Læsetid: 6 min.

Druserne spiller dobbeltspil

Druserne har aldrig haft deres egen stat. De er nationalister, hvor de end bor, og betragter sig samtidig som et folk
15. maj 2006

MAJDAL SHAMS - Det er netop blevet besluttet, at Israel vil eksportere hen ved 10.000 tons æbler til Syrien. Denne trafik har før fundet sted, men kommer nu i gang igen med FN som mellemled, og ret beset er eksportøren ikke Israel men den drusiske befolkning i de israelsk besatte Golanhøjder.

"Vi er jo syrere, så det er kun naturligt, at vi handler med Syrien," siger Rafik, der ikke bruger sit rigtige navn og på det bestemteste frabeder sig at blive fotograferet. Han er frisør i Majdal Shams, som er en af fire landsbyer i den nordligste del af Golanhøjderne, som er hjem for 17.000 drusere, en mellemøstlig mindretalsbefolkning, som lever hen over grænserne mellem Israel, Syrien, Libanon og i beskeden udstrækning kongeriget Jordan.

Israel erobrede Golanhøjderne fra Syrien under krigen i 1967, og lige siden har den drusiske befolkning levet med en indgroet syrisk identitet og en israelsk hverdag. Ligesom Østjerusalem annekterede israelerne unilateralt området i kølvandet på krigen, og når man færdes her, er der ingen tegn på besættelse. Vejspærringer som på Vestbredden er her ingen af, og ingen af de to palæstinensiske intifadaer er nogensinde kommet til Majdal Shams eller de tre andre landsbyer.

Tværtimod er al skiltning på hovedgaden på hebraisk, alle taler sproget flydende, og i weekenden er her fuldt af israelske endagsbesøgende. Druserne selv har fuld bevægelsesfrihed i Israel, og lever således ikke med palæstinensernes begrænsninger. De læser på israelske universiteter, og mange har arbejde i Israel, som længe har førsøgt at give Golan-druserne id-kort. Dette giver fulde sociale rettigheder og stemmeret ved Knesset-valg, men selv om flere har taget skridtet i de senere år, er det fortsat beskedent, og valgdeltagelsen er lav.

Datter i Damaskus

"Vi er et fredeligt folk, og vores tro påbyder os at holde os på god fod med magthaveren, uanset hvor vi bor, men vores sande identitet glemmer vi aldrig," siger Rafik, mens den ene af hans døtre, som stadig bor hjemme, serverer kaffe i dagligstuen.

"Den er først og fremmest drusisk, men her på stedet er den også syrisk. Og fordi en selvstændig stat aldrig har været første prioritet i drusernes lange historie, har der heller aldrig været nogen drusisk nationalbevægelse, som man kunne sammenligne med andre folks. Vi har altid kunnet leve med de eksisterende stater, og det er, hvad vi også gør i dag."

Rafik forklarer, at han har mange venner blandt de israelske drusere, som lever i Galilæas bjerge og i særlig grad på Karmelbjerget ude ved Middelhavet. Han føler sig hjemme i deres landsbyer, han kender kulturen og er en del af fællesskabet, men han ved også, at der går en skillelinje mellem dem, idet deres loyalitet ligger hos en anden stat end hans. Da hans ældste datter for nogle år siden giftede sig med en drusisk mand fra Syrien, fandt han det naturligt, selv om familiebesøgene i Damaskus er komplicerede og skaber problemer i forhold til de israelske myndigheder.

"Jeg havde aldrig tilladt hende at gifte sig med en israelsk druser, for det ville have været som at sende hende til udlandet," forklarer han.

"Og det på trods af, at israelerne aldrig vil tillade hende at komme på besøg i Majdal Shams, når hun er syrisk gift og bor i Damaskus."

Ægte arabere

Andre drusere på stedet er mindre kategoriske end Rafik. I den unge generation er der de, som har vendt den stejle tradition ryggen og giftet sig 'på den anden side', som Rafik formulerer det, men i det store og hele svarer hans opfattelse til drusernes virkelighed. Her er med andre ord tale om et folk, der lever som religiøst mindretal i fire mellemøstlige lande, der hver for sig er på kant med de øvrige, mens druserne qua deres tro sammen med deres personlige stolthed kan udvikle sig til glødende nationalister på en anden stats vegne, på trods af at de ofte bliver betragtet med stor mistro.

"Det lyder sammensat, og det er det vel egentlig også," smiler Fadel Mansour, der har inviteret Information hjem til sig i landsbyen Usfiya på toppen af Karmelbjerget.

Ved siden af en moderne tilværelse som professor i plantebeskyttelse ved det israelske Volcani Institut for landbrugsforskning, er han en dybt religiøs mand og en af de israelske druseres åndelige ledere.

I tråd med dette ser han det som sin opgave at holde kontakt til landsbyens unge, så de ikke glemmer deres tradition, mens de lever relativt integreret i det moderne Israel, som han også selv er en del af. Han ser således ingen modsætning i, at det store flertal aftjener israelsk værnepligt, og det ofte i kamptropperne, hvor de principielt kan komme til at stå overfor eksempelvis libanesiske drusere. I kampsituationen må man betragte disse som fjender, mens de åndeligt og religiøst er venner og del af samme folk og fællesskab.

Islamisk samling

"Det kan lade sig gøre, fordi vi som drusere betragter nationalstaterne som et forbigående fænomen, og at nogle højere åndelige værdier på et tidspunkt vil slå igennem og vise sig som de stærkeste," tilføjer han.

"Derfor siger vor tro og tradition os, at vi her og nu må leve fuldt med i det samfund, vi nu lever i, hvilket vi kan gøre i visheden om at noget bedre er på vej. Og i denne næste tilstand vil vi komme til at stå i centrum, fordi vi er de ægte arabere, videreførelsen af den egentlige tro."

Hans forklaring lyder, at islam i det 10. århundrede var ved at blive splittet. Hele den islamiske verden var præget af korruption og moralsk forfald, og navnlig mellem de to ledende byer, Damaskus og Bagdad, foregik en indædt disput om den rette levevis. Det var abassiderne og amawierne, som sloges. På den baggrund opstod en bevægelse, som kaldte sig Tawheed. Ordet betyder samling, og grundlæggerne søgte at samle islam igen under ét tag. Det er denne bevægelse, som er blevet til vore dages drusere.

Fadel Mansour fortæller, at der er 270 drusiske samfund i Mellemøsten. Andre kilder oplyser, at der findes omkring en million drusere, hvoraf knap halvdelen lever i Syrien. Andre små 40 pct. er libanesere, mens syv-otte procent bor i Israel, en lille gruppe i Jordan samt resten fordelt rundt om i verden, primært i USA.

Kan virke underligt

Navnlig i Libanon har det drusiske samfund forstået at udnytte den demokratiske udvikling til at skabe sig en betydelig indflydelse. En af landets markante, politiske personligheder er druserlederen Walid Jumblatt, hvis handlinger er helt i overensstemmelse med, hvad Mansour fortæller. Da Jumblatt for nylig foreslog, at Libanon gør afkald på Shaba-området, som Israel holder besat, var det ikke for at skabe fredeligere relationer til naboen i syd, men for at lukke luft ud af drusernes hovedrival, den shiamuslimske bevægelse Hizbollah. Denne har nemlig Shaba som mærkesag, hvilket opleves som en del af Syriens indflydelse i landet, og ad den vej bliver Jumblatts holdning stærkt national, idet hans forslag også kan bidrage til at stække Syrien.

"Sådan fungerer den drusiske nationalfølelse, som kan virke lidt underlig. Her i Israel stemmer mange drusere på Likud og højrefløjen, samtidig med at vi ser landets fjender som vore venner," smiler Fadel Mansour.

"Åndeligt og følelsesmæssigt er jeg og Jumblatt brødre. Vi tilhører samme folk, og på mange måder er jeg tættere på ham end på mine jødiske medborgere, der har samme pas som jeg. Og i andre sammenhænge er jeg og Jumblatt fjender. De libanesiske og syriske drusere tænker på samme måde, men det skal man nok være druser i Mellemøsten for at kunne forstå!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu