Læsetid: 3 min.

En dunst af respekt

Naturligvis skal vi aldrig respektere vore modstanderes synspunkter - men alene deres ret til at have dem. Enhver, der indtager et standpunkt, må gøre sig beredt på hån, spot og modstand, men opnår til gengæld den fulde ret til det samme over for sine modstandere
3. august 2006

Som et credo efter Muhammedkrisen har der rejst sig et besynderligt krav om 'respekt' i den offentlige debat. Det er okay at kritisere og debattere, så længe man gør det i respektfuld dialog, lyder det. Men hvori består egentlig denne respekt? Hvor stammer den fra? Og hvad er dens formål?

At have respekt for hinanden betyder jo i bund og grund at tolerere hinanden. At tåle en modpart - at tåle hans synspunkter, uagtet hvor tåbelige de er. Naturligvis skal vi tolerere vore modparter - vi har ikke andet valg end at konstatere og acceptere deres eksistens. Men betyder det også, at vi skal acceptere indholdet af deres tanker? Aldrig i livet!

Debat er jo netop ikke en kunst i fremvisning af polerede udtryk - men en kamp mellem sandt og falsk. Mellem ondt og godt. Begge parter vil utvivlsomt hævde at repræsentere det både gode og sande; men respekt for denne subjektive påstand og dermed påstandens ret til at blive tolereret vil uvægerligt føre til, at den aldrig bliver prøvet. Og hvordan skulle vi da vide, at den er sand? Kun ved i ét og alt at foragte vore modstanderes ufattelige uvidenhed og frygtløst at søge dem overbevist om deres fejl kan vi søge de sande svar.

Fri os derfor for dette korstog imod en fri debat. Fri os for folk, der bæver ved at se deres egen uvidenhed udstillet, og fri os for dem, der end ikke tror på deres egen sandhed. Kun den totalt respektløse, der med livet og hæderligheden som indsats med demokratiske midler kæmper for sine ideer - kun denne fortjener respekt. Hvem har da interesse i at opretholde denne grænseløse respekt over for alt og alle? Det har den feje, der ingen tanker selv gør sig. Men det har selvsagt også den, der allerede ved, at hans tanker er let tilbageviselige usandheder.

Muhammed-konflikten har endegyldigt afsløret de kulturradikale som løgnere - løgnen om religioners og kulturers indbyrdes relativitet gik op i røg sammen med de danske ambassader i Mellemøsten. Og bemærkelsesværdigt nok har de ivrigste fortalere for 'respekt i debatten' da også været de kulturradikale på Politiken, i DR og på Christiansborg.

Løgnene dækkes til

Formålet er let at få øje på - enhver, der har været blot to minutter på Christiansborg ved, at det her med en let omskrivning Aischylos' ord alene gælder om at synes; ikke at være. Om man har ret eller uret er uvedkommende - og derfor kræver de kulturradikale 'respekt' i den debat, de godt ved, de ikke kan vinde, hvis den føres på frie vilkår. De ved, at den multikulturelle drøm er ved at briste, og at jorden i den mest bogstavelige forstand brænder under dem, der har skullet være forsøgskaniner i det store ideologiske forsøg. Men i stedet for med ære at erkende deres brøde - deres usandhed - og lade jorden brænde løgnene væk, så skal løgnene dækkes til og sløres med et krav om, at de ikke må afdækkes. Thi en fri debat vil ikke indeholde den fornødne respekt, lyder det. Derfor var Jyllands-Postens tegninger respekt-løse - de afslørede nemlig islams uforenelighed med sekularismen. Og dermed afsløredes relativismen mellem islam og kristendommen som en usandhed.

Hvor foragteligt dette krav om respekt end virker, er det dog en realitet. Selv statsministeren har ladet sig tryllebinde af tanken om, at vi skal respektere alverdens tanker og ideer. Senest udtrykt ved hans foragt for at en dansk avis havde tilladt sig at stille spørgsmålet om, hvordan det gik med lige nøjagtig muslimernes integration i Danmark.

Det spørgsmål kunne man ifølge statsministeren ikke stille, for man skal jo ikke dele befolkningen op i religioner, for accepterer man en sådan opdeling, så bryder man med relativismens grundsætning om, at alt er lige godt. Hvad blev der af Viggo Hørups ord om at 'dele sig efter anskuelser', og siden hvornår er den muslimske tro ophørt med at være en anskuelse?

Havde respekten for alverdens tanker og idéer været gældende i antikkens Grækenland, kunne Platon aldrig have lagt Sokrates sine ord i munden, når han i Staten gang på gang tilbageviser sine modstanderes opfattelse af retfærdighed. Og i givet fald kunne Luther aldrig have trodset Middelalderens katolske kirkes overfladiskhed og misbrug af de troende. Både Luther og Platon er aldeles - dejligt - respektløse.

. Dette bør være læren af Muhammedsagen - og ikke de kulturradikales dunst af respekt for respektens egen skyld.

Morten Messerschmidt er MF for Dansk Folkeparti og Kenneth Kristensen er landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her