Læsetid: 6 min.

`En dyne af tryghed´

Hvad får mennesker fra 44 forskellige nationer til at rejse til det skattetyngede, kolde Danmark for at arbejde på Microsofts udviklingscenter i Vedbæk? Arbejdsmiljø, indflydelse og tryghed for familien betyder mere end indkomstskat, mener de hos softwaregiganten
14. juli 2005

Det er som om, de smiler mere her på Microsofts 'campus', der udgøres af spredte, brune murstensbygninger, som ligger adskilt af lange vandbassiner i skyggen af nordsjællandske bøgetræer og ikke langt fra Strandvejen.

Og det er ikke på grund af vejret, der netop er slået om i overskyet. Både kantinedamen og manden på lageret smiler imødekommende til den besøgende. Bag et stort glasparti skimtes to fodboldborde; legetøj, der med dotcom-bølgens indtog i 1990'erne på det nærmeste blev standardinventar i arbejdsgivernes kamp for at tiltrække de kræsne, men kreative hoveder.

Flere af de ansatte, der går rundt mellem de lave bygninger, er tydeligvis ikke af dansk oprindelse, og 25 procent af de 800 ansatte her på Microsofts største udviklingscenter uden for USA kommer da også fra 44 forskellige nationer.

En af globalisterne er amerikanske Tsvi Reiter, der har arbejdet for Microsoft Business Solotions (MBS) i Vedbæk i fem måneder, men har været ansat 14 år hos Microsoft-hovedkvarteret i Redmond, USA.

Det var udsigten til nye professionelle udfordringer, der fik den 42-årige systemudvikler til at søge til Danmark. Danskernes evne til at mestre det engelske sprog beskriver Tsvi Reiter "som en dyne af tryghed". Skatten, der i den danske debat ofte bliver udråbt som hæmsko nummer ét i den intensiverede kamp om de kvikkeste hoveder, oplever han ikke som noget særskilt problem.

"Min beslutning om at komme til Danmark for at arbejde var ikke finansielt motiveret. Jeg har råd til at betale den høje skat. Jeg kan mærke det, men det går jo til et godt formål," siger Tsvi Reiter, der dog ikke selv regner med at få del i de danske velfærdsgoder som f.eks. gratis uddannelse i større udstrækning. Tsvi Reiters børn bor i Israel sammen med hans ekskone.

Mere for pengene

Den gratis uddannelse benytter 24-årige Anna Lomova fra Ukraine sig derimod af. Hun begyndte på Microsoft som studentermedhjælp ved siden af fuldtidsstudierne på Danmarks Tekniske Universitet. I dag er hun fastansat hos virksomheden og studerer på deltid. Anna Lomova sætter pris på, at hun kan have et job og samtidigt studere, fordi hendes danske afdelingschef lader hende indrette arbejdstiden efter studierne. Anna Lomova har både danske og udenlandske venner, og hun har altid følt sig velkommen i Danmark. Skatten generer heller ikke hende.

"Da jeg var studentermedhjælp, betalte jeg ikke så meget i skat. Nu betaler jeg jo mere, men jeg får også gratis uddannelse i et uddannelsessystem, hvor kvaliteten er relativ høj, og jeg har fri adgang til sundhedsvæsenet. Pengene går jo til gode formål. I Ukraine har vi ikke engang en pensionsordning. Man skal selv sørge for at stikke pengene ind under puden. Det er også mit indtryk, at man får mere for pengene her i landet sammenlignet med de lande, der har et velfærdssystem, men hvor man betaler mindre i skat end i Danmark," siger Anne Lomova.

Skulle hun selv vælge at få børn i Danmark, bliver skattetrykket måske et problem, eftersom det i Ukraine er muligt at leve for én indtægt, mens den anden forælder passer børn. Omvendt har Anne Lomova ikke lyst til at miste sit job, hvis hun skulle blive mor, og hun hæfter sig ved den favorable danske barselsorlov. Barselsordninger og lange ferier er i øvrigt noget, der også tiltaler mange af de amerikanske medarbejdere hos Microsoft i Vedbæk.

Talentmagnet

Den administrerende direktør for Microsofts Business Solutions, Klaus Holse Andersen, formulerede ved sin tiltrædelse tidligere på året en vision, der gik ud på at gøre MBS til verdens førende udviklingscenter for software til virksomheder. Holse Andersen ønsker at gøre Vedbæk til en talentmagnet ved at satse på unikke danske konkurrencefordele. Og han mener, at et særligt dansk ledelses- og arbejdsmiljø med flade hierarkier og stor grad af medarbejderindflydelse gør virksomheder baseret i Danmark mere konkurrencedygtige.

"I San Diego, som jeg besøgte sidste år, ligger der en masse medicinalfirmaer. Der er lav skat, godt vejr og alle de andre ligger der også, så man kan nemt skifte job. De har skabt et forskningsmiljø for medicinalindustrien. Vi kan ikke konkurrere på vejret og skatten, men vi kan konkurrere på nogle andre ting."

"Hvis man spørger her på gangene, hvad der tiltaler de udenlandske medarbejdere, så er det, at de føler sig meget mere involverede på deres arbejde i hverdagen. De kan få lov at deltage i innovationen og beslutningerne. Vi fortæller hvad, der skal laves, men ikke hvordan. Det er der nogle, der tiltrækkes af, samtidig med at de får lov at arbejde sammen med andre dygtige hoveder," siger Klaus Holse Andersen.

Direktøren kunne godt tænke sig, at topskatten var lavere, fordi den ifølge ham forhindrer mange udenlandske ægtepar med børn i at bosætte sig i Danmark. Ofte fordi der kun er arbejde til den ene, og det er svært at klare sig i Danmark for bare én indtægt. Hvis det derimod handler om yngre mennesker uden børn, er skatten ikke noget problem, pointerer Klaus Holse Andersen.

Tryghed markedsføres

Men Danmark har potentiale til at markedsføre sig som et meget familievenligt land, mener direktøren.

"De udenlandske medarbejdere hæfter sig også ved trygheden. Deres børn kan lege på gaden om aftenen eller tage cyklen hen til den nærliggende skole. Det er unikt, og det kan vi udnytte som en konkurrencefordel. En af de primære ting, vi kigger på for at blive konkurrencedygtige som virksomhed, er, hvordan vi tiltrækker de bedste medarbejdere. Sådan skal vi også tænke som land. Vi skal markedsføre Danmark som et sted med et trygt miljø for familien og med et arbejdsmiljø, der vægter medbestemmelse. "

Holse Andersen mener, at det er en absolut nødvendighed, at Danmark som nation bliver bedre til at udnytte landets særlige værdier og kultur.

"Hvis vi ser på de forskellige landes investeringer i forskning og udvikling, satses der jo flere dollar i USA, end vi satser kroner på nanoteknologi. Det er fint, at der afsættes forskningskroner til Højteknologifonden. Men de andre lande går jo også efter nano, it og bioteknologi. Det er på den ene side nødvendigt for at komme videre. Men det er jo ikke det, der afgør fremtiden. Det afgørende er, hvorvidt vi kan tiltrække de bedste medarbejdere, der skal anvende de her forskningskroner. Penge er der jo så mange andre steder," siger Klaus Holse Andersen, der bl.a. foreslår, at Danmark satser på at markedsføre Danmark som et godt sted at arbejde over for udlandet.

"Initiativer som Copenhagen Capacity, der prøver at få virksomheder til at lægge deres hovedsæde i Danmark og Invest in Denmark, der forsøger at tiltrække investeringer, burde udvides med noget - en Work in Denmark-kampagne, der promoverer Danmark i en bredere sammenhæng end blot en hjemmeside hos Udenrigsministeriet."

Designe til vækst

Klaus Holse Andersen mener ligeledes, at den danske design-tradition kan udnyttes som en særlig konkurrencefordel.

Som en af MBS' kernekompetencer satser virksomheden på at blive de bedste til at designe æstetisk, funktionelt og minimalistisk software, som det er nemt at udvikle og bygge videre på. Det handler om at overføre de stolte danske traditioner og principper for dansk design fra Steltonkanden og Utzons operahus til software.

Mens Tsvi Reiter også i USA oplevede at have stor medindflydelse på sit arbejde - hvilket både han og Anne Lomova mener er helt afgørende for at tiltrække kreative medarbejdere - er design dét, amerikaneren forbinder med Danmark, hvilket han har gjort, siden forældrene købte deres første danske sofa i 1971.

"Det, jeg lagde mærke til ved mine forældres sofa, var det modulare design. Den bestod af flere individuelle dele, der kunne eksistere i sig selv eller sameksistere med andre komponenter. Den tankegang er meget på linje med det særlige danske bidrag til udvikling af software. Jeg tror, det har en meget betydelig tiltrækningskraft på systemudviklere," siger Tsvi Reiter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu