Læsetid: 6 min.

Den dumme humaniorahetz

Det er forkert, at innovation og vækst alene eller først og fremmest skabes af teknik og naturvidenskab. For eksempel producerer vi i Danmark stort set ikke sko eller tøj. Men vi producerer skodesign og tøjdesign
19. maj 2005

"Hvad skal vi egentlig bruge oldgræsk til, når det nu er biotek, nanoteknologi og it, der rykker her og nu?"

Sådan spørger Lars Ole Løcke, journalist på Politiken, i en såkaldt 'økonomirapport' d. 30. marts 2005, når han skal forklare, hvad der har begrundet oprettelsen af Højteknologifonden.

Man ser det for sig. Biotek, nanotek og alle de andre tek'er. Og så - oldgræsk! Ethvert tænkende væsen må gyse ved noget så unyttigt. Oldgræsk!

En lignende fremstilling finder man i Berlingske Tidende, hvor Gert C. Nielsen den 7. april skal forklare, hvordan forskningen kan sikre velfærden. Jo, for eksempel har vi jo Det Strategiske Forskningsråd, som har indkaldt forslag til såkaldt "innovationsaccelererende forskningsplatforme" (sig lige det, hurtigt). Der er kommet 212 forslag, og ud fra dem skal Det Strategiske Forskningsråd lave en liste på cirka ti områder, "... som kan blive fremtidens vinderteknologier".

Der har vi den igen: "Fremtidens vinderteknologier." For fremtiden vindes tilsyneladende ved hjælp af teknologier.

Men hvad så med Det Frie Forskningsråd, spørger Gert C. Nielsen. Her skal man jo skue endnu længere ind i fremtiden. Så her skal vi have forskningsprojekter, der kigger 10-20 år frem. Men hvad finder man så for enden af den store forsknings-kikkert? Jo, gæt engang: "Det kunne være her, man fandt fremtidens 'nano-teknologi'," som Gert C. Nielsen skriver.

Så sådan er tankegangen tilsyneladende: Der sidder nogle videnskabsfolk - underforstået: videnskabsfolk fra naturvidenskab, teknik, ingeniørvidenskab, lægevidenskab og it - og forsker. Når de har forsket længe nok, kan resultaterne omsættes til teknologi. Og denne teknologi kan så bruges til at skabe velstand og innovation.

Ja, ikke alene er det hævet over enhver tvivl, at fremtiden beror på teknologi. Man har oven i købet også udpeget de tre mest såkaldt 'løfterige' teknologier. Det er ifølge formanden for Højteknologifonden, Jørgen Mads Clausen, nanoteknologi, bioteknologi og it. Også Det Strategiske Forskningsråd har identificeret tre hovedområder: Fødevarer-sundhed. Energi-miljø. Og nano-, bio- og it-teknologi.

I parentes bemærket kan det nævnes, at Højteknologifondens tre teknologier af Det Strategiske Forskningsråd er slået sammen til én: Nano, bio og it. Hvordan lader det sig mon gøre? Hvad har nano at gøre med bio og it? Jo, man laver lidt hokus pokus og sætter forbogstaverne sammen: NABIIT. På den måde er nano, bio og it jo næsten ét og det samme, nemlig én stor teknologi. Tror læseren mig ikke? Jamen så slå efter i Forskningsstyrelsens publikation fra september 2004, Forskning der nytter, side 14.

Uvidenhed eller politik?

Men hvordan opstår dog sådanne opfattelser? Så længe det er journalisterne, der skriver det, kunne man - undskyld, Gert C. Nielsen og Lars Ole Løcke - forklare det med uvidenhed og travlhed. Men tilsyneladende har journalisterne ikke taget fejl. Tilsyneladende skriver de det, som også er at læse i de officielle dokumenter. Og så er det vel ikke uvidenhed. Men hvad er det så? Forskningspolitik?

En mulig forklaring er, at de embedsmænd, der skriver disse dokumenter, tror på den gamle romantiske forestilling om, at den 'rigtige' forsker er en mand i hvid kittel, der forsker i naturens og teknikkens kræfter. Nano, bio og it. Man forestiller sig laboratorierne, kolberne og de lange formler. CERN med sin kolossale atom-accelerator. Og man ser for sig billedet af Prometheus med gudernes ild eller Faust, der har solgt sin sjæl for at få adgang til naturens hemmeligheder. Og som i næste omgang omdanner disse indsigter til nye energiteknologier.

Men tænker embedsmændene virkelig sådan? Og hvad så med alle de gode formænd for disse råd. Hvad med Bruno Hansen fra Europakommissionen, civilingeniør og tidligere Novo-direktør, som er formand for Danmarks Forskningspolitiske Råd? Hvad med Klaus Bock, forskningsdirektør for Carlsberg, som er formand for Grundforskningsfonden? Hvad med direktør Peter Elvekjær, direktør ved Grundfos, som er formand for Det Strategiske Forskningsråd? Hvad med direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss, som er formand for Højteknologifonden? Hvad med administrerende direktør Fritz Schur fra Fritz Schur Gruppen, formand for Rådet for Teknologi og Innovation? Hvad med formanden for Økonomiministerens tænketank 'Fremtidens vækst', Anders Knutsen, tidligere administrerende direktør for B&O? Hvad med formanden for Globaliseringsrådet, nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen? Hvad med formanden for Det Frie Forskningsråd, professor Nina Smith fra Handelshøjskolen i Århus?

Hvad med alle disse højt placerede personer? Alle er de, med én undtagelse, ikke forskere. Alle er de, igen med én eller to undtagelser, nuværende eller tidligere direktører for store, højteknologiske produktionsvirksomheder.

Tror de på den gamle, lineære model, at forskning skaber teknologi, og at teknologi skaber vækst og innovation? I hvert fald møder de ikke megen modsigelse, for ud af alle disse råd og nævns 94 medlemmer er der, afhængigt af definitionen, én eller to humanister. For smagsdommerne er jo blevet smidt ud, husker vi fra statsministerens første nytårstale. Til fordel for klare og kølige eksperter.

Ud med humanisterne

Facit er, at humaniora holdes uden for. Væk med oldgræsk, som allerede nævnt.

Det er naturligvis et problem for humaniora, for på den måde bliver der jo ikke ret mange penge til humanistisk forskning. Men det er også, hvilket er betydeligt værre, et problem for samfundet. Hvorfor? Fordi det ganske enkelt er forkert, at innovation og vækst alene eller først og fremmest skabes af teknik og naturvidenskab.

Hvad er det, vi tjener penge på i dette videnssamfund, hvor en stadigt voksende del af den industrialiserede masseproduktion sendes ud af landet?

Rigtig gættet. Det er blandt andet design, computerspil, film og oplevelser. Det er sprog og kommunikation. Det er kultur. Det er videnshåndtering og vidensdeling. Det er alt det, som humanister er gode til.

I Danmark producerer vi stort set ikke sko eller tøj. Men vi producerer skodesign og tøjdesign. Vi producerer markedsføring af sko og tilrettelæggelse af en global sko- og tøjproduktion. Når vi tjener penge på danske møbler og dansk design, er det ikke fordi, tusindvis af danske møbelindustri-arbejdere kan konkurrere på lønnen med deres udenlandske kolleger, eller fordi møbelindustri er en højteknologi, men fordi vi laver godt design.

Der er penge i oplevelsesindustri, kultur og vidensdeling. Salget af computerspil voksede i USA fra 19 milliarder kroner i 1995 til 44 milliarder kroner i 2004, siger Entertainment Software Association ifølge Berlingske Nyhedsmagasin.

En anden industri i voldsom vækst - og nu refererer jeg til en tema-artikel fra The Economist fra begyndelsen af marts - er uddannelsesindustrien. Der er et hastigt voksende internationalt marked for uddannelse, ikke mindst forskningsbaseret uddannelse. Men på et internationalt marked skal uddannelse understøttes digitalt, dvs. med e-læring. Så igen handler det om kompetencer vedrørende kommunikation, sprog, design, vidensdeling og læring.

Til trods herfor nævnes humaniora i rapporten om Det Strategiske Forskningsråd kun to gange. I begge tilfælde er humaniora en "synsvinkel", der skal "tænkes med ind i arbejdet" - underforstået: i vores, de højteknologiske kernetroppers, arbejde.

En kernekompetence

Så endnu engang: Der er brug for humanistiske kompetencer. Ikke som noget, der skal levere pæn indpakning til industriprodukter og højteknologi, men som kernekompetence.

Dermed siger jeg ikke, at humaniora er et alternativ til teknik og naturvidenskab. Naturligvis er der brug for nye teknologier. De kan bare ikke stå alene.

Jeg siger heller ikke, at humaniora alene skal fokusere på kommunikation, design og videnshåndtering. Ligesom alle andre forskningskomplekser er grundforskning nødvendig for at skabe anvendelsesorienteret forskning. Ligesom på naturvidenskab, lægevidenskab og datalogi foregår der på humaniora masser af forskning, som er nyttig i egen ret, som er rettet mod ny erkendelse - og som er en nødvendig og uomgængelig del af den samlede forskningsudvikling.

Hertil kommer, at humaniora jo også er nyttig, ja uomgængelig, for andet end vækst og innovation. For den dannelse, f.eks., som Kulturministeriet interesserer sig så meget for. For samfundets selvforståelse og selvfortolkning, hvad enten målgruppen er gymnasiet eller samfundets kulturinstitutioner.

Men her er mit anliggende et andet. Mit anliggende er at pege på, at også i relation til samfundets økonomiske vækst og innovation er humaniora uomgængelig. Derfor er den nuværende forskningspolitik en katastrofe. Hvad enten den skyldes dumhed eller forskningspolitik.

Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet og leder af Knowledge Lab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her