Læsetid: 5 min.

En dum gammel plysbjørn

Blandt de mange tegnefilm på tv-skærmen er også Disneys udgave af Peter Plys. Den kan være god nok - men bogen er bedre - og i år er det 80 år siden, den slidstærke plysbjørn kom til verden. Her følger historien om hvordan
24. oktober 2006

Hvem Peter Plys er?!

Spørg Guglen, Ninka Ninus eller den kloge Jacob.

Plys er simpelthen Plys - en bjørn med en meget lille forstand, men med et stort hjerte. I år fylder han 80.

Det var selvfølgelig et barn, der i 1920'eme inspirerede den engelske forfatter og familiefader Alan Alexander Milne til disse små slentrende historier om en gammel teddybjørn og hans venner. Han plejede at læse godnathistorier for sin søn Robin og havde efterhånden gennempløjet den autoriserede litteratur inden for denne genre. Repertoiret trængte til fornyelse - men med hvad?

En aften fandt Robin på at holde sin elskede plys-bjørn frem og stille det nu klassiske spørgsmål, der indleder Peter Plys-bøgerne: "Vil du mon ikke være så forfærdelig rar at fortælle Peter Plysbjørn en historie?"

"Det vil jeg måske nok. Hvad for en slags vil han helst høre?"

Og så skete miraklet: Plysbjørnen blev en levende person, der brummede et svar:

"Jeg vil helst høre en historie om mig selv."

Det svar kunne en moderne psykolog få en masse ud af, men familiefaderen Milne var også et godt stykke af vejen en psykolog, og han fik ikke mindre ud af det: En række små situationsbilleder fra det plyske univers, som visselig ikke er ret stort, men gennemhyggeligt.

Alle Robins andre legedyr blev efterhånden inddraget i begivenhederne: den lille Grisling med de nervøst flagrende ører, haren Ninka Ninus, kænguruen Kængu med sit Kængubarn, den kloge Ugle (der kunne stave sit eget navn GUGLE), det meget omkringfarende Tigerdyr - har vi så ikke dem alle?

Et tungsindigt prust lyder under Robins seng, som rokker frem og tilbage, da noget stort og gråt kommer til syne: "Mig skal I såmænd ikke regne med, der er alligevel aldrig nogen, der tænker på mig. Jeg har lige regnet ud, at på fredag er det sytten dage siden, at nogen har talt til mig".

Æslet! Hvor kunne vi glemme det! Den ukuelige pessimist, der har givet anledning til så mange interessante begivenheder - som da Plys og Grislingen legede plyspind nede ved floden, og Æslet pludselig kom sejlende frem under broen, meget værdigt med alle fire ben i vejret...

"Tak, mind mig ikke om det!," snærrer det videre.

"Jeg stod på bredden og var i færd med at tænke - hvis nogen af jer ved, hvad det betyder - da man fór ind pa mig, og..."

Ja ja, kære Æseldyr, men den historie kan folk selv læse om i bøgerne - vi ville bare lige nævne dig her sammen med de andre.

Senere begyndte Milne at nedskrive de små episoder, og det hele blev samlet til 10 større historier og udsendt som den første Plysbog i 1926 med titlen Winnie-the-Pooh.

Fineste fordanskning

Tegneren Ernest H. Shepard, en fin repræsentant for den traditionsrige engelske tegnekunst, anskueliggjorde Peter Plys og hans venner i en streg, der var den helt rigtige blanding af naturalisme og fiktion.

I dag er disse små fine vignetter uløseligt knyttet til teksten - Peter Plys og Æseldyret og alle de andre kan simpelthen ikke se anderledes ud, end de gør i Shepards streg.

Bogen blev straks en klassiker i hele den engelsktalende verden. I løbet af få år var der næppe en barneseng i hele imperiet, der ikke havde haft besøg af den dumme gamle plysbjørn og hans venner.

Til Danmark nåede den allerede fire år senere i 1930 og fandt her en lykkelig oversættelse hos Else Heise. Hun har æren af at have overført denne specielt engelske miniverden til vore breddegrader i en form, der gør det muligt for os at tage Peter Plys til vore hjerter som en af vore egne.

Forfatteren Tom Kristensen tog sig med samme omhu og forståelse af den specielle Plys-lyrik, hvoraf her bringes en smagsprøve:

Nu er vintermørket væk,

sommerfuglen er så kæk,

primulaen er så fræk

midt i sol.

Turtelduen siger: Kuh!

Grøn er skoven blevet nu(h),

i det grønne finde du(h)

blå viol.

"Plys er en bjørn med et meget behageligt væsen, men en ligefrem rystende mangel på forstand!," snærrer det nu under sengen, og noget stort og gråt rokker utilfreds frem og tilbage.

Rolig, kære Æseldyr, du fik jo æren af at skrive det sidste digt i bogen, afskedsdigtet til Jacob fra alle dyrene i skoven, da han skulle rejse bort.

Årsagen til, at disse historier er blevet stående gennem 80 år - elsket af de børn, der hører dem, og af de forældre, der læser dem op - er sikkert, at de som al god kunst lever deres eget liv, helt udenfor popularitetens og smagsretningens vekslende strømme.

Personerne er ikke døde marionetter, der kun bliver levende, når forfatteren trækker i snorene. Disse kluntede og aldeles upretentiøse bomuldsdyr er ægte engelskmænd og øboere, individualister helt ind til deres inderste træuld.

Afspejler britisk samfund

Denne forsamling er i knappest mulige form en afspejling af det engelske samfund: Jacob er den lovgivende og udøvende magt, Uglen lærdommens Oxford og Cambridge, Peter Plys middelstandens jordbundne Pickwick-type, den omsorgsfulde Kængu er Nanny (Englands barnepige-institution), Æslet den tungt konservative bagstræber, der hader enhver forandring i samfundet, osv. - og forfatteren respekterer deres personlige integritet, udleverer dem aldrig til latteren, men lader dem leve deres eget liv inden for de rammer, han har givet dem.

Resultatet bliver en stil af boblende underfundighed, overraskende i sine pointer og præcis i sine virkemidler - engelsk humor af fineste karat.

Det gik med Peter Plys, som det var gået med H.C. Andersens eventyr for børn: Deres understrømme af fin psykologi og menneskekundskab blev egentlig kun opfattet af de voksne, og snart var det ikke bare børnene i England, men også deres forældre, der krævede nye historier om den dumme gamle bjørn.

To år efter det første bind fulgte så et andet af samme helstøbte kvalitet: The House at Pooh Corner, på dansk hed der den Peter Plys og hans venner.

I sidste kapitel af denne sidste bog viser Milne sig som mesteren, der kender sin begrænsning: Han slutter sin perlerække af små underfundige historier med en ægte diamant: Skildringen af Jacobs farvel til sin barndom og til alle dyrene i skoven er holdt i lignelsens korte og knappe form, der altid virker så stærkt.

Alle dyrene er klar over, at Jacob skal bort, men ingen forstår hvorfor.

Kun over for Plys prøver Jacob at forklare, hvorfor de nu må skilles - han tager ham med sig til et fortryllet sted i skoven, hvor de sidder sammen i solskinnet og ser ud over verden. Plys må love, han ikke glemmer Jacob, når han bliver gammel.

"Plys!þ" sagde Jacob alvorligt, "hvis jeg - hvis jeg nu ikke er helt sådan til den tid - hvis jeg-" Han standsede og prøvede igen. "Plys, hvad der end sker, så vil du forstå, ikke sandt?"

"Forstå hvad?"

"Åh, ingenting!" sagde Jacob og lo og sprang op. "Kom!"

"Hvorhen?," spurgte Plys.

"Det er lige meget!," sagde Jacob.

Så begav de sig sammen afsted - men hvorhen de end går, og hvad der end hænder dem undervejs, så vil en lille dreng og hans bjørn altid lege på det fortryllede sted, der ligger langt inde bag i skoven.

Uffe Nissen er tegner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu