Læsetid: 4 min.

Den dumme kunstner

Kunstnerne af idag laver alverdens ting. Ikke desto mindre er kunstverdenens aktører enige om en ting, og det er, at de er uenige med Tom Jørgensen. Uenigheden er dog mindre åbenlys end som så, og maleriet, der i 00'erne kommer ind fra siden, er omdrejningspunktet
19. februar 2007

Efter opstandelse i kunstverdenen ånder alt nu tilsyneladende fred og ro. Da Tom Jørgensen for en måned siden lancerede en serie kommentarer i Information, hvor han gjorde status over samtidskunsten, blev hans teser blankt afvist af repræsentanter fra hin kunstverden som ensidige - maleren Kaspar Bonnéns nuancerende kritik undtaget.

Uenigheden syntes total. Således tager det sig ud, når man skitserer positionerne.

Jørgensen identificerede en modsætning i samtidskunsten mellem en konceptuel og teoribaseret retning på den ene side og en sanselig og praksisbaseret retning på den anden. Imens førstnævnte kunst var fremherskende i 1990'erne, er sidstnævnte fremherskende i 00'erne. Jørgensen tog endelig parti for 00'er kunsten, der er populær, mod 90'er kunsten, der er elitær.

Det så ud til, at Jørgensen havde opdelt kunstverdenens spillere i to hold og endelig udnævnt sig selv som træner på det vindende. Men han løb ikke af med sejren.

Vinderne accepterede ikke Jørgensen som træner og det gjorde hans modstandere heller ikke. Han var nu endnu mere ekskluderet fra kunstverdenen, end inden han skrev artiklerne, hvor han var kendt for sin tidligere samtidskunstkritiske kampagne i Ekstra Bladet, 'Statens klike for kunst', i 1999.

Den dumme maler

Da Jørgensen fik lidt støtte af maleren Thomas Kluge, der ikke er en del af den etablerede kunstverden, som Jørgensen ville positionere sig i, var alt ved det gamle.

I de efterfølgende læserbreve blev Jørgensen kritiseret for at forveksle to kunstretninger med to tendenser. Hans kritikere forklarede, at samtidskunsten ikke enten er sanselig og praksisorienteret eller konceptuel og teoritung. Samtidskunstnere er snarere besmittet af begge tendenser, og derfor hinsides modsætningen, som Jørgensen påpegede, hvor den ene retning udelukkede den anden.

Ikke desto mindre syntes kritikerne at orientere sig i forhold til en modsætning, der mindede om Jørgensens. Som kunstverdenens repræsentanter forklarede, var dem, Jørgensen hyldede, ikke uteoretiske praktikere, for så ville de ikke være tænkende væsner.

Forestillingen om, at den uteoretiske praktiker ikke tænker, stammer dog hverken fra Jørgensen eller hans nye modstandere. Den er ældre. For en historisk betragtning får den vægt i det øjeblik, at samtidskunstens finder sin første teoretiker, som Thomas Kluge allerede har nævnt.

Ifølge en undersøgelse foretaget af 500 af kunstverdenens hovedaktører blev Marcel Duchamp, i forbindelse med Turner-prisen i London i 2004, posthumt udnævnt til det 20. århundredes vigtigste kunstner. I The Guardian blev resultatet omtalt som en nyhed. Men kun i den brede offentlighed. I kunstverdenen er Marcel Duchamp længe blevet omgået som samtidskunstens bedstefar, som man ikke kan rokke ved uden at rokke ved samtidskunsten.

Skal man forstå, hvad der sker i dag, prøver man at forstå, hvad han lavede dengang, men dét er og bliver mindre vigtigt, end hvad han tænkte og endelig sagde.

I 1910'erne begyndte Duchamp at erstatte produktion af nye objekter med genbrug af allerede eksisterende. Således præsenterede han alt fra flasketørrestativer til pissekummer, som man tidligere havde præsenteret malerier og skulpturer, altså som kunst.

Duchamp formulerede sit projekt som et opgør med "retinal kunst", der stimulerer øjet, til fordel for cerebral kunst, der italesætter "den grå masse," i hovedet. Med henvisning til et fransk ordsprog indvarslede han tiden, hvor kunstneren er "dum som en maler,"som forbi.

Da hans ideer sætter dagsorden fra 60'erne, må de kunstnere, der mest maler, demonstrere, at de samtidig tænker.

I perioder har tankens primat været så udtalt, at maleriet er blevet erklæret dødt. Dets såkaldte 'genfødsler' i henholdsvis 80'erne og 00'erne kan læses som reaktioner på kunstens konceptualisering. Men hver en genfødsel har været ledsaget af undskyldninger for sig selv og distance.

I 80'erne blev maleriet genfødt på trods og en tendens blev døbt 'bad painting.' I 00'erne har bl.a. Arken præsenteret maleriets tilbagekomst under titlen 'Malerhjerne'. Selvom maleriet ikke er forsvundet er sansestimulering blevet sekundær. Udfra en samfundsmæssig betragtning kan denne kunstens udvikling forekomme lige så naturlig som afindustri-aliseringen af vesten.

Kunstens afindustrialisering

Ligesom man i 90'erne stadig mere flittigt udflyttede manuelt arbejde i en globaliseret ver

den, overlod kunstnerne i en ligeledes globaliseret kunstverden det svedige arbejde med

materien til andre. Jes Brinch fik baggrunden i sine billeder malet i Østen og Claus Carstensen dele af sine billeder malet af skilte- og graffitimalere.

Det var dog ikke, fordi disse producenter nu er kunstnere. Det er snarere, fordi at malere tendentielt er håndværkere og kunstnere åndsarbejdere.

Ligesom i resten af verden er det forståeligt, at denne udvikling også er blevet betragtet som et fremskridt på et kunstakademi, der uddanner morgendagens kunstnere. Ligeledes er det forståeligt, at en stillestående Jørgensen tror, han længe har været på forkant, når kunstnere pludselig laver kunst igen, som, han synes, ligner alt fra romantisk kunst over ekspressionisme til surrealisme.

Men hvad, der er sket, er måske snarere, at simple håndværkere er begyndt at blive opfattet som åndsarbejdere i kunstverdenen og hinsides. Og en sådan tanke har sikkert kunnet trives i en kunstverden, hvor blot tanken om kunst bliver kunst.

Således meldes maleriet nu undfanget påny i Tyskland på det tidligere østtyske kunstakademi i Leipzig, hvor håndværk er blevet holdt i hævd. Således er sansepirringen blevet genvakt af bl.a. graffitimaleres konceptualisering af egen produktion og tro på eget håndarbejde som åndsarbejde.

I en sådan situation genopfindes Ron Mueck, der tidligere producerede dukker til

film som Labyrinten til Troldkongens slot som kunstner og producerer Aros' vartegn, Boy - imens Olafur Eliasson betvivler, om hans næste vartegn for Aros overhovedet er kunst.

Duchamp splittede fejlagtigt kreationen op i to retninger. Men han var den første til at udstille det, som hverken kunstkritikere, kunsthistorikere eller Kunstakademiet kalder kunst, som kunst.

Nu, når kunst ikke længere kun er maleri, men hvad som helst, kan maleri også betragtes som begavet, fordi det sætter sanserne i spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu