Læsetid: 3 min.

Ebbe i Brugsen

16. juni 1998

DET GÅR ikke særlig godt i FDB. Dårlige regnskabsresultater, indre splid og hvad værre er: en sværere målelig, men stigende skepsis i brede kundekredse. Især i byområderne evner Brugser og Superbrugser - ganske vist noget afhængigt af den enkelte butik - i kun ringe grad at kombinere kravet om billigt standardudbud med moderne politiske kundebehov, dels for økologiske produkter dels for mere raffinerede, man fristes til at sige etniske varer. En hørm af middelmådighed hænger over foretagendet. Dansk når dansk er danskest: fedtrig traditionel uopfindsomhed, dybfrossen kedelig fisk og tomater uden smag. Dertil kommer som historisk tilføjelse, at FDB i ekspansionsårene indkorpulerede Irma-pigen og bagefter henviste den skændede og hendes trofaste, kvalitetsbevidste kundekreds til en mindre og uattraktiv flise. Brugsen var ikke et sensuelt alternativ og forblev forankret i sin middelmådighed.

Dette og meget mere, som vi ikke her skal repetere, skete i den nu fældede Bjarne Møgelhøjs 15-årige formandsperiode, der var præget af et gennemtræk i direktørkontorerne, ikke set magen til siden salig Tjæreborg-præstens storhedstid. Men ingen kunne for alvor bestride Bjarne Møgelhøjs effektive sider og overlevlsesevner som formand. Hvilket også viste sig, da endog Møgehøjs argeste modstander i bestyrelsen under pres måtte acceptere hans sidste beretning. Det hjalp som bekendt ikke den tidligere andelsforsker, der brat af slaget rammet, pakkede tasken og forlod kongressen med forstenet ansigt uden at afvente forsamlingens traditionelle taksigelser til en afdød. Et øjenvidne kunne berette, at den faldne formand i den grad var ude af flippen, at han maste svingdøren i Falkoner Centret den forkerte vej rundt. Symbolsk.

UVENTET KAN ingen tro, nederlaget er kommet for Møgelhøj. En andelsanalytiker som han behøvede ikke at granske længe i forhåndenværende kilder for at vide at slaget var tabt. Den sidste indrømmelse til forsamlingen: at han var ked af sine injuriesagstrusler mod en kritiker måtte i hvert fald have overbevist ham om, at skuden heller ikke i sidste sekund kunne vendes. Ved selvransagelse burde vel endelig også komme Møgelhøjs erkendelse af at alene hans formandstids længde kunne eller måtte være et problem. Men her trykker skoen måske. Som magtmennesker flest besidder eksformanden næppe store evner til at kritisere sig selv og tage andres vurdering af situationen alvorlig. Alligevel kan man ikke lade være at spørge, hvorledes nogen med moral og rimeligt omløb i knolden forestiller sig at kunne bestride et folkeligt mandat af FDB-formandsskabets karakter i mere end 15 år! Det har jo aldrig være meningen.

SÅFREMT Bjarne Møgelhøj har følt bitterhed, hvad han utvivlsomt har, kan man jo på den anden side også forstå det. Det kan man ved at anlægge en umiddelbar vurdering af hvad og især hvem der fældede ham: Ebbe Lundgaard. Jamen, sagde Møgehøj, hvad kan den mand? Hvortil Lundgaard svarede, at han jo havde været forstander for to på hinanden følgende højskoler og stod med en 11-årig politisk karriere bag sig. Bag sig.
De færreste, der knap nok har haft noget at udsætte på Lundgaards korte ministertid, glemmer dog næppe samme ministers gentagne politiske fodomvridninger i marchen med den respekterede Marianne Jelved. Og glemmer især ikke Lundgaards afsked med ministerjobbet under jammer og bitterhed, der formentlig betød at han aldrig igen bliver ringet op af nogen statsminister. Med andre ord demonstrerede Lundgaard i sin politiske karrieres zenith ikke større politiske evner, end man finder på hylderne i Dagligvarebrugsen. Den selvcentrerede åbenmundthed, der karakteriserede og karakteriserer Lundgaards hyppige udtalelser er næppe gjort af det stof, der klistrer splittelsen i FDB sammen. Og her er vi ved hovedhjørnestenen i FDB's krise. Før det nu overståede valg stod på den ene side en formand, der havde siddet for længe, havde udskiftet for mange direktører, ikke havde haft succes med indtjeningen, tilmed var gået amok over intern opposition og ydmyget måtte undskylde. På den anden side en faglig amatør uden erhvervsmæssig erfaring, hvilket principielt og praktisk ville være til at leve med på formandsposten, men vel at mærke en amatør der ikke i sin politiske karrieres kulmination havde bevist større politiske evner eller udvist tilstrækkelig politisk agtpågivenhed. FDB's problem - samt de mange danskeres der i så høj grad betjenes af foreningen - er: hvorfor FDB ikke i højere grad appellerer til demokratisk medvirken, og først og fremmest hvorfor ikke mere indlysende kandidater stillede op til formandsposten? FDB's spørgsmål af enhver art har Ebbe Lundgaard lovet ikke at ville bruge 15 år til at besvare. Spørgsmålet er måske snarere, om ikke den kommende direktion vil forsøge at besvare de vigtigste for ham. mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her