Læsetid: 5 min.

Om dynamisk eller nørdet jura

Jura bygger på fortolkning. Henrik Palmer Olsen forsvareri dag sin doktorafhandling om magtfordeling. Med den får de dynamiske jurister en fortaler. Doktorafhandlingen anmeldes her af professor, cand. jur. Gorm Toftegaard Nielsen
2. september 2005

Jura består stort set i at fortolke lovgivningen. Hvis loven ikke er entydig, men giver flere fortolkningsmuligheder, vil jurister herhjemme traditionelt søge vejledning i selve lovforslaget, der altid indeholder bemærkninger om, hvordan den foreslåede tekst skal forstås. Også under Folketingets behandling fremkommer oftest relevante bidrag til forståelsen. Hvis det ikke er en helt ny lov, vil der ofte allerede være domme, som har fortolket loven. Kort sagt er det traditionel juridisk metode at bygge sin fortolkning på disse kilder.

Man kan derfor med en vis ret hævde, at vi jurister er en særlig form for nørder, der søger bagud for at finde vore fortolkningskilder. Vi er altså både nørder og konservative. Baggrunden for denne holdning er, at juristerne skal administrere den lovgivning, som regering og Folketing vedtager. Er den forældet, er det groft sagt politikernes opgave at ændre kurs. Det er dét, Folketinget er valgt til og derfor har et demokratisk mandat til.

Dynamisk lovgivning

I andre lande føler domstolene sig ofte langt mindre bundet af, hvad parlamentet har ment, da det vedtog loven, og domstolene vil derfor i betydelig grad søge at finde den fortolkning af lovens tekst, som bedst svarer til nutidens krav. Også tidligere domme tillægges undertiden mindre betydning end herhjemme. Lovens fortolkning skal ske ud fra teksten og nutidens krav. Ofte betegnes denne fortolkningsstil som dynamisk - den udvikler sig med samfundets faktiske udvikling.

Forskellen mellem nørderne og de dynamiske jurister får afgørende betydning ved fortolkningen af grundloven og menneskerettighedskonventionerne. Det skyldes for det første, at disse er meget svære at ændre. Hvis domstolene fortolker dem sådan, at de udelukker en bestemt lovgivning, er folketinget reelt sat skakmat. Den anden grund er, at særligt Grundloven og menneskerettigheder oftest er formuleret som principper med store fortolkningsmuligheder.

Nogle få eksempler: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fortolket en bestemmelse om livets ukrænkelighed sådan, at staterne kan have pligt til at offentliggøre navnet på læger, der under operationer har begået alvorlige fejl. Den tyske forfatningsdomstol har fortolket en tilsvarende bestemmelse i den tyske forfatning således, at det er forfatningsstridigt, hvis det offentlige betaler behandlingen af kvinder, der får provokeret abort, men at denne godt kan foretages på offentlige sygehuse, bare kvinderne selv betaler.

At spørgsmålet om adgangen til abort i USA afgøres af højesterets sammensætning (og ikke af Kongressens) er for tiden velkendt gennem debatten om Bushs udnævnelse af højesteretsdommere. Ingen i USA er i tvivl om, at dette spørgsmål ikke afgøres ved objektiv fortolkning af forfatningen, men afgøres af dommernes personlige holdninger til spørgsmålet om fri abort.

Danske dommere

Danske dommere, der reelt udnævnes uden indblanding fra folketing og regering, har traditionelt været forsigtige med at spille en politisk rolle. De har fulgt den metode, hvor politiske beslutninger overlades til politikerne, men domstolene bliver presset af, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hylder den dynamiske fortolkning, som giver en lille gruppe europæiske elitedommere meget stor indflydelse på, hvilke love der kan vedtages i de europæiske parlamenter.

Lektor Henrik Palmer Olsen forsvarer i dag sin doktorafhandling: Magtfordeling. En analyse af magtfordelingslæren med særligt henblik på den lovgivende magt. Som titlen angiver, er der tale om en analyse af grundlovens § 3 om, at den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening, den udøvende magt hos kongen og den dømmende magt hos domstolene.

Om denne korte grundlovsbestemmelse er det lykkedes forfatteren at skrive 596 sider, selv om han kun skriver om en del af bestemmelsen. Selv om en sådan afhandling skal opfylde en række videnskabelige krav, giver alene omfanget en mistanke om, at forfatteren fylder meget ind i så få ord og så lille en del af grundloven.

Forfatterens udgangspunkt angives imidlertid allerede på bagsiden: "Magtfordelingen mellem de øverste statsorganer er fastlagt i grl. § 3." Mange centrale principper om dette magtforhold er ellers foretaget i andre bestemmelser. F.eks. Folketingets ret til at fyre en minister eller regeringen (§ 15), domstolenes ret til at efterprøve alle administrative afgørelser (§ 63), Folketingets ret til at tiltale ministre for Rigsretten (§ 60) o.s.v.

Fagjuristers fejl

Det siger næsten sig selv, at hvis ens udgangspunkt er, at magtfordelingen er fastlagt allerede i de få ord i § 3, er der meget, der skal indfortolkes i disse få ord. Vi er så langt fra almindelig fortolkning af ord, at der næsten er frit slag for forslag til fortolkninger. Forfatteren synes da også tydeligt, at alle hidtidige statsretskyndige har været alt for karrige med at fortolke § 3.

Når man læser om alle disse tidligere fagjuristers fejl, bliver man helt glad for, at juristerne ikke har haft for meget at skulle sige over for politikerne. Men efter den vandring i det ørkesløse, når man endelig frem til forfatterens egentlige ærinde i afsnittet Fremblik, der handler om "demokrati og magtfordeling". Forfatteren kaster sig her med udgangspunkt i Habermas og Ronald Dworkin ud i en kritik af amerikaneren Robert Dahls teori om, at jo højere et demokrati er udviklet, eller jo bedre det er rodfæstet, jo mere magt kan overlades til parlamentet.

Olsens demokratibegreb

Olsen når frem til, at demokratibegrebet bør baseres på flertal og lighed og definerer det demokratiske lighedsbegreb således: "Alle har ret til i lige omfang at få opfyldt de behov, der udgør de nødvendige forudsætninger for vedblivende at kunne deltage i samfundslivet og præge dette ved at strukturere deres tilværelse i overensstemmelse med en stræben efter at realisere personlige livsværdier inden for de grænser, som sættes af den teknologiske, økonomiske, intellektuelle m.v. udvikling af det samfund, de er en del af."

Denne alt andet end præcise definition skal anvendes af domstolene, således at de skal tilsidesætte en lov som grundlovsstridig, såfremt lovgiver ikke har fundet den rette balance mellem flertals- og lighedsprincippet. Så vidt jeg forstår, mener forfatteren endog, at det af ham opstillede demokratibegreb med lighed for borgerne skal håndhæves også af domstolene over for grundlovgiver. En grundlovsbestemmelse er således ugyldig, hvis den strider mod Olsens lighedsbegreb. De sidste ord i afhandlingen er: "Det er som led i denne stræben, at magtfordelingslæren kan ses som et middel til at opnå det demokratiske mål."

Nogle vil måske beundre forfatteren for, hvor meget han har været i stand til at indfortolke i de få ord i grundlovens § 3 om, at den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget. Andre vil nok finde fremstillingen mere filosofisk end juridisk og ikke dele forfatterens tro på og begejstring for juristers evne til at styre samfundet. Forhåbentlig vil en del foretrække den demokratiske styreform, vi har efter en traditionel forfatningsfortolkning. Men de dynamiske jurister har unægtelig fået en fortaler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu