Læsetid: 2 min.

Dygtig populist

25. oktober 2005

Folk, der har mødt ham, kalder ham charmerende, elskværdig og intelligent. Kun på afstand kan man åbenbart se populisten Lech Kaczynski fra partiet Lov og Retfærdighed (PiS), der vandt søndagens præsidentvalg i Polen.

Med en skamløst gennemskuelig og alligevel effektiv valgkamp sikrede han sig flertallet af stemmerne: Når hans modstander Donald Tusk fra det liberale parti Borgerplatform (PO) fremførte sin plan om en enhedsskat på 15 procent, kaldte Lech Kaczynski den for et "Polen for de rige". I stedet lovede Kaczynski en "moralsk revolution" baseret på katolske familieværdier. Og selv om han er erklæret antikommunist, har han gjort sig til velfærdsstatens fortaler.

Han står for en EU-skeptisk linje - og konstaterer samtidig, at Polens første år i Den Europæiske Union er en succes - langt hellere ønsker han en tilnærmelse til USA. Naboen Tyskland river han gerne i næsen med den nazistiske fortid - og roser i anden anledning det gode forhold mellem landene.

Denne sommer opnåede han tvivlsom international berømmelse, da han på sin daværende post som Warszawas overborgmester forsøgte at forbyde en bøsseparade. Den blev gennemført alligevel, og det kom til håndgemæng, som politiet måtte gribe ind overfor. Hvorpå overborgmesteren truede de betjente, der havde beskyttet bøsserne.

Siden har Lech Kaczynsky bagatelliseret begivenheden og fortalt om sine mange homoseksuelle venner, men det bestyrker blot billedet af en udspekuleret rad, der vil vinde for enhver pris.

Med valget af Lech Kaczynski får Polen et magtfuldt broderpar i spidsen. Parlamentsvalget i sidste måned vandt hans tvillingebror Jaroslaw, formand for PiS, foran det liberale PO. Jaroslaw Kaczynski afstod hurtigt fra posten som ministerpræsident for ikke at ødelægge Lechs præsidentchancer.

De ville magten - hvad de vil med den, er særdeles uklart; af Lech Kaczynskis udmeldinger kan man ikke inddampe noget konsistent, og forhandlingerne om en koalitionsregering mellem PiS og PO stod i stampe, indtil præsidentvalget var overstået.

Men med valget af Lech Kaczynski står det klart, at Polen så langt fra er politisk modent. Siden kommunismens fald for 16 år siden har indbyggerne benyttet valgene til at fjerne de siddende regeringer og sætte nye folk på posterne.

Polen er endnu ikke kommet ud af vadestedet mellem kommunistisk planøkonomi og markedsøkonomi. Trods en pæn årlig vækst (fire procent) går 18 procent af arbejdsstyrken fortsat ledig og hundredetusinder må tjene deres løn i udlandet.

Flertallet af indbyggerne er skuffede og utålmodige. De forventede sig mere af friheden - og ganske betegnende kan opbakningen til præsidentkandidaterne aflæses af Polenskortet: Tusks liberale bor i de nordlige og vestlige dele af landet, hvor de udenlandske investeringer er koncentreret, mens de mere tilbagestående, østlige landbrugsegne søger trøst hos Kaczynski.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu