Læsetid: 4 min.

En dyb historisk kløft

Som udgangspunkt er det nødvendigt at forstå, at den forfærdende voldsspiral ikke blot er udtryk for nogle ridser i overfladen, men bunder i et gammelt modsætningsforhold. Herudover er det en nødvendighed at erkende, at hverken Fatah eller Hamas har fuldstændig ret, eller har taget fuldstændig fejl for den sags skyld. Der må trædes ind på begge sider, og begge parter skal have hjælp til at komme ned fra træet uden at tabe ansigt. Først når dette er sket, kan man tage fat på det møjsommelige arbejde, som består i at finde ud af, hvordan man kan komme videre
21. december 2006

LAD VÆRE MED at sætte for meget lid til mødet mellem Israels ministerpræsident Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, som indtil videre ser ud til at kunne finde sted i næste uge! Planen om et møde er kommet i stand på initiativ af den jordanske kong Abdallah, der hermed gør et helhjertet forsøg på at skabe ny israelsk-palæstinensisk dialog, og det er i sig selv et smukt og prisværdigt initiativ. Kongen er gået i brechen ligesom Egypten, der med tilsvarende diplomatisk ildhu tirsdag aften fik en våbenhvile mellem Hamas og Fatah banket igennem, og hvis denne bare havde holdt, og hvis parternes sande intentioner blot var nogle andre, ville det hele se ganske løfterigt ud.

Det gør det bare ikke. Olmert synes ikke at have til sinds at flytte sine politiske principper over for det palæstinensiske spørgsmål så meget som en tomme. Flere iagttagere har endda antydet, at det ser han heller ikke nogen grund til. For hvad Hamas og Fatah i disse dage er i færd med er at afslutte det arbejde, den israelske regering har påbegyndt, nemlig den totale likvidering af det palæstinensiske selvstyre. Og den ubehagelige march mod døden lader sig ikke standse ved et forsøg på våbenhvile, fordi kløften mellem de to stridende palæstinensiske parter er historisk dyb.

HAMAS, SOM ER et akronym for Den Islamiske Modstandsbevægelse, opstod mindre end en uge efter starten på den første intifada i december 1987. Men tilløbet er meget længere. Stifterne forklarede nødvendigheden af et alternativ til Fatah ved dennes manglende held til at gøre fysisk modstand mod Israel allerede i 1982.

Det var da israelerne tromlede ind i Beirut, hvorpå Yasser Arafat og den palæstinensiske ledelse måtte fortrække til Tunis. Her lagde Arafat stilen om og slog ind på en forhandlingslinje, som forbitrede kernen af det senere Hamas endnu mere. Den første intifada førte til Oslo-processen, der for Hamas var udtryk for den samme misforståelse, som Mahmoud Abbas er i fuld gang med at gentage ved at tro på forhandlinger efter det gamle Fatah-mønster.

I Hamas' øjne lever Fatah derfor på en nostalgi. Organisationen er i indre splittelse, har mistet sin politiske pondus og har aldrig fået ryddet op i den længe herskende korruption og nepotisme. Dette var jo en stor del af årsagen til, at Hamas brød politisk igennem og sikrede sig magten ved det overrumplende jordskredsvalg i januar. Her stod Hamas i rollen som protestbevægelsen, der nok bygger på en aktuel frustration, men samtidig har nogle historiske tråde mindst et par årtier bagud.

Men også Hamas er kommet til kort, om end af andre grunde end Fatah. Den lammende, internationale blokade af Ismail Haniyehs Hamas-regering har næsten tvunget det palæstinensiske selvstyre i knæ. Fra sin side har Hamas samtidig opvist en bekymrende mangel på erfaring i at lede et statsapparat.

Dette har Fatah påpeget lige fra det øjeblik, regeringen satte sig til rette i marts, og det er denne modsætning, der i disse dage ser ud til at have nået sit klimaks. Det hele munder ud i nogle voldsomme forskelle i ideologisk opfattelse, som hverken Hamas eller Fatah har tænkt sig at lave om på. Dermed er situationen gået i den aktuelle, totale hårdknude.

MED ANDRE ORD er det ikke længere nok at sætte et møde i stand mellem Olmert og Abbas. I sig selv virker det naturligvis som en såre fornuftig tanke. Men idet mødet - med skelen til de historiske og aktuelle aspekter - kun vil virke som endnu en rød klud for øjnene af Hamas, må man slutte, at det ikke længere er nok til at trække konflikten bort fra kanten af afgrunden. For selv om det samtidig skulle lykkes at gennemføre en holdbar våbenhvile, vil næste skridt være spørgsmålet om, hvor man går videre derfra.

For det første ser et Olmert-Abbas-møde lige nu ikke ud til at kunne kaste så massivt banebrydende resultater af sig, at dets gennemslagskraft vil være stor nok til at bringe ophold i fjendskabet. Og for det andet må et møde og en våbenhvile nødvendigvis følges op af en diplomatisk indsats over for Hamas. Den belejrede regering må få en hjælpende hånd af en eller anden art, og det kan ikke komme andre steder end udefra. . Hvordan man bygger på begge gruppers historiske erfaringer til at sætte en ny national samling på benene.

Det er ikke nogen proces med indbygget garanti for succes, men hvis forsøget ikke gøres, og gøres helhjertet, ser det palæstinensiske selvstyre ud til at være dødsdømt. Og den højeste pris vil blive betalt af den almindelige palæstinenser, der hele tiden blot har søgt at få en anstændig tilværelse til at hænge sammen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her