Læsetid: 6 min.

Hvor dum har man lov til at være?

7. januar 2006

I en af sine film fra 60'erne afbrød Godard pludselig den i øvrigt ret spinkle handling med et interview. Han interviewede en fotomodel, en blond skønhed af den slags, som man dengang var overbevist om var lige så tomhjernede, som de var kønne. Det var de naturligvis ikke, ikke nødvendigvis da, men det skulle de være. Sådan så verdensbilledet nu engang ud. Ikke at alle smukke piger måtte være dumme, men en fotomodel havde jo solgt sin sjæl til modeindustrien, dvs. kapitalismen, og netop derfor kunne hun umuligt have ret meget hjemme. Hvad kunne datidens mest feterede filminstruktør, mest interessante og den allermest kult af dem alle - den mest franske, havde man nær sagt - mon finde på at spørge en fotomodel om?

Joe, for at være sikker på, at hun virkelig kom til at fremstå som idiot, spurgte han hende ud om Vietnamkrigen. Hvad mente sådan en bette pigemule mon om den? Om krig i det hele taget? Bombardementer, folkedrab? Underforstået: Hvilken holdning havde sådan en fotomodel i det hele taget til sult, fattigdom, nød og elendighed? Ikke rigtig nogen, vel?

Fotomodellen levede for så vidt op til alle Godards forventninger og til tidens almindelige fordomme. Når man så filmen, blev man helt flov over, at en udpræget skønhed (og 60'ernes skønheder var virkelig skønne!) kunne være så dum at høre på. Men når man senere tænkte over det, blev man nu også flov på den intellektuelle Godards vegne. For hvad var det egentlig, der foregik? Hvad var det, der skulle bevises? Fotomodellen lignede det, hun måske også var. En ung pige, der lige havde det så sjovt i sit fine, nye tøj, og så kom der en lille, grim mand og spurgte hende ud om en masse væmmelige ting, som hun slet ikke havde lyst til at tænke på. Hun ville ønske, han snart ville gå igen, hun kunne ikke lide ham.

Men upåvirket var hun nu ikke. Hun forsvarede sig heller ikke, hun lod alt det modbydelige ude fra verden - det 'ulækre', som man ville sige i dag - skylle nedover sit smukke ansigt, så hun til sidst så både trist og udslukt ud. Den lille, grimme mand kunne nyde sin triumf, for tanken om alt det forfærdelige i verden klædte i den grad ikke pigen. Hun blev næsten lidt grim at se på. Man fik uvilkårligt en mistanke om, at det vist også lige præcis var meningen. For ligesom hendes uskyld ikke var helt 'ren', fordi den skyldtes uvidenhed og almindelig desorientering, var instruktørens motiver bestemt heller ikke af den lødige, moralske slags. Når han netop havde valgt at interviewe en smuk fotomodel om noget så alvorligt som Vietnamkrigen, var det måske i mindre grad for at formidle budskabet om det rige, vestlige borgerskabs afstumpede ligegladhed med resten af verden, men snarere en slags pervers forførelseskunst. Det var netop for at gøre hende grim. Så hun blev mere opnåelig for små, grimme franske filminstruktører og andre intellektuelle med engagement og de helt rigtige meninger. Og eftersom Godard på ingen måde var idiot, kan man være sikker på, at interviewets tvetydighed var hans egentlige ærinde. En tvetydighed, der ikke engang stopper med almindelig tvivl om, hvem man skal 'holde med'. Den fortsætter. Nok klær den den engagerede intellektuelle af, men hvad med fotomodellen? Selv om hun fremstår som et offer for en udspekuleret kunstners manipulation, er hun jo stadig en del af problemet: hvor dum kan man tillade sig at være?

Hvis man er smuk og velskabt, har gode forældre, der sørger for at man ikke har flere bekymringer end højst nødvendigt, har man så ikke ret til at glæde sig over det? Spændende udlandsrejser, sjove ferier, glade og gode venner og veninder - er det noget, man skal skamme sig over? Fordi andre i verden har det ad helvede til? Hvad skulle der være i vejen med tjekket hår, moderigtigt tøj og en absolut minimal interesse for tudegrimme, franske filminstruktører med moralske og politiske forkvabbelser på vegne af folk, de jo ikke engang selv har noget særligt tilfælles med? Må vi lige være her! Vi har heller ikke ligefrem indtryk af, at vores rige forældre er kede af, at de bliver rigere og rigere, mens elendighederne er støt stigende i resten af verden. Og hvad skulle det i øvrigt hjælpe, hvis vi satte os ned og græd hele hovedet fuld af snot over krig og nød? Vil der være så meget som en eneste af de hunger- og borgerkrigsramte ude i verden, der ville få det bedre af det?

Nej, såmænd. Men altså på den anden side: Det ville være uærligt ikke at vedgå, at ubekymretheden og den beslutsomme insisteren på at have ret til det, som tilfældigvis også er det mest bekvemme, irriterer én. Når man nu engang er en slags fransk filminstruktør af sind og tilbøjelighed. Irritation over det tjekkede, det moderigtige og det møgforkælede.

En dag for nogle uger siden stiller man f.eks. sit imaginære kamerahold op på gågaden i Nykøbing Falster. Lige ud for Jyske Bank. Man blærer sig lidt, skubber lidt fikst til kasketskyggen, da folk, man kender, ser nysgerrigt på én. Dav dav, siger man og griner over hele fjæset. De almindelige mennesker her i byen vidste nok ikke, at man ligesom arbejder med film og den slags.

Desværre har man ikke tid til at lade sig beundre lige nu, der er masser af virkelighed, der skal i kassen. En indsamler fra Amnesty International, en ganske ung mand. Det gør godt at se, man er vel en smule kulturradikal. Den sociale elendighed er repræsenteret af en gademusikants spritrustne røst. Kameraet følger politiet, der slæber af sted med en butikstyv, noget mere brutalt end vi synes, det burde være nødvendigt, men knægten er selvfølgelig indvandrer, det kan jo forklare så meget. Og så, lige akkurat som vores film begynder at handle om noget væsentligt, kommer der en flok tøser sejlende. Lækre sild, selvfølgelig. Det betyder bøvl med kameramanden, han kan aldrig nære sig i den slags situationer. Han ser pigerne og kun dem.

De ser til gengæld ingenting. De ser ikke fyren fra Amnesty, de ser ikke sutten med den ustemte guitar, politiet og deres fangst rager dem noget. De skal hen i en af modebutikkerne. Derefter skal de hen i en af de andre modebutikker. Og én til hvis der er penge nok på deres konto. Det er deres mål, deres samlede mål, det absolut eneste, de går efter. De er gode veninder, men kun indtil de når ind i butikkerne. Så bliver de dødsfjender, der er parat til at rive håret af hinanden, flå øjnene ud på hinanden, hvis det skal være, for at komme først til fadet med de prisbillige tilbud på mærkevarer. Som den ansvarlige filmkunstner, man jo gerne skulle være, råber man selvfølgelig op. Man forbyder kameramanden og lydmanden og ham med kablerne, runnerne, scripterne, og hvad de nu hedder alle sammen, at rende i røven på de piger hele tiden. Den slags film findes der allerede alt for mange af. Hold jer til manus! råber man. De kunne for helvede da godt være en smule seriøse, bare en gang imellem!

Men selvfølgelig ender det med at man endnu engang står muttersalene tilbage med sit engagement og sin bekymrethed på sine medmenneskers vegne.

Hvor dum har man lov til at være?

weekend@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu