Læsetid: 6 min.

Dyrevelfærd under pres

Der sker for mange ting i danske svinestalde, som vi ikke kan være bekendt, mener lektor i adfærdsbiologi Birgitte Damm fra Landbohøjskolen
11. juni 2005

Hvordan mon det er at være en so og stå fikseret i en boks, der er for trang, mens ens afkom myldrer rundt om benene?

Det ved Birgitte Damm, lektor i adfærdsbiologi på Landbohøjskolen, noget om. Hun har gennemgået de seneste 10-15 års officiel landbrugsforskning om søernes forhold for Dyrenes Beskyttelse. Resultatet er blevet en tommetyk rapport med titlen Velfærdsproblemer hos de danske søer. Da Folketinget forleden diskuterede et beslutningsforslag om forbedret dyrevelfærd, tog forslagsstillerne fra Socialdemokratiet, Radikale, SF og EL afsæt i Birgitte Damms rapport.

Selv om rapporten beskriver, hvordan mange søer får skader, bl.a. fordi de opholder sig i for trange bokse, har også landbruget generelt måtte anerkende den som 'saglig'. Blandt skaderne nævnes tryksår, gangbesvær og dårlige klove, ligesom antallet af søer, der ender på Destruktionsanstalten som selvdøde eller aflivne stiger støt.

"Det er svært at få et helt dækkende billede af den danske svineproduktion, fordi vi sandsynligvis aldrig eller kun sjældent hører om de værste tilfælde. Men baseret på det materiale, som jeg har samlet, er min klare konklusion: Der sker for mange ting i den danske svineproduktion, som vi ikke kan være bekendt," siger Birgitte Damm.

Få sekunder pr. so

Hvis dyrene har det godt, er det ikke i sig selv et velfærdsproblem, at danske svineproducenter årligt producerer ca. 25-26 mio. slagtesvin. Men den store produktion er tæt knyttet til den omfattende eksport, hvor ca. 85-90 procent skal afsættes på verdensmarkedet.

Det kræver selvsagt stor konkurrencedygtighed. For at gøre produktionen så billig som mulig har svineproducenterne fokuseret på to forhold - dels på brug af så lidt plads som muligt per dyr, dels på at reducere mængden af arbejdskraft per dyr. Disse "begrænsende faktorer", som Birgitte Damm kalder dem, har bragt svineproduktionen frem til et niveau, der ikke er acceptabelt for dyrenes velfærd.

I løbet af 20 år er søerne gennemsnitligt blevet 10 procent længere og 30 procent tungere. Opstaldning med for kneben plads i boksene til søerne medfører diverse skader, både hos fikserede søer, der ikke kan forlade boksen, og hos løsgående søer. Skaderne skyldes fysiske forhold, simpelthen fordi dyrene er for store til boksene, som desuden kan have spidser, skarpe kanter og grater. Kort sagt har store dyr i for trange bokse med skarpe kanter hele tiden kropskontakt med inventaret.

Herudover bliver dyrene, især de søer, der er fikseret i bokse, hindret i deres naturlige adfærdsformer. Snæver plads vanskeliggør f.eks., at svinene kan rejse sig, lægge sig og hvile naturligt og uden besvær. Det skyldes, at bevægelsen kræver plads fremad, bagud og til siderne ud over, hvad selve søernes krop fylder. Dernæst har svineproducenterne optimeret den mængde arbejdskraft, som bruges per dyr. Det betyder, at stier, gulve, fodringssystemer mv. først og fremmest indrettes efter, hvad der kan nedbringe det antal sekunder, landmanden daglig må bruge på hvert enkelt svin.

Ifølge undersøgelser, som Birgitte Damm refererer i sin rapport, ligger landmandens gennemsnitlige daglige tidsforbrug pr. so på mellem ca. ni og 23 sekunder afhængig af hvilket stisystem, den enkelte landmand anvender.

"Det er den slags oplysninger, der ofte forbløffer folk," bemærker Birgitte Damm.

Hun peger også på, at ca. hver fjerde so, der forlader besætningen, ikke ender på slagteriet - men i stedet som selvdøde eller aflivne på Destruktionsanstalten. Fra 2003 til 2004 er tallet endda steget med over 20.000 søer.

Anbefaling uden velfærd

Især har Birgitte Damm fundet det bemærkelsesværdigt, at svinebranchen i mere end 15 år har været fuldt vidende om den store belastning, som for små bokse er for søerne, hvilket fremgår af erhvervets egne undersøgelser. Men bortset fra mindre ændringer i anbefalingerne fra brancheorganisationen Landsudvalget for Svin (LUS) er der ikke grebet ind.

"Hvordan kan erhvervets organisationer, inventarfirmaerne og svineproducenterne i årevis være bevidst om, at søerne får massevis af skader på grund af for små bokse - uden at man gør noget, der reelt løser problemet," spørger hun.

I den sammenhæng synes hun ikke, at det er tilstrækkeligt, når LUS for nylig har anbefalet lidt større bokse.

For som Birgitte Damm siger: "Dyrene kan ikke nøjes med anbefalinger. Og realiteten er jo, at svineproducenterne stadig har og fremover vil have meget små bokse til deres søer. Dels fordi de nye anbefalinger kun medfører en smule ekstra plads til søerne, dels fordi inventarproducenterne og svineproducenterne ikke behøver at følge anbefalingerne, da de ikke er lovpligtige."

Pengepungen bestemmer
"Den væsentligste årsag til den kritisable dyrevelfærd er kort og godt, at landbruget har haft større fokus på de økonomiske aspekter end på avlsdyrenes velfærd," siger Birgitte Damm.

En medvirkende årsag er ifølge Birgitte Damm, at formuleringerne i love og regelsæt ofte er løse og uforpligtende. Som eksempel peger hun på lovgivningens krav om, at svin "uden besvær", som det er formuleret, skal kunne rejse sig og lægge sig i deres boks.

Alligevel er det op til den enkelte landmand at afgøre, hvad han på sin egen bedrift forstår ved "uden besvær". Ifølge Birgitte Damm bliver det for sjældent fortolket til svinenes fordel.

Hun peger også på lovgivningens formulering om redebygningsmateriale (oftest halm), som søerne bruger til at bygge en rede, inden de farer. Kravet lyder, at der skal være "en tilstrækkelig mængde" materiale til stede - men hvor meget er så det? Igen er det op til den enkelte landmands moral eller pengepung at fortolke reglen.

"Og selv om gennemsnitligt kun hver 20. svinebedrift bliver kontrolleret i forhold til velfærdslovgivningen, så gør de upræcise formuleringer heller ikke myndighedernes tilsynsopgave lettere. Der er et udtalt behov for mere konkrete retningslinjer, og de skal være baseret på faglig indsigt i dyrevelfærd kombineret med indsigt i de betingelser, produktionen foregår under. Det er nødvendigt med kompromisser, men der skal på en række områder være større hensyn til svinenes velfærd end i dag, for at det reelt skal få betydning for det liv, dyrene lever i staldene," mener Birgitte Damm.

Spaltegulve og klovskader
Optimeringen af arbejdstiden har bl.a. ført til udbredt anvendelse af spaltegulve, hvor svinene selv tramper deres møg og urin ned i et udmugningssystem.

"Det er klart, at spaltegulve indføres for at spare på staldarbejdet, der både er fysisk hårdt og en mærkbar omkostning. Men svinene kan ikke lide at gå på spaltegulve, og vi ser mange søer med gangbesvær og skader på klovene."

På samme måde vil en daglig ration af et meget koncentreret og fintmalet foder ofte føre til, at svinene går rundt med mavesår, fordi de mangler fibre og grovfoder.

Og selv om landbruget bl.a. via pres fra EU er begyndt at tage dyrevelfærd mere alvorligt, så vokser antallet af svin hurtigere end forbedringerne i dyrevelfærd. Med andre ord bliver der ifølge Birgitte Damm flere og flere svin, der lider under for ringe velfærd.

Værdidebat i staldene
"Debatten om dyrevelfærd er en værdidebat af den slags, som der er så meget fokus på for tiden. Der er forskellige syn på dyrevelfærd og forskelligt syn på, hvad der er i orden, og hvad der ikke er. Debatten er nødvendig for at finde frem til, hvad vi som samfund vil acceptere."

For Birgitte Damm er det vigtigt at understrege, at svineproducenterne ikke er en grå masse, der kappes om at være ligeglade med dyrevelfærd. Flere landmænd har f.eks. omlagt til fuld løsdrift, hvor søerne også kan gå frit, når de skal fare og under diegivningen. Her tages der hensyn til soens velfærd - men det medfører en risiko for højere dødelighed blandt pattegrisene, hvis soen kommer til at mase dem. Og da producenten har søerne for, at de skal levere pattegrise, må han selvfølgelig være meget opmærksom på denne risiko både af hensyn til sin økonomi og af hensyn til pattegrisenes velfærd.

"Også i de økologiske bedrifter og bedrifter med frilandsgrise gøres der en stor indsats for at forbedre dyrevelfærden. Til forskel fra mange konventionelle bedrifter arbejder man her aktivt med at sætte 'de to begrænsende faktorer' ind i en ny sammenhæng, selv om det gør produktionen dyrere."

Derfor er Birgitte Damm ikke i tvivl om, at hvis forbrugerne ønsker at påvirke udviklingen i retning af bedre dyrevelfærd, så skal de gå efter de produkter, hvor producenterne har en ambitiøs holdning til at forbedre dyrevelfærden.

"I dag er det først og fremmest økologerne og de producenter af frilandsgrise, der kan få et godkendelsesmærkat fra Dyrenes Beskyttelse," siger Birgitte Damm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu