Læsetid: 2 min.

Drop nyttetænkningen

11. april 2006

'Forbrydelse og straf' er et gammelt retfærdighedsparadigme. 'Afvigelse og behandling' er et nyere paradigme, der ikke er begrundet i retfærdighed og moral, men i nyttetænkning og videnskabelighed, kort sagt liberalisme. Behandlings-paradigmet opstod sammen med det moderne Europa. I 1764 foreslog italieneren Cesare Beccaria dødsstraffen afskaffet. Også efter 1764 var de fleste store filosoffer dog tilhængere af dødsstraf: Rousseau, Kant og Hegel.

Særligt interessant er Immanuel Kant, der var den beundrede grundlægger af moderne verdensforståelse. Det er tankevækkende, at han argumenterede for dødsstraf. Han tager i et værk fra 1797 afstand fra Beccarias 'affekterede humanitet' og hævder, at straffen skal svare til forbrydelsen. Formålet med dødsstraf er ikke nytte, men retfærdighed, dvs gengældelse.

Beccaria argumenterede ud fra nyttetænkning eller utilitarisme. Han hævdede, at dødsstraffen var mindre afskrækkende og derfor mindre nyttig. Hvorimod livsvarigt fængsel ville virke mere afskrækkende og præventivt.

I løbet af 1800-tallet gik man gradvist over til behandlings-paradigmet, der skabte masser af videnskab og eksperter. Forbrydelse og straf blev næsten uartige ord. De progressive ville nok straffe den kriminelle. men først og fremmest forbedre ham.

Den franske filosof Michel Foucault nævner i bogen Overvågning og straf (1975), at der efter 1840 gang på gang fremsattes kritik af fængselsvæsenet. Hver gang var der tale om den samme kritik: Straf hjælper alligevel ikke, og de samme reformforslag: Nu skal vi lægge vægt på at forbedre den kriminelle og få ham tilbage i samfundet. Foucault kalder det 150 års fiasko eller march på stedet.

For mig at se har vi i to århundreder haft slagsmål og skiftende kompromisser mellem to paradigmer, straf-paradigmet og behandlings-paradigmet. De progressive og eksperterne kæmper for behandlingsparadigmet, mens de 'reaktionære' og folket kæmper for strafparadigmet.

Drop nyttetænkningen

I årti efter årti har danske kriminologer diskuteret reformer. Det gælder om at forbedre den kriminelle eller afvigeren. Læg mærke til, at det ikke hedder 'forbryderen'.

Både 'den kriminelle' og 'afvigeren' er kliniske terapeutiske begreber. Den progressive retsopfattelse er liberal og utilitaristisk. Ofte bygger straftilhængerne (som Kant) på retfærdighedsbetragtninger, mens strafmodstandere bygger på nyttebetragtninger og prævention.

Nyttetænkning dominerer dagens debat om straf, sidst i Informations omtale af tre nye kriminologiske bøger (den 6. april). Kriminologerne henviser til, at fængselsstraf ikke gør den kriminelle bedre, tværtimod. De 'reaktionære' og folket forsøger sig med en anden nyttelogik: Straf bidrager til at afholde mulige forbrydere fra kriminalitet. Kriminologerne svarer, at strengere straffe ikke giver mindre kriminalitet.

Men begge logikker er nyttetænkning. De 'reaktionære' står svagt, fordi de lader sig fange af denne nyttetænkning. De indser ikke, at retfærdighed hverken kan eller skal begrundes med nytte.

Kriminologer må høre op med at beskylde folk for 'primitiv hævntørst' og tale nedladende om 'den almindelige retsfølelse'. Måske folk selv opfatter 'hævntørst' og 'retsfølelse' som retfærdighed?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her