Læsetid: 8 min.

Den dystre historie bag ordet overdragelse

10. december 2005

Condoleezza Rice har forsikret, at USA ikke vil bruge tortur i sin krig mod terror. Men hun har ikke forklaret, hvad Det Hvide Hus forstår ved tortur. Og slet ikke givet afkald på den hidtidige praksis med at 'overdrage' mistænkte til tvivlsomme regimers fængsler

I tirsdags stillede USA's udenrigsminister Condoleezza Rice følgende retoriske spørgsmål under sit besøg i Berlin:

"Hvis man ikke kan retsforfølge en person, som enten er en kendt terrorist eller mistænkt for at være det, slipper man så simpelthen vedkommende løs i den almindelige befolkning, så han kan myrde uskyldige?"

"Selvfølgelig ikke," svarede Rice selv. Man "fjerner terroristerne fra gaden."

Man bruger mere præcist den teknik, som den amerikanske regering benævner rendition: At arrestere eller bortføre mulige terrorister, hvor på kloden man end måtte støde på dem, for efterfølgende at 'overdrage' dem til lande, hvor de måske kan tiltales, men ellers blot "holdes borte fra slagmarken", som Rice sagde.

Hassan Mustafa Osama Nasr ved, hvad 'overdragelse' vil sige. Nasr, 42-årig egyptiskfødt islamistisk præst med en års asylophold i Italien, blev den 17. februar 2003 bortført på vejen til middagsbøn i moskéen i Milano. Nasr var på det tidspunkt genstand for undersøgelser hos det italienske antiterrorpoliti, mistænkt for at være del af et ekstremistisk netværk, men den 17. februar forsvandt han pludselig.

Nogle uger senere modtog det italienske antiterrorkorps en melding fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA om, at Hassan Nasr var flygtet til Balkan. Den troede italienerne på, indtil de i april-maj 2004 fik gevinst ved den rutinemæssige telefonaflytning af Nasrs familie i Milano. Nasr ringede hjem, men til italiensk politis overraskelse fra Egypten og med besked om, at han den dag i februar året før var blevet kidnappet af udenlandske agenter og ført til Cairo, hvor han blev fængslet og tortureret med elektrisk stød, ekstrem kulde og slag. På tidspunktet for opringningerne var han løsladt, men da de egyptiske myndigheder opdagede hans kommunikation med folk i Milano, blev han straks sendt tilbage i fængslet i Cairo, hvor han sidder den dag i dag.

Italiensk politi har kulegravet sagen og konkluderet, at USA bevidst vildledte de italienske myndigheder, og at bortførerne var CIA-folk, der ønskede - med Rices udtryk - den mistænkelige islamist fjernet fra gaden. Nasr blev ført til den italiensk-amerikanske base Aviano og med et CIA-fly fløjet til USA's Ramstein-base i Tyskland og derfra videre til Egypten.

Ved denne aktion obstruerede CIA en mulig italiensk rettergang mod Hassan Nasr - i stedet blev han afleveret til de egyptiske myndigheder, som siden 1990'erne havde været efter Nasr for hans tilknytning til en regeringsfjendtlig, islamistisk gruppe. Ved at holde ham interneret i et egyptisk fængsel på ubestemt tid er han effektivt fjernet fra slagmarken, potentiel terrorist eller ej.

Egyptens premierminister Ahmed Nazif sagde i juli til avisen Chicago Tribune, at CIA sammenlagt har overdraget Egypten 60-70 terrormistænkte, fanget overalt på kloden, til videre behandling i egyptiske fængsler.

I sagen om Hassan Nasr har den italienske anklagemyndighed nu forlangt 22 navngivne CIA-folk bag aktionen udleveret fra USA, så de kan retsforfølges for kidnapning på italiensk grund.

Condoleezza Rice har under Europa-opholdet gentagne gange fastholdt nødvendigheden af at operere med 'rendition' og at "bruge ethvert lovligt middel til at fange (terrorister) og forhøre dem og sikre sig, at man får den information, man har brug for."

Metoden er ifølge Rice legitim, fordi USA befinder sig i en tilstand af krig mod terroristerne, og fordi "vi ikke bruger luftrummet eller lufthavne hos nogle af vore partnere til aktiviteter, der leder til en overdragelse til tortur."

"Vi sender ikke folk af sted for at blive tortureret," sagde Rice gang på gang under Europa-besøget.

Det er udsagn, som Khaled el-Masri ikke kan bekræfte, lige så lidt som Hassan Nasr kunne.

Khaled el-Masri er kuwaitiskfødt tysk statsborger. Nytårsaften 2003 blev han tilbageholdt ved en makedonsk grænsepost, på vej til et ferieophold i landet. El-Masris navn lignede navnet på en mistænkt terrorist, og det makedonske polti hævdede, at hans tyske pas var falsk. I 23 dage blev el-Masri tilbageholdt og forhørt på et motelværelse i Skopje. På 23.-dagen blev han lagt i håndjern, fik bind for øjnene, blev kørt til en lufthavn, hvor han blev afklædt, bedøvet og sendt afsted på en længere rejse med et CIA-fly.

Rejsens mål var Afghanistan, hvor el-Masri blev smidt op i en lastvogn og kørt til en CIA-fangelejr i et gammelt teglværk nord for Kabul. Her sad han frem til maj 2004. Cellen var kold og snavset, vandet og maden dårlig, og el-Masri blev efter eget udsagn slået og sparket og om natten afhørt af amerikansk-talende personer. På et tidspunkt sultestrejkede han en måned i desperation over sin skæbne

Allerede i marts stod det klart for CIA, at el-Masris pas ikke var forfalsket, og at man havde bortført og mishandlet den forkerte mand. Alligevel gik der to måneder, før el-Masri blev frigivet. I slutningen af maj blev han fløjet til Albanien og sat af på en øde landevej. Her samlede tre mænd ham op og kørte ham til Tirana, hvorfra han fløj hjem til Tyskland.

I tirsdags anlagde Khaled el-Masri sag ved distriktsdomstolen i Alexandria, Virginia, mod CIA's daværende chef George Tenet, 10 involverede CIA-medarbejdere samt de tre private flyselskaber, der på kontrakt med CIA fløj el-Masri til og fra Afghanistan.

"Under hele mit fængselsophold bad jeg om at blive bragt for en dommer, men det blev mig nægtet. Nu håber jeg, at en amerikansk ret vil sige meget tydeligt, at det, jeg blev udsat for, var ulovligt og ikke må overgå andre," siger Khaled el-Masri.

Foruden beretningerne om Hassan Nasr og Khaled Masri kunne man - som Information gjorde den 8. november - fortælle den bedrøvelige historie om de tre yemenitiske statsborgere Muhammad Bashmilah, Salah Ali og Muhammad al-Assad, som tilbage i 2003 blev arresteret - Bashmilah og Ali i Indonesien, al-Assad i Tanzania. Efter flere måneders isolation, forhør og tortur og flere overførsler med fly endte de tre i samme CIA-facilitet i et ukendt land. Her sad de i godt et år, indtil de i maj i år blev fløjet til Yemen, hvor de nu holdes fængslet to forskellige steder. Der er aldrig rejst sigtelse mod dem, de har ikke fået nogen advokat og har aldrig set en dommer.

Man kunne også havde fortalt om den syriskfødte canadiske statsborger Maher Arar, som i september 2002 blev fanget i JFK-lufthavnen i New York under en ferierejse.

Efter 13 dages forhør i amerikansk varetægt blev Arar lagt i håndjern og fodlænker og ombord på et lille jetfly fløjet til Jordan og derfra kørt til Syrien. Her blev han isoleret i en underjordisk celle og regelmæssigt forhørt og tortureret - bl.a. pisk med ledninger - indtil den canadiske regering efter et år fik udvirket hans befrielse. De syriske myndigheder har meddelt, at man ikke har fundet nogen beviser mod Arar.

Eller man kunne have berettet om Mohamedou Slahi, statsborger fra Mauritanien, som efter 11. september 2001 selv reagerede på CIA's forespørgsler om ham, blev sendt til Jordan og der forhørt i otte måneder, indtil CIA overflyttede ham til Guantanamo, hvorfra han siden er løsladt uden retssag. Eller egypteren Muhammad Madni, anholdt i Indonesien på USA's begæring i januar 2002, fløjet til Egypten, overgivet til CIA efter fire måneder og fløjet til Afghanistan og derfra efter 13 måneder til Guantanamo, hvor han blev sat på fri fod. Eller australieren Mamdouh Habib, arresteret ved den afghansk-pakistanske grænse i 2001, fløjet til Egypten og underkastet grov tortur, efterfølgende overført til Afghanistan og siden Guantanamo, hvorfra han i januar i år blev løsladt. Eller Muhammed Zery, der blev bortført af CIA i Stockholm, sat to år i egyptisk fængsel, tortureredes for til sidst at blive sluppet fri. Eller Abd al-Hiyla fra Yemen. Eller...

Ingen ved, hvor mange der har været genstand for den amerikanske overdragelses-teknik med ledsagende tortur. Herunder hvor mange der har vist sig uskyldige og er blevet sat fri uden retssag. Eller som stadig opbevares på mistanken, men uden at have været for en dommer.

Pentagon oplyser selv, at USA under krigen mod terror har tilbageholdt 70.000 personer, heriblandt også de militære fanger i Abu Ghraib og andre amerikanske fængsler i Irak - for tiden ca. 14.000 personer. Washington Post angiver, at CIA selv siden 2001 har fanget 3.000 personer. En ukendt andel af dem - mindst 100 siger CIA-kilder - er blevet ført rundt i verden i CIA's netværk af 'sorte steder', omfattende lande kendt for mishandling af fanger - Egypten, Marokko, Jordan, Syrien, Pakistan, Usbekistan - samt europæiske lande som Polen og Rumænien. Human Rights Watch offentliggjorde i sidste uge en liste over 26 navngivne 'spøgelsesfanger', som holdes isoleret på ukendt sted uden, at hverken Røde Kors, advokater eller pårørende har viden om deres skæbne. Den amerikanske tv-station ABC News kunne i mandags afsløre, at 11 af de 26 har siddet interneret i Polen, indtil de kort før Condoleezza Rices Europa-besøg blev 'overdraget' til en CIA-facilitet i Nordafrika.

Rice har under sit besøg kategorisk fastholdt, at USA vil fortsætte sin praksis med grænseoverskridende 'overdragelse' af terrormistænkte. Men hun har også forsikret, at alt amerikansk personale i ind- og udland vil efterleve den internationale torturkonvention, som USA har undertegnet, og som forbyder "grusom, inhuman og nedværdigende" behandling af fanger.

Det er af nogle blevet udlagt som et kursskifte, eftersom Det Hvide Hus hidtil har modsat sig et forslag fra senator John McCain, der indskærper, at sådanne regler for behandling af fanger også skal gælde det CIA, som siden juni 2002 har haft udvidede beføjelser i kampen mod terror.

De afgørende spørgsmål har Rice imidlertid ikke besvaret:

-Hvad forstår Det Hvide Hus ved "grusom, inhuman og nedværdigende" fangebehandling? Vil CIA indstille den hidtil regeringsgodkendte brug af 'udvidede forhørsteknikker', som omfatter simuleret drunkning, udsættelse for kulde, opretstående stilling i 40 timer, søvnberøvelse m.m.?

-Hvordan vil man sikre, at reglerne mod tortur overholdes, når fangebehandling udliciteres til lande med lang tradition for menneskeretskrænkelser?

-Vil man fastholde den i sig selv menneskeretskrænkende tilbageholdelse af mistænkte og 'illegale kombatanter' på ubestemt tid uden tiltale, rettergang og domfældelse?

Dertil kan man spørge, hvad vil det betyde for USA's internationale anseelse og dets kamp mod terror, hvis endnu flere fejlbortførte personer som Hassan Nasr og Khaled el-Masri slippes ud af de sorte fængsler og begynder at fortælle deres dystre historier?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu