Læsetid: 5 min.

En druknende mands erindringer

Haruki Murakamis ungdomselegi 'Norwegian Wood' udkommer omsiderpå dansk
25. november 2005

"And when I awoke, I was alone, this bird had flown" - Toru Watanabe er 37 år og ombord i en Boeing 747, da en dårlig muzakversion af Beatles-sangen Norwegian Wood over flyhøjttalerne hensætter ham i en tilstand af akut melankoli. Foroverbøjet med hovedet over knæene, mærker han tabet skylle ind over sig: Ungdommen er væk, menneskerne forsvundet, følelserne vil aldrig komme tilbage.

Midt i dette tab begynder Norwegian Wood, den store japanske forfatter Haruki Murakamis gennembrudsroman fra 1987, der omsider er blevet oversat til dansk. Med Watanabe og melankolien rejser vi tilbage til et minde, der er ved at forsvinde: ansigtet på hans elskede Naoko, hvis stemme fortæller ham om den mystiske, skjulte markbrønd, som hvertandet eller tredje år opsluger en stakkels forbipasserende.

Vi er rejst tilbage til slutningen af 1960'erne, hvor Watanabe er ved at afslutte sine teenageår og med Naoko på vej ind i en sødmefuldt smertende ungdomsblomstring, som er bogens omdrejningspunkt. Naoko er egentlig hans bedste ven Kizukis kæreste, men Kizuki er væk: Han har begået selvmord, og Watanabe og Naoko er nu fælles om det sorte hul i deres liv. Watanabe bor på kollegium, studerer teatervidenskab, som han er helt ligeglad med, og opfatter sig selv som et ingenting: 'Jeg er et helt almindeligt menneske. Jeg kommer fra en almindelig familie, har haft en almindelig opvækst, ser almindelig ud, har fået gennemsnitlige karakterer og tænker almindelige tanker.'

Liv og tab
Men menneskene omkring Watanabe trækker ham ud af intetheden: Først Kizuki og Naoko, siden den intense medstuderende Midori og den charmerende, kvindeforbrugende ven Nagasawa. De trækker ham ind i verdener og følelser, han ikke kender, og smider ham ud i livet. Men efter at han en aften kommer til at gå i seng med Naoko, forsvinder hun brat og efterlader ham i tomheden. Han lammes af desperation, mens han venter på livstegn fra den pige, han først da forstår, han elsker:

"Når det blev lørdag aften, satte jeg mig som sædvanlig på en stol i forhallen. Jeg havde intet håb om, at telefonen skulle ringe, men heller ikke andet at lave. Jeg tændte for en baseball-kamp i fjernsynet og lod, som om jeg så den, mens jeg opdelte tomrummet mellem mig selv og fjernsynet i to, og så igen i to. Jeg blev ved og ved, indtil det tomrum, jeg nåede frem til, kunne ligge på min håndflade."

Da der endelig kommer livstegn fra Naoko, er det fra et sanatorium, hvor hun kæmper for at genoprette sin mentale sundhed. Watanabe rejser på besøg og mødes med Naoko og hendes bofælle Reiko, der ligesom Naoko har skjult sig for et nervesammenbrud og for den virkelige verden. I den sarte, blide sanatorievirkelighed tør Watanabe give udtryk for sin kærlighed til Naoko, der ikke forstår hans særlige smag: "Vi er alle sammen underlige, forkerte mennesker, som ikke er gode til at svømme ovenpå, som er ved at drukne."

Men heller ikke Watanabe er helt så ordinær, som han fremstiller sig selv. Som Naoko gør ham opmærksom på, har hans egen yndlingsforfatter Scott Fitzgerald advaret om, at man aldrig skal stole på en mand, der kalder sig almindelig. Og under Watanabes almindelighed lurer en skurrende frygt, en druknende fornemmelse af at vakle på kanten mellem de levendes og de dødes verden.

"Det føltes, som om der var blevet trukket en membran ud over hele min krop" - han er en druknende mand, der stumt skriger om hjælp til en gradvist forsvindende verden. Selvmordene spøger konstant - det er som om, vennen Mizuki ikke blot er forsvundet, men har åbnet en dør ind til en forbudt, død verden, der nu ikke kan lukkes til igen.

Det skaber i bogen en krybende, grålig uhygge, som er et af Murakamis specialer. Mærk den snige sig ind i et afsnit som dette: "Min søster gik i 3.g på det tidspunkt. Jeg havde været til klaver og kom hjem klokken halv syv, min mor var ved at lave aftensmad og bad mig gå op til min storesøster og sige, at vi skulle spise. Men hun svarede ikke, der var helt stille derinde. Jeg syntes, at det var underligt, så jeg bankede på igen og åbnede forsigtigt døren. Måske var hun faldet i søvn, tænkte jeg. Men det var hun ikke. Hun stod henne ved vinduet med hovedet lidt på skrå og kiggede ud, som om hun tænkte over et eller andet. Værelset var mørkt, hun havde ikke tændt lyset, så jeg kunne ikke rigtigt se noget. Jeg sagde: 'Hvad laver du? Vi skal spise nu.' Så opdagede jeg pludselig, at hun så højere ud end normalt. Hvad var der galt? Det var da mærkeligt. Havde hun højhælede sko på, eller stod hun på noget? Jeg gik hen til hende for at sige noget, og så opdagede jeg det. Der hang et reb over hendes hoved. Det hang lige ned fra bjælken i loftet, forbavsende lige, som om nogen havde trukket en linje ned gennem luften med en lineal. Min storesøster havde en hvid bluse på - ligesom den, jeg har på nu - og en grå nederdel. Hun stod på tæer ligesom en ballerina, men der var bare et mellemrum på 20 centimeter mellem hendes tæer og gulvet."

Brud og forlængelse
Norwegian Wood, som da den i sin tid udkom i to bind i to forskellige farver fik japanske unge til at klæde sig i deres yndlingsbinds farve og solgte i fire millioner eksemplarer i Japan, er en ungdomselegi med klassiske forbilleder i Goethes Werther, F. Scott Fitzgerald The Great Gatsby og først og fremmest J. D. Salingers The Catcher in the Rye, der gennemsyrer handlingen helt ned i hovedpersonens natlige byvandringer, pigebesøg og melankolske beskuelse af en fjern, men samtidig alt for virkelig, verden.

Dette er ikke den overnaturlige Murakami, som vi møder i senere værker. Men det er dog tydeligt den samme: den ekstremt insisterende almindeligt betragtende outsider, der oversvømmes af en alt for intenst handlende og forstyrrende verden, som paradoksalt samtidig unddrager sig hans greb - altid i skikkelse af forsvindende kvinder.

Da Murakamis vestligtsindede romaner begyndte at blive populære, blev de kritiseret i Japan for at være alt for overfladiske og popkulturelle. Nobelpristageren Kenzaburo Oe sagde, at de unge mennesker i Murakamis romaner var "politisk uengagerede eller uberørte og tilfredse med blot at eksistere i en pubertær teenage-subkultur". Med tiden er det blevet tydeligere og tydeligere, at Murakamis demonstrativt ureflekterende hovedpersoner i samklang med deres fiktionsuniverser ligger langt stærkere i forlængelse af Oes og andre store japaneres tradition for at beskrive tabsoplevelser, fortvivlelse og tomhed. Man skal aldrig forveksle en forfatter med hans personer.

Det lyder trist, og det er det også. Dette er en ekstremt deprimerende roman. Men den er også sørgmunter, fin, atmosfærisk og følsom. For nytilkomne Murakami-læsere vil den være en stilfærdig og samtidig rørende indføring i de mere realistiske hjørner af mesterens univers. For andre viser den takter til mange af de med tiden mere surrealistiske og horrible horisontoverskridelser, der gør japaneren til en så umiskendeligt original krønikerskriver for vores tid og tilstand.

Haruki Murakami: Norwegian Wood. Oversat af Mette Holm. 318 sider, 285 kroner. Klim. ISBN 87-7955-162-9. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her