Læsetid: 4 min.

Dyden går amok

13. januar 1997

I foråret 1996 var der i dette blad en nyhedsanalyse om 'Bulgarien - klassens pæne pige'. Her skildredes et land, som hidtil havde opført sig utrolig pænt og stilfærdigt på en Balkan, der i øvrigt hærgedes af spændinger og åbne konflikter. Men analysen advarede om, at hvis man ikke udefra blev mere opmærksom på den store - og tiltagende - nød der var tale om i landet, så ville før eller senere også Bulgarien blive et europæisk problembarn.
Et af de største problemer i Bulgarien er den kæmpemæssige, urentable statslige industrisektor, som må effektiviseres, privatiseres og i en vis udstrækning afvikles. Den Internationale Monetære Fond har stillet barske krav til landet, men regeringen har ikke kunnet leve op til kravene, og landet har fået stoppet de kreditter, uden hvilke det ikke kan fungere videre. Det er i denne håbløse situation, midt i en vinter, som er en yderligere belastning for en hårdt prøvet befolkning, at demonstranterne er gået på gaden i Bulgariens hovedstad Sofia.
Det er nærliggende at se de voldsomme demonstrationer som 'smitte' fra Beograd. Og Anastasia Moser, der er leder af et af oppositionspartierne, har da også henvist til TV-billeder fra Beograd som en inspiration.
Der er grundlæggende ligheder mellem de to postkommunistiske Balkan-samfund. Begge ledes af socialistpartier, der for en stor del består af den gamle tids politikere, og i ingen af landene har socialisterne formået at løse de dybtliggende strukturelle og sociale problemer. Men der er den afgørende forskel mellem de to samfund, at den demokratisering af det politiske liv og af medierne, som den serbiske opposition har som sit overordnede mål, allerede er nået i Bulgarien. Det bulgarske TV har således ikke undladt at vise optagelser fra demonstrationerne. Landets nyvalgte, men endnu ikke tiltrådte præsident tilhører oppositionen, og den socialistiske regeringsleder gik af den 21. december. Men de bulgarske socialister henviser nu til deres flertal i parlamentet og nægter at overgive eller dele magten med oppositionen eller udskrive nyvalg før tiden - de har blot dannet en ny regering.
I begge lande står man altså med en regering, der har flertal i parlamentet, men som oppositionen bekæmper ved demonstrationer. Og bag demonstrationerne ligger i begge tilfælde stigende utilfredshed. I begge landene er der udbredt social nød, som ikke mindst rammer den svageste gruppe, pensionisterne. Og i ingen af landene kan regeringerne mere henvise til den internationale blokade mod Serbien-Montenegro som forklaring på krisen (Bulgarien var et af de nabolande, der blev hårdest ramt af den blokade, som blev hævet efter Dayton-fredsaftalen om Eks-jugoslavien). Den bulgarske utilfredshed udfolder sig imidlertid på baggrund af en mere tilfredsstillende udvikling mod demokrati, men samtidig en erkendelse af, at dette demokrati altså ikke hidtil har været i stand til at løse landets problemer. For selvom det bulgarske socialistparti vandt ved de helt regulære valg i december 1994, har det ikke været i stand til at 'levere varen', selv ikke efter normaliseringen af handelen på Balkan.

Det tragiske i situationen er, at det er svært at se, hvordan oppositionen ville være i stand til at klare den skærpede krise. For Bulgariens problemer er så grundlæggende, at man i dag bør betragte det som et udviklingsland. Den stille, pæne pige har faktisk forsøgt at være artig og leve op til tidens demokratiske normer, men hendes garderobe er håbløst gammeldags, og det nytter ikke bare at forsøge at sy den om.
Man må ikke glemme, at på trods af den overfladiske lighed mellem Serbien og Bulgarien har sidstnævnte haft et væsentligt dårligere udgangspunkt ved kommunismens fald. Landet var langt mere afhængigt af markederne i Østblokken end Jugoslavien, og mindre økonomisk udviklet. Det har derfor haft færre ressourcer at trække på - selvom det har kunnet slippe for de store udgifter til militær og flygtninge, som det nye, reducerede Jugoslavien blev belastet af.
Man må håbe, at demonstrationerne i Sofia bryder den udbredte ligegyldighed, der hidtil har præget vestens forhold til Bulgarien. For landet er, med sin placering mellem Serbien, Rumænien, Tyrkiet, Grækenland og Republikken Makedonien, så at sige placeret i 'stormens øje'. Ustabilitet i Bulgarien vil være en alvorlig europæisk sikkerhedsrisiko, ikke mindst med den spænding, der nu er mellem to af nabolandene: Grækenland og Tyrkiet. Bulgarien har gennem historien mistet territorium til alle de nævnte lande. Det er uhyggeligt at tænke på, hvad der ville ske, hvis en aggressiv nationalistisk bevægelse slog sig op som landets 'frelser'. Udlandet bør virkelig tage den bulgarske krise alvorligt. Den er svær at løse, og det har hidtil været lettest at overse den. Som man er tilbøjelig til at overse klassens pæne, stilfærdige pige, selvom hun får det dårligere og dårligere. Indtil hun griber til fortvivlelsens nødhjælp.

K.F. (Karsten Fledelius)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her