Læsetid: 6 min.

Dyrevelfærd og dobbeltmoral

Er de torturlignende forhold, en række danske landbrugsdyr lever under, virkelig bedre end de forhold, sæler og hvaler har?
18. marts 2006

Når danskerne mener, at handel med sælskind og fangst af hvaler i Grønland og på Fær-øerne er et fælles moralsk anliggende for alle danske borgere, er dyrevelfærd inden for hele det danske rige logisk set et fælles anliggende for alle statens borgere. Derfor kan man som grønlænder eller færing heller ikke lade være med at reagere over for det faktum, at der i Danmark findes en dobbeltmoralsk tolerance omkring mishandling af dyr, som for os, der har rødder i et fangersamfund, er dybt rystende.

For os kan det til tider være vanskeligt at forstå, at de torturlignende forhold, en række danske landbrugsdyr lever under, overhovedet er mulige i et land, der gerne vil kalde sig civiliseret. Samtidig fortæller en række danske meningsdannere, dyreværnsorganisationer og politikere os, at det er inhumant, grusomt og dyreplagerisk, når vi fanger og dræber hvaler og sæler, der ellers har levet frie og uberørte hele deres lange liv og i øvrigt udgør nogle af de få ressourcer, vi bygger vores eksistens på som samfund. De samme kræfter forsøger gang på gang at presse den danske regering til at støtte de lande i IWC - Den Internationale Hvalfangstkommission - der vil have fredninger og nedskæringer i hvalfangsten, uanset bestandenes størrelse og den videnskabelige anerkendelse af muligheden for bæredygtig fangst. Det er således gennem de sidste år kun med nød og næppe lykkedes at fastholde Danmark på de aftaler, man har indgået med Grønland og Færøerne på det årlige møde i IWC. Det er Grønlands og Færøernes ønske, at Danmark og danskere accepterer, at der kan foregå hvalfangst på et bæredygtigt grundlag. Danmark bør selvsagt tydeligt signalere en positiv og loyal holdning til Grønlands og Færøernes hvalfangst, så længe danskerne besidder suveræniteten over os og varetager interesser på hele rigets vegne - på samme måde som Danmark i EU sikrer de danske fiskere kvoter og handelsrettigheder for de fisk, man kan fange på et bæredygtigt grundlag i de danske farvande. Alternativt må man åbne for, at Grønland og Færøerne får selvstændigt medlemskab af IWC.

Babysæler og babygrise

Med undtagelse af nogle beklagelige eksempler på manglende dømmekraft når det kommer til sælfangst, er vi nået langt, siden Brigitte Bardot i sin tid satte spotlight på Grønland og gik i front for den internationale boykot af sælskind fra landet. Skuespillerens kampagne havde dengang næsten uoverkommelige økonomiske og menneskelige konsekvenser for vores samfund. Vi tog kritikken op - uagtet at den var yderst malplaceret - og lærte på den hårde måde at stå imod magtfulde dyreværnsorganisationers til tider tvivlsomme dagsordener og udemokratiske pengemaskineri. I forbindelse med den seneste debat om canadiske sælskind oplever vi ikke desto mindre igen at måtte strides med urigtige beskyldninger om, at Grønland - 'for danske skatteyderes penge' - har importeret skind fra kølledræbte babysæler - dette til trods for, at jagten på sælunger har været forbudt siden 1987.

Dog bør vi ikke længere helt uimodsagt gøre os selv til ofre for voldsomme generaliseringer fra enkeltstående rabiate dyreretsforkæmpere som Thor Hjarsen og Keld Hansen og lade frygten for negativ international opmærksomhed løbe af med os. Vi må derfor gøre vores for, at forældede og til tider idylliserede opfattelser af det grønlandske og færøske samfund manes i jorden og erstattes med oplysning og en dialog, der tager udgangspunkt i realiteterne. For når det kommer til stykket, er Grønland og Færøerne hverken værre eller bedre på dyrevelfærds-området end så mange andre lande. Vi har et anderledes tæt forhold til fangst og udnyttelsen af dyrebestande sammenlignet med den ofte usmagelige masseproduktion af kød, der foregår i de industrialiserede lande, hvor dyrene fødes, fedes op og dør i fangenskab. Netop derfor er dobbeltmoralen så meget desto mere problematisk. Er indespærring, transport og slagtning af babykøer, babykyllinger, babyfår og små babygrise da ikke at sidestille med canadiernes og nordmændenes tidligere barbariske slagtning af babysæler? Er minkpelse, rævepelse, import af foie gras, skamskydning af hjorte og vildænder og en langsom druknedød for de marsvin, der i titusindtal årligt havner i danske fiskeres net virkelig foreneligt med de høje etiske standarder, de dyreelskende danskere er så hurtige til at hive ned over hovedet på os i Nord-atlanten? Det ser det jo ud til, som situationen er i dag - især når man vender blikket mod den danske kødproduktion.

Vantrives og dør i utide

I artiklen 'Der er så dejligt ude på landet' i februarudgaven af Forbrugerrådets blad TÆNK gives der grufulde eksempler på, hvordan dyr vantrives under den stadig stigende produktions- og driftsoptimering af danske landbrug. Eksemplerne, der til dels bakkes op af Det Dyreetiske Råd, Dyrenes Beskyttelse og nogle af industriens brancheforeninger, vidner om, hvordan 180.000 kvæg (eller hver niende kalv, ko eller tyr) årligt dør i utide eller sendes til destruktion pga. sygdomme og stressrelaterede fysiske skader. Tyrekalve skydes kort efter fødslen, fordi det er økonomisk urentabelt at fodre dem op, mens andre kalve dør i hobetal, fordi det er billigere at aflive dem, end det er at behandle dem for sygdomme - sygdomme som bl.a. kommer af, at 70 procent af alle kalve ikke får nok råmælk hos moderen og kommer til at mangle antistoffer. Det skyldes ikke så meget, at de ofte tages fra moderen inden for et døgn efter fødslen, som det skyldes, at køerne skal producere mælk i så store mængder til forbrugerne, at råmælken til deres kalve fortyndes.

Intet mindre end 19.000 grise aflives eller dør af sig selv hver dag som følge af vantrivsel, og når end ikke slagteriet. Sult, kronisk stress, skuldersår, gangbesvær og sygdomme er almindeligt blandt de ellers så penicillinmættede danske grise. Af samme årsager er dødeligheden blandt dem helt oppe på 21 procent. I fjerkræindustrien vidner problemer såsom fjerpilning, kannibalisme og overdødelighed stadig om dårlig trivsel blandt dyrene. Ud af de 130 millioner kyllinger, Danmark producerer hvert år, kan hver tiende knap nok gå på grund af alvorlige sår på fødder og ben. Tidligere var det 30 procent, men nu har man 'reduceret' problemet ved at fremavle høns med stærkere knogler, ligesom man via vækstmanipulation speeder produktionen af slagtekyllinger op og forkorter de 38-40 dage, de ellers lever i dag, inden de når slagtevægten på to kilo eller derover, mod de oprindeligt 80 dage de skulle vokse for at nå samme vægt. Desuden er 60 procent af alle høns i Danmark fortsat klemt inde i bure på størrelse med A4-ark.

Fælles for langt størstedelen af danske industridyr er stadig, at kun et fåtal af dem får opfyldt basale adfærdsmæssige behov som adgangen til halm, græs, motion, plads og frisk luft i løbet af deres korte liv. Dyrenes lidelser sker bag lukkede døre i komfortabel afstand fra den ellers så bevidste danske forbrugers hverdag - og i mindst lige så komfortabel afstand fra dyreværnslovens principper. Spørgsmålet, man bør stille sig er, om der hos forbrugeren, producenten og politikeren i Danmark er vilje til en omstilling, hvor dyrevelfærd og bæredygtighed sættes højere end økonomiske og sociale interesser?

Vi kan ikke komme udenom, at mad, der er baseret på kød, kræver døde dyr. Men at man som dansker - i modsætning til generel færøsk og grønlandsk praksis - overlader det til de store slagterier at føre kniven, bliver man ikke mindre 'medansvarlig' af. Når man som forbruger aktivt vælger at gå efter de laveste priser på kød, siger man samtidig ja tak til uhørt lave standarder for, hvordan man behandler dyrene, inden de ender deres dage i køledisken.

Debatten må udvides

Indtil nu har vi ikke ment, at vi med moralske pegefingre og forsøg på forbud via nationale og internationale love burde gribe ind og blande os i danskernes behandling af deres dyr. Men sådan er det ikke mere. Som politisk medansvarlige for de regler og normer, der udstikkes for, hvad der kan accepteres i borgernes behandling af dyr, tamme som vilde, må vi også have Danmark i søgelyset. Derfor vil Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget udvide debatten om dyreetik, så den fremover omfatter hele riget.

Kuupik Kleist er MF og landstingsmedlem for Inuit Ataqatigiit

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu