Dygtig - som en blomst der springer ud

"Naturen på Bornholm," svarer Ursula Munch-Petersen uden betænkning, da hun bliver spurgt om, hvad der har været afgørende i hendes liv. Hun, er født og opvokset på Bornholm og på fædrene side datter af digteren Gustaf Munch-Petersen, som faldt i den Spanske Borgerkrig, før hun blev født; på mødrene er hun ud af den bornholmske keramikerslægt Hjorth, som drev L. Hjorths keramikfabrik i Rønne, grundlagt af oldefaderen Lauritz Hjorth. Ursula Munch-Petersen var fjerde generation, da hun gav sig i kast med keramikken.

Men det er ikke den, hun nævner som afgørende.

"Lige fra jeg var meget lille, har jeg følt mig alene i en stor verden, i det store tomme rum, som Poul Henningsen siger."

"Jeg opfatter naturen som min familie, og det gjorde jeg også som barn, for menneskeligt var jeg meget ensom. Men jeg havde et tæt og nært forhold til klipperne og blomsterne og planterne."

"Netop her i sommer har jeg bevidst tænkt: Nu spilder jeg hele denne her dag, og dagen efter: Nu spilder jeg også denne dag. Så har jeg brugt dagene på at gå rundt og hilse på blomsterne. Det giver mig lidt af den samme fornemmelse som i barndommen, hvor tiden var uendelig."

Bæredygtighed er det vigtigste politiske begreb for Ursula Munch-Petersen, siger hun. "For 'vi har jo kun den samme jord', som PH siger. Det er et mysterium og et under, at vi er her, og at dyr og planter er her, og det skulle vi værdsætte og ikke bestemme så meget over det. Vi mennesker har jo indtaget Guds rolle!"

- Når man læser i bogen om dig (Ursula Munch-Petersen. Rhodos 2004, red.) får man indtryk af, at dit forhold til naturen har nærmest religiøs karakter?

"Det var selvfølgelig ikke den måde, jeg tænkte det på som barn. Men det er sådan, jeg tænker over det nu. Jeg fandt på et tidspunkt Aage Marcus' bog, Mystik og mystikere, hvor han beskriver alle de store religioner. Kineserne siger for eksempel, at jord består af sten og vand, og vand er det stærkeste, fordi det er blødt og kan komme ind alle vegne. Mennesker, dyr og planter er her tilfældigvis et kort stykke tid. Det er en måde at tænke på, som jeg forstår fuldstændig. Der er ingen gud i taoismen, men det er en religiøs tænkemåde, og jeg føler mig mere hjemme der end i kristendommen."

- Dit hjem var 'præget af mange børn, dårlig økonomi og uoverkommelighedsytringer', siger du i bogen?

"Ja, og det har betydet, at jeg ikke har fået nogen opdragelse. Jeg har følt mig lidt som Kaspar Hauser. Det var et stort problem for mig, at jeg ikke hjemmefra lærte at spise pænt, gå til dans og den slags. Fordi min fars familie var så veluddannet. Jeg husker en fin fest hos min farmor, hvor der var dækket op med alskens lækre retter. Min onkel spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig, og jeg svarede brieost. Hvortil han grinede og sagde, at det ellers var noget man spiste til sidst. Og jeg kom ned i en strikket trøje til middag, det gjorde man heller ikke."

"Hjemme i Gudhjem var det ligegyldigt, om jeg overhovedet kom hjem til middag. Der var ingen der interesserede sig for, om jeg kom eller ej."

"Når jeg tænker på min ensomhed som barn, tænker jeg dog også på alt det, jeg har fået i stedet, nemlig den store natur. Det er synd for moderne børn, at de ikke kan springe i havet, tænde bål og klatre i træer uden voksen indblanding. Jeg har selv gjort ting, som moderne forældre ville blive ude af sig selv over," siger Ursula Munch-Petersen og fortæller, at hun var ved at drukne som seks-syv-årig. At svømme lærte hun sig selv.

"Og til forskel fra nutidens børnehavebørn, der hele tiden bliver passet på, har jeg selv fundet ud af det meste af, hvad jeg har lært."

"Der er dog undtagelser," korrigerer Ursula Munch-Petersen sig selv. "Min onkel Sigurd Vasegaard har lært mig meget. Han arbejdede med træsnit - han har blandt andet illustreret Vølvens spådom og flere af Vilhelm Grønbechs bøger - men han var egentlig uddannet som gartner og kendte alle blomster, deres familie, slægt og art. Ham hørte jeg efter, så derfor lærte jeg alle blomsterne at kende."

"Hvis der er noget ved min opvækst, jeg sætter pris på, så er det imidlertid, at jeg bare ved, når noget er rigtigt, fordi jeg selv har fundet ud af det. Jeg har aldrig været autoritetstro, tværtimod! Jeg havde den største mistillid til alle voksne."

- Kan du give eksempler på, hvad du bare 'ved'?

Ursula Munch-Petersen kigger et øjeblik indad.

"Når jeg eksempelvis spilder en dag, så ved jeg bare, at jeg er en del af universet, en del af det kæmpestore rum," svarer hun eftertænksomt.

"Men også når jeg laver keramik, ved jeg, når det er rigtigt. Jeg er i gang med at lave skitser til en udsmykning af en kantine, og da jeg så stedet, vidste jeg straks, at jeg ville lave en bunke jord i åbningerne på hver side af disken. Den ene bunke jord skulle forestille tiden med alle de geologiske lag i ordnet rækkefølge. Den på den modsatte side skulle forestille dyrket jord, der var rodet rundt. Den kunne indeholde pupper og frø, men også potteskår fra tidligere mennesker. Oven over kantinedisken skulle der være et bånd med spiseligt grønt, purløg for eksempel, der for enderne af disken skulle vokse lidt ud over jordbunkerne."

- Hvad tror du sundhedsmyndighederne siger til det?

"Jeg mener ikke rigtig jord," smiler Ursula Munch-Petersen, "tanken var at lave bunkerne og planterne keramisk. Ellers ville bunkerne jo også blive mindre og mindre for hver gang der blev støvsuget!"

- Men du har valgt en jordbunden beskæftigelse: Leret?

"At jeg blev keramiker er på mange måder et tilfælde. I virkeligheden ville jeg have været botaniker eller arkæolog."

- Vi kommer længere og længere ned i jorden?

"Ja, og det er ikke tilfældigt. Arkæologi er for mig en måde at finde sin identitet på. Man får en stærk fornemmelse af folk, der har levet før, ved at være det sted og røre ved det stof, hvor vore forfædre færdedes friske og levende. Men man finder også ud af, at vi biologisk set hverken er blevet klogere eller dygtigere. Tidligere tiders folk har været højtstående og begavede," fastslår Ursula Munch-Petersen og henviser til fundet af den 4.000 år gamle 'gletscher-mand', der havde velplejet hår og negle og en fint syet vaskeskindsvest på.

"Forskellen er måske snarere, at man i dag kan overleve at være dum. Det kunne man nok ikke i stenalderen."

- Hvorfor blev du ikke arkæolog, når det nu var det, du gerne ville?

"Min skolegang gik helt agurk. Der var ingen, der holdt mig til noget, og jeg blev ikke student. Det var måske mest på grund af de ydre omstændigheder, men selv var jeg meget ked af det og følte mig dum, og så tænkte jeg, at keramiker kan man da altid blive. Det så nemt ud, og først og fremmest krævede det ikke skolegang."

- Hvorfor tog du ikke en studentereksamen senere?

"Jeg løb hurtigt ind i meget praktisk arbejde, og jeg blev hurtigt familieforsørger. Jeg orkede ikke at begynde forfra på en uddannelse med to små børn. Men jeg kan være frygteligt flov over, at jeg ikke har styr på geografi og historie, så nogle gange lader jeg, som om, jeg ikke hører efter!"

- PH skriver jo i sangen: "Det haster med det kys, den kommer før du tror, den drømmeløse søvn", altså en påmindelse om at gribe tiden, inden vi dør. Men du taler med glad begejstring om det store tomme rum?

"Jeg har aldrig syntes, at døden var noget sørgeligt, snarere noget naturligt. Jeg har samlet mange kranier af hunde og katte, som jeg har fundet rundt omkring her på grunden, og jeg kan godt lide at tænke på, at de har været her engang. Jeg synes, det er fint at ende som et fint, hvidt kranium, at efterlade sig et lille spor."

"Hvad angår det tomme rum, så har jeg altid været meget optaget af universet. For nylig har jeg læst Tor Nørretranders bog om mad, der slet ikke handler om mad, men er en slags kulturhistorie. Nørretranders citerer Heraklits bemærkning om, at man ikke kan bade i den samme flod to gange, og beskriver i forlængelse heraf menneskets krop som en slags flod, hvorigennem enorme mængder af mad og væske skyller i løbet af et liv. Og atomerne er så små og så mange, at det nærmest er uundgåeligt ikke på et tidspunkt at indtage et atom af Jesus eller af Cæsar. Historien er én stor flod, der falder ned, fordamper og stiger op igen, og vi indgår i den som en lille bitte del."

"Det er sådan jeg selv føler det i de korte stunder, hvor man har det godt med sit arbejde. Hvor man har fornemmelsen af, at det næsten ikke er en selv der laver det, men blot noget, der falder en ind. Man taler jo også om at være 'begavet', det er noget man får, ikke noget man selv kan."

"I disse stunder føler man, at man kan være næsten lige så dygtig som en blomst, der springer ud. At man lever op til det, man er beregnet til."

- Der er rum, og så er der tid. Hvad med tiden?

"Den minder os jo om det lille bitte punkt, man er i alt det, der er foregået i tidens løb. Når man står ved foden af Møns klint, kan man jo slet ikke fatte de millioner af år, der er gået fra det nederste lag til det øverste. Og hvert smalt lag består af myriader af dyr, der er klemt sammen til en lille stribe."

- Hvad med fremtiden?

"Det er et svært spørgsmål. På mange måder er jeg meget bekymret. Over det, der sker i Irak og Palæstina, det er så deprimerende, at man ikke kan løse problemerne i Mellemøsten."

"Jeg er også bekymret for den økologiske situation. Når man er glad for naturen, er det frygteligt at følge, hvad der sker på landet, og det er ikke, fordi jeg er blødsøden og mener, at man bare skal bevare alt. Jeg elsker eksempelvis mine høns, men det kan ikke nytte noget, at man står med fem haner. Jeg kan godt slå en høne eller en kattekilling ihjel, når det er nødvendigt."

"Men mennesker bliver ikke klogere, verden går ikke fremad. Det er derfor, man kan blive så lykkelig over en grøn bille, der lander ved siden af en, eller over et barnebarn. Over for et barn bliver man tvunget til at tro på fremtiden. Man bliver nødt til at sige, at der er orden i sagerne, at sådan fungerer dét og sådan fungerer dét, så barnet bliver glad for at lære og tror, at når det bliver voksen, har det lært det hele. "

Også udviklingen inden for Ursula Munch-Petersens fag, keramikken, bekymrer hende.

"Man skal ikke længere interessere sig for formgivning. 'Design er ikke bare formgivning', hedder det, som om det nogensinde har været det! Formgivning udspringer af en filosofi, siger man, og så smider man den praktiske formgivning bort og vil kun beholde filosofien. Men der er et stort skridt fra tanken til det færdige udtryk, det er et stort arbejde."

- Hvordan kan man overhovedet få tingene lavet, hvis man kun beholder filosofien?

"Man outsourcer selve arbejdet og designer på computer. Men man mister nærhed, vægt, stoflighed, duft. Alt det forsvinder, når man kan sende alle beskeder pr. mail. For at opretholde en kultur, er det nødvendigt, at der er nogen, der kan fornemme forskellen. Det er ligesom med rugbrød. I dag bager man det i for hurtige ovne, man kommer hvedemel i for at få det til at hæve og malt i for at give det den samme farve som gammeldags rugbrød. Det kan vi, der er gamle nok til at huske rigtigt rugbrød, smage, men de unge har aldrig smagt andet, og så bliver resultatet, at de synes, at rugbrød et noget lidt kedeligt noget."

"Det samme kan ske med formgivning."

"Men fremtiden er også, at man er ved at blive naturligt gammel. Man kan være lidt god ved sine børnebørn, og man behøver ikke absolut at skulle lave alt muligt længere."