Læsetid: 2 min.

Det er dyrt at amme

Der ammes i de tyske børnefamilier. Men ikke i lang tid, og langt fra fuldt ud. Det kan skyldes kort barselsorlov og manglende information. Amningen er endvidere klasseopdelt. Det er de rigeste og bedst uddannedes børn, der ligger ved brystet længst
23. december 2005

Fordi kvinder ikke har mulighed for at amme i arbejdstiden - en nærliggende børnehave eller på arbejdspladsen - stopper de fleste amningen for tidligt, påpeger lederen af Tysklands nationale ammekommision, Hildegard Przyrembel:

"Det store fald i amningen efter den anden måned kan hænge sammen med ophøret af moderbeskyttelsesperioden på otte uger med fuld løn. Herefter kan kvinden blive hjemme i yderligere fire måneder med en del af lønnen, og siden tage 2,5 års forældreorlov uden løn."

- Det bliver altid hævdet, at tyske mødre holdes ude af arbejdsmarkedet, så det burde da ikke være noget problem?

"Det er ikke hele sandheden. Mange kvinder har ikke råd til at gå hjemme. Men det er også et socialt spørgsmål. Vores undersøgelse viser, at bedre stillede og bedre uddannede ammer længere. Det er et enormt problem at nå de andre grupper. Man har det indtryk, at en af grundene til at holde op med at amme skyldes, at nogle af de vordende mødre slet ikke har søgt information om babyernæring. Den anden negative indflydelse er fædrene, selvom vi ikke ved, hvad de har imod det. Vi når ikke ud til disse kvinder."

- Ammer tyske kvinder offentligt?

"Ja, men det accepteres ikke over alt. Jeg bliver jævnligt kontaktet af kvinder, der fortæller om ubehagelige oplevelser - at de bliver vist ud af restauranter, at de får negative bemærkninger, eller at de ikke tør amme offentligt. Men jeg må også sige, at jeg ser flere og flere kvinder, som ammer på en bænk i parken - eller i kirken."

"I Berlin har vi en stor tyrkisk befolkningsgruppe, og de ammer særdeles lidt. Vi ved ikke hvorfor. Måske er det et udtryk for emancipation - at bedstemoderen skal passe på barnet, fordi moderen vil arbejde. Eller at det er mere moderne med sutteflasken."

- Kvinder med ingen eller ringe uddannelse er måske mere lydhøre overfor rekla-mer for modermælkserstatning?

"Det er muligt, men reklamen er meget begrænset. Producenterne af modermælkserstatning har forpligtet sig til at undlade at uddele vareprøver. De må ikke annoncere i aviser og tv, kun i særlige magasiner om børn. Og disse magasiner bliver ikke læst af kvinder uden uddannelse. Men de ser modermælkserstatningen på apoteket eller i supermarkedet."

- Det betyder vel, at skaden er sket i den foregående generation af mødre?

"Det tror jeg. Vi må bruge nogle år på at rette skaden op igen. Vi har overvejet at drage rundt til skolerne for at orientere om modermælk, så det trænger ind."

- I film og tv ser man aldrig kvinder amme...

"Det har jeg også lagt mærke til. Det bliver ikke vist. Måske er det et tabu".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her