Læsetid: 7 min.

Drop de økonomiske og sociale menneskerettigheder

Den alvorligste fare mod menneskerettighederne kommer fra FN's officielle menneskerettighedspolitik, og Danmark bør derfor træde tilbage fra FN's Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder
14. september 2005

FN opfattes af mange, ikke mindst af FN selv, som en global forkæmper og garant for internationale menneskerettigheder. FN har da også været et vigtigt forum og platform for kampen for de tidligere asiatiske og afrikanske koloniers ret til selvbestemmelse. FN spillede via menneskerettighederne tillige en afgørende rolle i kampen mod apartheid i Sydafrika - ligesom etableringen af krigsforbrydertribunalet for det tidlige Jugoslavien måske nok kan regnes som en succes. Men sådanne positive begivenheder er desværre, hvis man bedømmer FN's rolle i forhold til menneskerettigheder mere generelt, mere undtagelsen end reglen.

På det institutionelle plan er FN's menneskerettighedskommission et glimrende eksempel på, hvorfor FN mangler troværdighed, når det kommer til menneskerettigheder. Kommissionen har som opgave at sikre, at FN's medlemsstater overholder menneskerettighederne i de konventioner, de enkelte lande har ratificeret. Nuværende medlemmer inkluderer lande som Zimbabwe, Saudi-Arabien, Congo, Sierra Leone, Kina og Sudan.

Disse lande deler, udover manglen på enhver form for demokratisk samfundsindretning, en udbredt mangel på respekt for menneskerettigheder og krænker dagligt deres egne borgeres mest basale borgerlige og politiske rettigheder. Kommissionen fungerer reelt mere som et forum, hvor ikke-demokratiske stater kan holde hånden over hinanden, end som et forum, hvor medlemsstaterne kigger hinandens menneskerettighedsefterlevelse kritisk i kortene. Topmålet af absurditet blev opnået i år 2003, hvor Libyen blev valgt som formand for Kommissionen på trods af landets talrige overtrædelser af basale rettigheder.

ØSKRog BPR

Den alvorligste fare mod menneskerettighederne kommer dog fra FN's officielle menneskerettighedspolitik, der tager udgangspunkt i Den Universelle Menneskerettighedserklæring fra 1948. Erklæringen, der ikke er en juridisk bindende traktat, indeholder klassiske negative borgerlige og politiske rettigheder (BPR) såsom ytrings- og forsamlingsfrihed, forbud mod tortur og lighed for loven. Det er rettigheder med udspring i oplysningstiden, men hvis filosofiske ophav kan spores helt tilbage til det gamle Grækenland.

Men erklæringen indeholder også positive økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ØSKR) såsom retten til bolig, arbejde og en rimelig og stigende levefod. Det er rettigheder med udspring i socialismen, der langt hen ad vejen opstod som et 'progressivt' modspil til de klassiske BPR. I 1966 blev BPR og ØSKR adskilt i hver sin traktat på grund af vestlige landes modstand mod sidstnævnte, der fortsat blev støttet af de socialistiske stater i Østeuropa samt af en række stater i Latinamerika.

Efter Den Kolde Krig og kommunismens fald kunne man måske have forventet, at FN alene ville have fokuseret på BPR. ØSKR har netop deres udspring i socialismen, der imploderede som ideologi mellem 1989-1991, og som i de foregående årtier med al tydelighed havde demonstreret, at den ikke medførte velstand for folket, men tværtimod forarmelse og undertrykkelse. Disse rettigheder stod derfor i skarp kontrast til de BPR, som udgør grundstenen i stort set alle vestlige samfunds politiske systemer med velstand og individuel frihed for størstedelen som følge.

Men i stedet for at forkaste ØSKR intensiverede FN kampen for den globale anerkendelse af dem på lige fod med BPR. Dette skete især efter pres fra tredjeverdenslande, vestlige intellektuelle der var aktive i menneskerettighedsbevægelsen og et stigende antal ngo'er. Presset kulminerede i Wien i 1993, hvor Sluterklæringen fra Verdenskonferencen om Menneskerettigheder erklærede, at "alle menneskerettigheder er udelelige, ligeværdige og indbyrdes afhængige" - altså et opgør med den foretagne opdeling af BPR og ØSKR.

Grunden til, at en række tredjeverdenslande entusiastisk bakkede op omkring ØSKR skal søges i, at disse rettigheder kræver en magtkoncentration hos staten, som ifølge disse rettigheder bærer ansvaret for borgernes velfærd. BPR derimod fravrister staten magten og tildeler individet autonomi igennem en privat sfære, som staten ikke må krænke. Det er derfor ikke svært at se, hvorfor ØSKR passer tredjeverdenslande - hvoraf de fleste er mere eller mindre totalitære - langt bedre end BPR, hvis indførsel ville være selvmord for mangen en diktator. Når en lang række vestlige intellektuelle og NGO'er stadig støtter ØSKR, skyldes det vel en blanding af ideologi og menneskerettighedernes forførende sprog. Som Columbia-professoren Jagdish Bhagwati påpeger: "Menneskerettigheder [-] er tidens løsen, ganske som 'socialisme' var det for tre årtier siden, og begrebets moralske resonans giver frit lejde i medierne og offentligheden."

Ideologiske partsindlæg

At ØSKR ofte tjener som camouflage for at argumentere for en bestemt samfundsindretning demonstreres med al tydelighed af den norske jurist og tidligere FN-rapportør Asbjørn Eide, som i den ledende lærebog om ØSKR skriver: "...folk er fattige på grund af dem, der er rige. Den største forhindring for en gennemførelse af (ØSKR) er akkumuleringen af velstand i få hænder og få lande, kombineret med deres kontrol over eller dominans inden for teknologi, patenter og kommunikation... den neoliberale ideologi indeholder en række påstande, som fremføres for at retfærdiggøre markedsprincipper frem for (ØSKR)."

Eide begår her klart et ideologisk partsindlæg for en verdensorden, der hviler på kollektivistiske principper, og hvor det frie marked må afskaffes.

Citatet er ganske typisk for litteraturen på ØSKR-området og lignende bandbuller mod 'neo-liberalismen', privatiseringer og globalisering findes også i mange FN-rapporter. Eksempelvis opfordrede en FN-rapportør under Kommissionens møde i marts 2005 kommissionens medlemsstater til, at fattigdom, både absolut og relativ, blev anerkendt som en menneskerettighedskrænkelse i en international konvention. Tankegangen er snublende tæt på socialismen, som også mente at kunne skabe paradis på jord udfra en videnskabelig tilgangsvinkel, der gjorde op med den borgerlige samfundsmodel baseret på liberalismen og dens frihedsideal.

Uholdbar rettighed

Den helt centrale rettighed i traktaten vedrørende ØSKR findes i artikel 11 og lyder: "De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret til en levefod, som er tilstrækkelig for vedkommende selv og vedkommendes familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig og til fortsat forbedring af vedkommendes levevilkår."

Såfremt denne rettighed skal forstås som juridisk bindende på linje med eksempelvis ytringsfriheden, vil det være en krænkelse, hvis et individ oplever en nedgang i sin levestandard ved en fyring. Endvidere vil der være tale om en krænkelse, såfremt individet ikke opnår en konstant forbedring af sine levevilkår.

Det siger sig selv, at en sådan rettighed er fuldstændig uforenelig med et frit samfund, hvor individet har frihed til samt ansvar for eget liv, og derfor kan opleve op- og nedgang i sin levefod, alt efter hvilke valg det foretager. Da staten ifølge ØSKR har ansvaret for følgerne af en nedgang i levefoden, forudsætter rettigheden, at staten kontrollerer al økonomisk aktivitet på dens territorium og dermed også størstedelen af borgernes liv. Dette bekræftes af følgende passage fra FN-organisationen UNESCO's kommentarer til udformningen af den Universelle Menneskerettighedserklæring: "Hvis den ny menneskerettighedserklæring skal indeholde tilvejebringelse af sociale ydelser, støtte i barndom og alderdom, ved uarbejdsdygtighed eller arbejdsløshed, da bliver det klart, at intet samfund kan garantere sådanne rettigheder, med mindre det til gengæld har retten til at påkalde og styre de individers produktive kapaciteter, som nyder godt af dem." En sådan stat vil aldrig kunne respektere de borgerlige-politiske rettigheder (BPR), fordi disse er i strid med dens behov for planlægning og kontrol. Dermed tilflyder al magt staten fra dens borgere.

Komitéen (og vestlige intellektuelle menneskerettighedsforkæmpere) har derfor også store vanskeligheder ved at acceptere den private ejendomsret. Når denne rettighed ikke bliver ignoreret, bliver den omtalt som kontroversiel, da den jo forhindrer en 'rimelig' distribution af samfundets velstand. Dette på trods af, at eksperter som den peruvianske økonom Hernando de Soto på empirisk vis har påvist ejendomsrettigheders altafgørende rolle i fattigdomsbekæmpelse i Den Tredje Verden. Endvidere decentraliserer ejendomsretten magtstrukturerne i et samfund, hvilket gør det svært for diktaturer at undertrykke deres befolkning. Den private ejendomsret er således en praktisk forudsætning for overholdelsen af de øvrige BPR.

ØSKR og BPR er hinandens diametrale modsætninger. Dette gælder både deres politiske ophav og deres praktiske anvendelse. De to sæt rettigheder kan ikke leve side om side, såfremt de begge skal have status som fundamentale rettigheder, der opstiller rammerne for den udøvende og lovgivende magts handlinger. ØSKR er baseret på et ønske om materiel lighed og troen på, at man ved central planlægning og velvilje kan skabe det perfekte samfund. ØSKR er således en fornægtelse af virkeligheden, og troen derpå er i bedste fald naiv, i værste fald nihilistisk og i alle tilfælde fundamentalt i strid med den formelle lighed og individuelle frihed som respekten for de BPR sikrer.

Danmark bør derfor træde tilbage fra FN's Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet bør Danmark arbejde aktivt for en menneskerettighedspolitik i FN, der styrker fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater, og er baseret på BPR frem for utopiske ideologier. Den uundgåelige protest fra diktatoriske stater og fra visse dele af menneskerettighedsbevægelsen, der vil møde en sådan beslutning, bør kun bekræfte eventuelle reformatorer i, at de er på rette spor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her