbne vore hjemmemarkeder for alle afrikanske handelspartnere?

Næste gang jeg tager min datter med til Afrika - så kan hun selv se, hvad det er for et fantastisk sted.

Jonathan Power er udenrigspolitisk kommentator for International Herald Tribune og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu