Læsetid: 5 min.

Drop statskirken

Folkekirken skal gøres mere uafhængig af staten og statskirketanken droppes. I stedet skal forholdet mellem de to styres af en kontrakt - som alle andre trossamfund i Danmark også skal kunne indgå, mener Kaj Bollmann, generalsekretær for Kirkefondet
16. januar 2006

Siden 1849 har den danske folkekirke og staten været bundet sammen i et grundlovsfæstnet fællesskab. Med Venstres politiske ordfører, Jens Rohdes, udmelding af folkekirken i protest mod det såkaldte Præsteinitiativ er diskussionen om forholdet mellem kirke og stat blevet vitaliseret.

Jens Rohde foreslog en adskillelse af folkekirken og staten, en ide som mødte bred modstand fra politisk side, og også internt i folkekirken er der modstand mod at løsrive kirke og stat, sådan som man eksempelvis kender det fra nabolande som Sverige og Tyskland. En udbredt bekymring er, at en folkekirke uafhængig af den danske stat vil udvikle sig til at blive en politiserende institution, der vil blande sig i alt fra etiske spørgsmål til realpolitiske detaljer.

Men det er en fuldstændig malplaceret bekymring, mener generalsekretær for Kirkefondet, Kaj Bollmann for en politiserende kirke "har vi jo allerede."

"Jens Rohde og fætrene (præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti, red.) forsøger jo blot at skræmme folkekirken til at være sådan en hale, der dikker regeringen og magthaverne efter."

Kaj Bollmann er selv præst, med en fortid som sognepræst gennem 15 år i blandt andet Københavns nordvestkvarter, og han er stærk fortaler for at se på forholdet mellem staten og folkekirken. Ikke mindst af hensyn til kirkens eget ve og vel.

"I dag er folkekirken politisk ganske kraftigt styret. Det er lovgiverne, der sætter alle rammerne for, hvad der sker i kirken, og det er den politisk valgte minister, der godkender vigtige indholdsmæssige ting så som folkekirkens ritualer, bibeloversættelse og salmebog. Grundlæggende er der ikke noget i folkekirken, som Folketinget ikke kan lovgive om, heller ikke hvad angår indholdet."

"Der er en tradition og en klar kirkelig hævdelse af, at kirkens indre anliggender kan Folketinget ikke lovgive om. Men rent juridisk er det eneste, Folketinget ikke kan røre ved, at folkekirken skal være evangelisk-luthersk, for det står i Grundloven. Hvilket jo paradoksalt nok også er en statsstyring, for det betyder, at folkekirken er det eneste trossamfund, der ikke er underlagt religionsfriheden. Folkekirken kan eksempelvis ikke af egen kraft ændre på trosbekendelsen," siger Kaj Bollmann.

Hvad skal vi tro?

Det er en mærkværdig situation, mener han, for "uanset at x procent af Folketingets medlemmer ikke er medlem af folkekirken, så er det Folketingets medlemmer, der fastsætter rammerne for folkekirken, også læremæssigt."

Det gør de selvfølgelig ikke i praksis, vedkender kaj Bollmann. Men problemet er, at det er der heller ikke andre der gør det, så i realiteten er der et magttomrum på helt centrale områder i folkekirken. Magten i folkekirken - også over indholdet - er i dag fuldstændig uigennemskueligt. Der er ikke nogen, der fortæller danskerne, "hvad det egentlig er, vi skal tro på."

"Grosbøll vil have os til at tro på dit, andre vil have os til at tro på dat, nogle gange er der nogen, der får en skideballe, andre gange mener nogle politikere, at præster ikke bør udtale sig om flygtningepolitik."

Bollmann foreslår derfor, at båndene mellem kirke og stat løsnes, om ikke helt så i hvert fald så meget, at kirken selv kan få lov at bestemme, hvordan den skal organisere sig.

"Jeg går ikke ind for at forbindelsen til staten skal cuttes helt, for vi har haft en stat, der har varetaget sine funktioner i folkekirken med fornuft, hvilket betyder, at vi har en tradition i Danmark, som der er meget stor opbakning bag. Folkeligt set ville man ikke komme ret langt med at forlange kirke og stat adskilt. Derfor er den diskussion forkert. Der sker ikke noget ved, at stat og kirke har en formel sammenhæng. Men kirken skal demokratiseres, så det vi i dag har på basisniveau, nemlig menighedsrådene, også gennemføres på stifts- og landsniveau. Så vi får en selvstændig ledelse i folkekirken."

Parallelsamfund

Skilles kirke og stat vil det også løse et andet problem; at folkekirken i dag har en række privilegier, som andre trossamfund i Danmark ikke har.

"Man kan løse hele religionsligheds-problematikken ved at indføre en sekularistisk model, hvor man adskiller religionerne totalt fra det offentlige rum. Men jeg er bange, at det vil føre til en ghettoisering, der faktisk vil virke disintegrerende i samfundet. Det vil skabe parallelsamfund, hvor eksempelvis muslimske enklaver vil forsøge så vidt muligt at opretholde deres egen kultur, deres egen skilsmissepraksis, deres egen undervisning, osv. Tilsvarende vil vi få kristne fundamentalistiske enklaver, og så ender det med, at vi får forskellige normsystemer, og der vil opstå krav om at få lov til at regulere efter eksempelvis muslimsk arve- eller skilsmisselov. Det er en farlig udvikling, for det disintegrerer samfundet, og det også den kulturelle dialog vanskelig, for så får vi ikke et multikulturelt samfund, men adskilte kulturer der bekæmper hinanden."

I stedet ønsker Kaj Bollmann, at der indgåes konktrakter mellem staten og de religioner, der ønsker det.

"Det skal simpelthen skrives ned, hvilke rettigheder og forpligtelser kirken har, hvordan økonomien hænger sammen, hvem har ejendomsretten, og hvem kan gøre hvad. Kirkeministeriet - eller religionsministeriet - skal så primært forvalte og sikre de kontrakter."

"I stedet for at have ét regelsæt for folkekirken og ét for de andre trossamfund, skal alle kunne lave en kontrakt, så de ikke bliver lukket ude fra staten, men bliver trukket med ind. Så folkekirken ikke adskilles mere fra staten, men så de andre bliver knyttet lige så tæt til staten."

Det vil åbne op for en ganske autonom folkekirke, erkender Kaj Bollmann. Staten vil ikke kunne blande sig i folkekirkens indhold, som i stedet ville skulle løses af menigheds- og stiftsrådene, biskopperne og en eller anden form for kirkeligt landsråd. Kritikere af sådan en ordning mener, at det vil føre til en splittelse af kirken i mange retninger og trossamfund. Det afviser Bollmann:

"Det specielle ved os er, at vi har en helt ekstrem, folkekirkelig monokultur. Og der er ingen, der kan påvise, at den religiøse opsplitning nødvendigvis er større i lande, der ikke har en statsreligion end i lande, der har. Den religiøse splittelse i Danmark er kolossal, den finder bare sted inden for folkekirken. Og det er jo ikke nødvendigvis bedre. Vi har sådan en provinsiel debat i Danmark, hvor man argumenterer på anekdoter og fordomme, men ingen gider at sætte sig ordentligt ind i tingene. Der er ingen dokumentation for, at det er mere kulturelt splittende ikke at have en statskirke. Det går udmærket i masser af lande, hvor man eksempelvis har stærke katolske kirker, der ikke er statskirker, eller som i Holland hvor man har to-tre store kirker."

Et andet argument for at bevare en tæt relation mellem den danske folkekirke og staten er, at kristendommen er så stærkt forankret i den danske kultur, og at statskirkestrukturen alene derfor er logisk og rigtig. Det argument afviser Kaj Bollmann også:

"Hvis den danske folkekirke er så stærkt forankret i den danske kultur, så er kirkestrukturen slet ikke afgørende"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu