Læsetid: 5 min.

Den dyre pris for Kinas vækst

Miljøet lider, og titu-sinder af arbejdere dør hvert år i Kina, fordi Beijing ikke kan hånd-hæve sine egne love. Myndighedernes manglende åbenhed forstørrer problemerne, men udenlandske virksomheder og regeringer har også et ansvar, mener kinesiske miljøforkæmpere
30. november 2005

BEIJING - Kina har de sidste uger været plaget af flere industrielle ulykker, der understreger, hvor høj en pris landet betaler for den hastige økonomiske udvikling og status som verdens fabrik. Samtidig tydeliggør de, hvor impotent centralregeringen er, når den skal implementere sin egen miljø- og arbejdssikkerhedspolitik på lokalt plan.

Først eksploderede et kemisk værk i Jilin provinsen den 13. november, og 100 tons giftig benzol flød ud i Songhua floden. Kinas premierminister Wen Jiabao tilskyndede sidste uge en indsats for at forhindre flere større ulykker, men få dage senere var der et uheld på endnu et kemisk værk. Denne gang i Chongqing, hvor 6.000 personer blev evakueret. Og i søndags blev 140 arbejdere dræbt, da en kulmine sprang i luften i Heilongjiang provinsen.

Mens Kinas produktion er skruet helt i vejret for at fastholde den økonomiske vækst, er virksomhedernes sikkerhedsniveau ikke fulgt med. Det er ikke på grund af manglende lovgivning fra regeringens side, mener kinesiske miljøaktivister. Men der er "en slaphed på lokalt plan, når det kommer til at håndhæve reglerne," siger Kevin May, Greenpeace Kinas ekspert indenfor giftaffald. "Nogle gange formår fabrikkerne at bedrage myndighederne, men ofte forbliver lokale embedsmænd stiltiende, på trods af at de kender til fabrikkernes forurening," mener May.

Ringe arbejdssikkerhed

Årsagen til den stille accept er simpel ifølge Liang Congjie, leder af den kinesiske ngo Naturens venner: "Lokale politikere tænker mere på økonomisk udvikling end beskyttelse af miljøet."

Den samme tilstand gør sig gældende for arbejdssikkerheden. Regeringens egne statistikker fortæller, at næsten 140.000 døde i arbejdsrelaterede ulykker sidste år. Som arbejderne i Heilongjiang måtte erfare, er Kinas kulminer nogle af de absolut farligste steder at arbejde. Omtrent 6.000 ender hvert år deres liv i de 200.000 miner, der vurderes at være i landet.

Beijings retorik fejler ingenting. Der er blevet lovet flere sikkerhedsinspektioner, flere penge til sikkerhed og øgede straffe til virksomhedsejere, som ikke overholder reglerne. Myndighederne har også lukket tusindvis af miner for overtrædelse af sikkerhedsreglerne eller overdreven forurening. Men antallet af dødsofre i minerne forbliver stort set uændret.

Forsøg på at lukke miner besværliggøres af landets stærkt stigende behov for energi. Samtidig formår ejerne af de tvangslukkede miner at genåbne dem. Det kan lade sig gøre med de lokale embedsmænds viden, da de ofte selv har økonomiske interesser i minerne og har brug for indtægten til at udvikle området under deres kontrol.

Om det var økonomiske hensyn, der fik myndighederne i Nordøstkina til at holde offentligheden hen i uvished omkring Jilin-eksplosionens konsekvenser, er blot 'gætværk', mener Kevin May. Men det var en gammelkendt refleks, der slog til hos embedsmændene: fortæl befolkningen og centralregeringen så lidt som muligt.

Ingen tillid til lederne

I første omgang nægtede de, at andet end vand og kuldioxid var sivet ud i Songhua floden fra den kemiske fabrik. Da en 80 kilometer lang pøl af kræftfremkaldende benzol nærmede sig millionbyen Harbin og truede dens drikkevand, lukkede embedsmændene for vandforsyningen. De fortalte byens 9 millioner indbyggere, at det blot var på grund af vedligeholdelse - ikke fordi vandet var dødsensfarligt.

Først da befolkningen begyndte at stille spørgsmålstegn ved, hvad den virkelige årsag til vandstoppet var, og panikken bredte sig, indrømmede bystyret, at der var giftige kemikalier i floden og anerkendte faren for indbyggerne.

"Jeg mener ikke, at der på provinsniveau er sket særlig mange forbedringer i myndighedernes reaktion på den slags katastrofer," siger redaktøren for Kinas Grønne Tidende, Hu Kanping, der opholdt sig i katastrofeområdet sidste uge. "Enten skjuler de omfanget, eller også reagerer de langsomt," siger han.

Hu fortæller desuden, at regeringen på det sidste har givet landets journalister næsten frie hænder til at rapportere om miljøsituationen i landet - inklusiv embedsmænds manglende indsats på området. Udover presserapporter gør Beijing mere og mere brug af specielt udvalgte undersøgelseskomiteer, der uden om de lokale myndigheder sendes til katastrofeområder. Det indikerer at centralregeringen ligesom befolkningen ikke stoler på lokale embedsmænds informationer, der i værste fald kan forsinke reaktionstiden efter katastrofer har fundet sted og dermed kan øge skadens omfang.

Imagepleje

Efter forureningskatastrofen og myndighedernes forkludring af den efterfølgende forløb, er centralregeringen gået forbløffende langt for at genoprette befolkningens tillid. "

"Vi er folkets regering. Vi bør fremvise en stor grad af ansvarlighed over for folket," sagde premierminister Wen på besøg i Harbin, og samtidig lovede han, at årsagen til ulykken vil blive undersøgt, og de ansvarlige "vil blive straffet hårdt".

Samtidig leverede udenrigsminister Li Zhaoxing en udsædvanlig offentlig undskyldning til Rusland, hvor forureningen er på vej hen via Songhua-floden. På kinesisk stats-tvs nyheder, der normalt udelukkende bringer rapporter om Kinas positive indflydelse på verdensscenen, blev han citeret for at have sagt, at han på vegne af den kinesiske regering "udtrykte sin oprigtige undskyldning for den potentielle skade", forureningen kunne bringe Rusland.

Udlandet har også ansvar

Næste fase er uddeling af ansvar. Regeringen har allerede lagt op til, at der vil rulle hoveder hos det statsejede Jilin Petrochemical Company, hvor ulykken fandt sted. Men det er endnu uvist, om regeringen vil benytte lejligheden til at straffe lokale embedsmænd og dermed sende et kraftigt budskab til deres kollegaer rundt om i landet om, at det ikke er acceptabelt at lukke øjnene for forurening.

Men Kevin May fra Greenpeace mener også, at ansvaret for Kinas skrantende miljø går ud over landets grænser. Store dele af de udviklede landes produktion er flyttet til Kina - og dermed også den produktion der skader miljøet. Landets lave produktionsomkostninger gavner ikke kun Kina men også resten af verden, påpeger han. "Derfor skal der ikke kun peges fingre af Kina, når ansvaret for landets miljøsituation skal findes."

Eksempelvis blev den benzol, der blev produceret på de to ulykkesramte kemiske værker, brugt til at lave plastprodukter, der i stort omfang eksporteres - ofte af udenlandske virksomheder eller deres underleverandører.

"Udenlandske virksomheder bør sørge for, at deres kinesiske leverandører opretholder de samme høje standarder, som de selv kender fra deres egne lande, og ikke udnytte at reglerne kan omgås i Kina," siger May. Samtidig mener han, at det er en positiv udvikling, at nogle udviklede lande overvejer lovgivning, der vil kunne straffe deres egne virksomheder for overtrædelse af regler i andre lande.

Men i Kina er det nu op til Beijings lederskab at styrke beskyttelsen af miljøet. Lokalpolitikere er hidtil blevet bedømt på, hvor stor en økonomisk vækst de har været i stand til at generere i deres område - uden skelen til hvilke konsekvenser, det har haft for miljøet. Regeringen eksperimenterer nu med begrebet 'Grøn BNP', der inkluderer omkostninger for miljøet i udregningen af den økonomiske vækst og dermed bedømmelsen af lokale embedsmænds præstationer. Måske vil det kunne få dem til at tage beskyttelsen af miljøet mere alvorligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her