Læsetid: 4 min.

Dusinvaremesse

14. maj 2001

»Selvfølgelig er grand prix’et kultur. Det er folkelig musikkultur af høj kvalitet.«
Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen
til Berlingske Tidende, 13. maj
»Det er en aften, hvor man hidser sig op over ting, der er forkerte, og en aften, hvor man spiser slik.«
Sangeren Alberte Winding til Jyllands-Posten 12. maj
Der var mange tabere ved det europæiske Melodi Grand Prix i Parken i lørdags, men ingen udstillede sig selv så rungede hult som Aqua, der i et greatest hits-medley forsøgte at indhente deres kortvarige fortid som et globalt børnehavehit. Jo mere adrenalinen og røgmaskinerne pumpede jo tydeligere blev det, at Aqua var gået galt i byen. Med en stemme, der var lige så kunstigt opskruet som hendes nye kavalergang, førte sangeren Lena Nystrøm an i et show, der virkede fortabt, automatisk og en kende desperat. På sin egen ufrivillige måde kom Aqua dermed til at understrege, at Melodi Grand Prix er et lukket kredsløb, som ikke har noget med markedsvirkeligheden at gøre. En gæsteoptræden her kan ikke redde nogen fra snigende glemsel. Konkurrencen, The Eurovision Song Contest, handler nemlig ikke om musik. Den er i sig selv en simili-iklædt hyldest til korttidshukommelsen. Den handler om sig selv. Den handler om seertal, omsætningsrekorder, nye sponsorgennembrud, om at have været der, om at udfylde Andy Warhols berygtede 15 minutter til bristepunktet med tre minutters øjeblikkelig forglemmelighed.

Det var det, Brødrene Olsen fik os, og resten af det tv-kiggende Europa, til næsten at glemme sidste år, da de – med noget i popsammenhæng så sjældent som historisk retfærdighed – vandt med »Fly On The Wings Of Love.« Her mødtes menneskelighed, varme, kontinuitet, ja, ydmyghed og noget så enkelt som en god popsang i et refræn, der var umuligt at modstå.
I lørdags var vi tilbage til det melodiske nulpunkt, der har været omdrejningspunktet ved så mange af disse ’folkefester’. »Toppen af europæisk pop,« lød det markskrigerisk fra den anonyme og uvidende forskræpper i DR-TV’s forannoncering, men er der noget, denne konkurrence aldrig, gentager aldrig, har sat sit præg på, så er det netop europæisk pop. ABBA bliver ganske vist gang på gang fremhævet som et fænomen, der blev født af grand prixet. ABBA var blevet stilskabende alligevel. Nu udnyttede de og deres bagmand, Stickan Andersson, bare eksponeringen som ingen før og efter dem, fordi de fyldte indhold i formen.
Der var en periode i 90’erne, hvor der kom fremmede lugte ind i bageriet. Murens fald indebar en dramatisk udvidelse af deltagerantallet. De mange nye østeuropæiske lande ville ind i varmen. De ville mærke friheden – om den så var nok så iscenesat. Med sig havde de deres hjemlands mærkelige sange og instrumentsammensætninger, og pludselig var det tyrkiske bidrag ikke den eneste musikalske anomalitet i et show, hvor det gennemsnitlige altid har kunnet betale sig.
Men de nye lande gjorde musikalsk og kulturelt samme erfaring som på det storpolitiske område: Det ’gamle’ Europa er kun interesseret i, hvad vi kan få ud af dem. Ikke i hvad de kan give os, med mindre det er renter, betalt til tiden. Så de lærte sig hurtigt spillereglerne i Melodi Grand Prix, og i dag er det kun påklædningen og musikkens lidt kiksede, utrendy stilsammensætning, der skiller øst fra vest. I den retning er årets vindersang eksemplarisk. Det mest eksotiske ved »Everybody« er, at den repræsenterer Estland. Den ene af sangerne, Tanel Padar, kunne indgå i et hvilket som helst britisk boy band, og den anden, Dave Benton, stammer fra den caribiske ø, Aruba. Sammen fremførte de en publikumsappelerende party-sang i et uanmassende soul-koloristisk snit.
Målt med de alen var Rollo & Kings forhåndscelebrerede bidrag nærmest etnisk i sin blanding af ’fredagsbar’-bøvethed og Søren Kragh-Jacobsen ultralight, som blev forstærket af, at den skolelæreruddannede forsanger sang dårligere på engelsk end den slovenske deltager. At sangen flere gange undervejs lignede en vinder, må skyldes Olsen-effekten samt ikke mindst sangeren Signe Svendsens kornblonde, jordnære hverdagsskønhed, der lyste op i al den
lidenskabsløse lethed.

Og hvad sÅ, kunne man spørge? Kan vi ikke bare slukke for lortet eller foræde os i vingummi, mens det kører? Måske og sikkert, men tilbage bliver et ekko af en aldrig skrevet sang. Ikke den som Jørgen Ramskov, grand prix-generalen med den meget ideologiske fortid, kunne høre i Politiken lørdag: »Mange af sangene er lidt triste og handler om ’det ensomme Europa,’ men vores show kommer til at tilføre dem noget andet. Lys og bevægelse, det er nøgleordene ...« Men når lysene er slukket, strøgomsætningen tilbage på det normale og Rollo & King igen hedder Søren Poppe og Stefan Nielsen hænger der en bedrøvet og bedrøvelig tone i luften, en alt andet end mundret klagesang over, om det dog virkelig kan passe, at det højeste, vi europæere kan give hinanden, er »douze points« en gang om året.

tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu