Læsetid: 3 min.

En dunst af historieløshed

Hvis vi skal erhverve mere indsigt eller sandhed i mødet med Aiskylos og Sokrates, så kræver det, at vi ikke bare forventer, at de siger det samme som os
16. august 2006

"Naturligvis skal vi aldrig respektere vore modstanderes synspunkter - men alene deres ret til at have dem. Enhver, der indtager et standpunkt, må gøre sig beredt på hån, spot og modstand, men opnår til gengæld den fulde ret til det samme over for sine modstandere."

Det var ordene i Morten Messerschmidt og Kenneth Kristensens kommentar "En dunst af respekt" i Information den 3. august. Mindre end en uge efter kræver Kenneth Kristensen i Berlingske Tidende (den 9. august), at undervisningsministeren går ind og beskytter de unge DF'-ere mod læreres og medstuderendes manglende respekt. En inkonsekvens af den størrelsesorden kunne tyde på, at Kristensens standpunkt ikke er gennemreflekteret. Og det er det da heller ikke. I kommentaren her i avisen støtter Messerschmidt og Kristensen deres påstand om, at al debat i virkeligheden er krig mellem løgn og sandhed, godt og ondt, med henvisninger til Luther, Sokrates og Aiskylos, således at de to unge debattører kommer til at stå i direkte forlængelse af disse konger i åndernes rige. Det er ikke beskedent, men det er heller ikke rigtigt.

Især henvisningen til tragediedigteren Aiskylos er påklistret og forfejlet. For de antikke tragediers entydige budskab er, at det går gruelig galt, hvis mennesket ikke viser mådehold - altså begår hybris. Hos Aiskylos får denne pointe en særlig politisk betydning, idet han sammenkæder frihed, demokrati og mådehold: Hverken menneske eller samfund kan være frit uden besindighed og mådehold. For et menneske uden selvbeherskelse er en slave af sine følelser og lidenskaber, og det frie samfund bliver først muligt, når borgerne er i stand til at holde sig inden for visse grænser. Hvor mådehold hos de to DF'ere er fejhed og falskhed, er det hos Aiskylos den afgørende politiske dyd og en forudsætning for demokratiet. Aiskylos' budskab er altså, at et komplekst og forfinet samfund kun kan eksistere, hvis borgeren holder sig inden for visse grænser og respekterer sine medborgere. Det er derfor aldeles forfejlet at bruge Aiskylos til at retfærdiggøre forestillingen om det feje og løgnagtige i overhovedet at ville stille grænser for sig selv og for andre. Man må til gengæld rose de to DF'ere for deres konsekvens, for deres kommentar er fuldstændig støvsuget for det mådehold, de kun tillægger negativ betydning.

Indsigt i egen uvidenhed

Værre bliver det imidlertid, når Sokrates gøres til de to DF'eres åndsfælle i deres kamp mellem sandt og falsk, godt og ondt. Det er fuldkommen rigtigt, at Sokrates skånselsløst udsatte enhver gældende mening for kritik. Men fundamentet for denne kritiske tilgang til herskende meninger har de helt og aldeles overset. Det kan kun skyldes mangel på omtanke, for hvis man ikke ved andet om Sokrates, så ved man dog, at Sokrates var kendt for, at han vidste, at han ingenting vidste. Denne indsigt i egen uvidenhed belaster ikke Messerschmidt og Kristensen, og derfor når de heller ikke frem til Sokrates' pointe: At det først og fremmest er ens egne meninger, der skal afprøves. Man må så næsten håbe, at de også har glemt Sokrates' påstand om, at et u-eksamineret liv ikke er værd at leve. Altså, at livet mister sin værdighed, når mennesket ikke bestandigt udsætter sig selv og sine fordomme for refleksionens prøve. Til gengæld får man måske en forklaring på kommentarens tankeløshed, når man betænker, at Platon definerer tænkning som sjælens indre dialog med sig selv. For den indre dialog, der består i en stadig kritik af egne meninger, har debattørerne udelukket som fejhed og mangel på sikkert ståsted.

. Det formår Messerschmidt og Kristensen ikke, og derfor møder de i Aiskylos og Sokrates ikke andet end deres egne subjektive meninger. Traditionen - her Aiskylos og Sokrates - kan ikke tale til de to, for de formår ikke at lytte.

Dansk Folkepartis lukkethed over for andre kulturer spejler sig i en lukkethed over for vores egen kulturelle arv, for når arven kun bruges til at befæste egne holdninger, så har man ikke noget levende forhold til kulturen, men alene et komplekst selvforhold. Det er svært at afgøre, hvad der er værst ved Dansk Folkepartis lukkethed: Den manglende dialog med andre kulturer eller udelukkelsen af et levende og fornyende forhold til vores egen kulturelle tradition, hvor vi er åbne for, at traditionen kan sige andet og mere end det, vi i forvejen mener. Men det er klart, at når man kun formår at have et forhold til sig selv og sine egne stivnede meninger, må man ende med at være i krig med alle andre.

Claus Christoffersen er medlem af SF's hovedbestyrelse og underviser desuden i idéhistorie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her