Læsetid: 6 min.

Ebbe Kløvedal Reich og folkeligheden

Med sin afstandtagen har statsministeren givet forfatteren ny aktualitet, og det har Irakkrigen også. Han og Søren Krarup kunne udmærket være i stue sammen, men i fortolkningen af Grundtvig og forståelsen af sand folkelighed skiltes vandene drastisk
24. februar 2007

I sit foredrag på Vartov i efteråret 2005 tog Anders Fogh Rasmussen stærkt afstand fra Ebbe Kløvedal Reichs Grundtvig-bog Frederik - med ideologiske argumenter. At bogen har foranlediget denne regerings statsminister til at sige fra, gør det jo oplagt at interessere sig for Ebbe Kløvedal Reich lige nu. Det samme - blot med modsat fortegn - gør fredsarbejderen Annelise Ebbe, der i sin tale ved udgivelsen af bogen Kampen mod svampen - facetter af Ebbe Kløvedal Reich fremhævede en direkte, aktuel inspiration fra hans indsats i modstanden mod Vietnamkrigen i 60'erne til modstanden mod den igangværende Irakkrig.

Hun hæftede sig ved en moralsk begrundelse for Verdenstribunalet om Irak-krigen i Istanbul i januar 2005, der også indgik i Russell-tribunalet om Vietnamkrigen dengang og tilføjede i den forbindelse:

"Og jeg tror, at noget af det, som var det vigtigste i forbindelse med Ebbe Kløvedal Reichs arbejde mod krig, var kombinationen af ønsket om at stille nogen til regnskab, ønsket om at vise retfærdighed over for krigens ofre og ønsket om at komme så tæt som muligt på det, man kan kalde sandheden. Det har mere med sentiment end taktik at gøre, mere med moral end klassekamp, men alle krigsmodstanderne kan mødes der, og det var det, han så i arbejdet med Russell-tribunalet, og det han lidt forsinket har sat mig i stand til at se i mit arbejde med Irak-tribunalet. Tak for det, Ebbe."

Med Ebbe Kløvedal Reich har Annelise Ebbe blik for noget, der stort set har været tavshed om i medierne og offentligheden, så længe Irakkrigen, vi er med i, har stået på. Fra før dens begyndelse og indtil nu er hovedkritikken imod krigen blevet ført med juridiske, menneske- og folkeretlige argumenter. Al respekt for det politisk vigtige i den kritik. Men det moralske problem, som krigens grusomheder, menneskelige lidelser, tab og ødelæggelser udgør, har ikke rigtig fået stemme. Og hvis ingen i dag som Ebbe Kløvedal Reichs i 60'erne anfægter krigen helt grundlæggende for dens moralske uhyrlighed, får krigspropagandaens militære og politiske argumenter alt for let ved at besnære os til at acceptere den, langt længere end vi burde. Dengang var han med til at rejse en folkelig, moralsk indigneret mobilisering, der med tiden fik politisk betydning og medvirkede til krigens ganske vist sene ophør. Hvorfor ikke tage den inspiration op igen?

Kulturkampen

Meget i Ebbe Kløvedal Reichs forfatterskab peger ud over dets tidsbundethed og har derfor væsentlige perspektiver og relevans den dag i dag. Måske Fogh Rasmussen netop derfor følte behov for at markere sig imod ham som led i 'kulturkampen'. Ebbe Kløvedal Reich var jo erklæret kulturradikal i den idepolitiske forstand, at han aktualiserede Hørups samfundspolitiske anskuelse i nutidig sammenhæng og praksis og kaldte sig 'radikal radikal'.

Men fra hans grundtvigske gennembrud med bogen Frederik (1972) kom især folkelighedstanken og efterhånden også kristendommen til at korrigere og supplere det kulturradikale i et dialektisk med-/modspil hos ham. Derved gik han på tværs af de i mere end 100 år indbyrdes fjendtlige strømninger, den kulturradikale og den grundtvigsk-kristne. På tværs af det, der for tiden udfoldes igen i regeringens forbitrede 'kulturkamp' mod kulturradikalismen som fjendebillede. Det ville han nok have rystet på hovedet over som en både falsk og ufrugtbar polarisering. I den sammenhæng er forholdet mellem ham og Søren Krarup interessant den dag i dag, fordi de har Grundtvig til fælles, men i øvrigt uforenelige opfattelser af ham.

Ved udgivelsen af Kampen mod svampen fortalte vennen i ca. 40 år, Mogens Kløvedal, om et møde mellem Krarup og Kløvedal Reich, der illustrerer hans respekt og kritiske åbenhed over for modparten:

"Engang i midten af 70'erne kørte Ebbe og jeg i bil rundt i Danmark, fordi han skulle holde nogle grund-lovstaler. Han havde faktisk bestået køreprøven, men havde aldrig hentet kortet. Vi havnede i Ribe og blev inviteret til en pæn frokost hos Søren Krarup. Da vi kørte derfra, spurgte jeg Ebbe, hvad pokker vi havde lavet der. Jeg vidste, at Ebbe gik voldsomt imod Seem-præstens tanker og havde skrevet det adskillige gange. Jeg ville have ham til at bekræfte mig i, at præsten var et sort menneske, som man blot kunne tage afstand fra. Det gjorde han ikke. Vi havde god tid i bilen, så i stedet redegjorde han for Krarups tankegang, som han virkelig havde sat sig ind i. Han gjorde det ikke som en irettesættelse, han gjorde det bare. Jeg lyttede og protesterede ikke. Men det flyttede noget i mig."

Utopien

Striden mellem de to kan man bl.a. læse om i bogen Utopi og virkelighed fra 1973. Krarup og Kløvedal Reich havde stået sammen i kampen mod dansk tilslutning til EF i 1972, men var ellers meget uenige. Ebbe Kløvedal Reich insisterer på utopien som politisk vigtig retningsviser og ikke andet. Men ikke engang den funktion af utopien kan Krarup acceptere og afviser den simpelthen som absolutisme og virkelighedsflugt. Dermed kommer de også i kollision om Grundtvig, for Kløvedal Reich har set, at hos Grundtvig er "utopien... en dimension ved det folkelige fællesskab", og at den i kraft af "den ganske bestemte historiske tradition har et billede i fortiden, ligesåvel som den kan have et billede i fremtiden". Billedet af fremtiden, dannet på baggrund af billedet af fortiden i den historiske tradition, er netop det utopiske ved folkeligheden.

En af grundene til uenigheden er, at Søren Krarup "læser Grundtvig bl.a. i til-slutning til Jakob Knudsens fortolkning af ham som et udtryk for, at det folkelige er det nationale". Det er en af forudsætningerne for Krarups nationalkonservative tankegang og indstilling.

Den er Ebbe Kløvedal Reich lysår fjernt fra i sin mere kongeniale tolkning af Grundtvig, hvor det folkelige - som ifølge Grundtvig selv - ikke er og ikke bør identificeres endimensionelt med det nationale.

"Det, som jeg forholder mig til," siger Kløvedal Reich, "er det, Grundtvig kalder folkeligheden, og det definerer han et sted som noget, der har tre dimensioner. Den nationale, den sociale og den universelle. For mig er alle tre dele af det lige vigtige."

Enhver kan se - i dag meget tydeligt - at det gør en verden til forskel, omGrundtvig tolkes og bruges i praksis på Reichs eller Krarups måde! Det afgørende er jo, at Reich i det tredimensionelle i folkeligheden ser det universelle, der betyder, at folkeligheden hverken er eller bør blive sig selv nok i det nationale.

Det universelle

Folkeligheden peger ud over det nationale. Det udfolder han i en formulering, der nok kan virke Krarup'sk, men som er grundtvigsk og et voldsomt brud med det Krarup'ske:

"Jeg mener nemlig, at det ægte udtryk for danskheden er sproget med historien. Det er hverken nationen eller flaget eller regeringen eller noget som helst andet. Og sproget og historien kan vi ikke slippe uden om, ligegyldigt hvordan vi forholder os til den. Det er for mig de ægte udtryk for det nationale, og det ser jeg ikke i modsætning til det universelle, fordi jeg tror - det mest moderne udtryk for universalisme, det kalder man internationalitet. Danskere kan først være internationale, hvis de først er danskere. Ellers er de ikke noget."

Endelig er han lodretuenig i Søren Krarups tidehvervsk-kristne afvisning af tanken om det utopiske i folkeligheden med at "hvad jeg har hørt i Evangeliet, at det at være menneske, det er at være henvist til jorden og dvs. til det at være jorden med dens grænser og dens sammenhænge tro."

Det er jo reelt at forlange, at det folkelige i national skikkelse skal være udtryk for den kristne eksistens. Det var ikke Grundtvigs tanke med folkeligheden. Han kunne jo godt skelne mellem det folkelige og det kristelige. Det siger Kløvedal Reich til Krarup med denne høflige, men reelt skarpe formulering: "Dit forhold til det universelle er efter min mening en lidt dogmatisk fremstilling af det luthersk-evangeliske grundlag, som du anser for det universelle. Der er vi nok uenige."

For tiden er det Krarup'ske synspunkt en del af den herskende tankegang. Det bliv-er den dog ikke sandt grundt-vigsk af. Og enhver kan forstå, at en Reich'sk forståelse ville føre til en anden fremtid. Det er en af de bedste grunde til at læse ham lige nu.

Knud Munck og Helge Rørtoft-Madsen er redaktører af og sammen med 20 andre bidragydere til bogen 'Kampen mod svampen - facetter af Ebbe Kløvedal Reich'

Kronikken mandag:
Ultimatum til Kina

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her