Læsetid: 3 min.

En eftermiddag i det danske demokrati

Hvem taler de til, og hvem lytter, når de taler i Folketinget under tredie behandling af forslag til finanslov for 2007?
15. december 2006

Det kunne være sjovt at invitere gæster fra alverdens diktaturer til at se det danske demokrati i praksis. Demokrati er jo ikke bare et hus, man bygger, eller en lov, man nedfælder på gult papir med store stempler.

Demokrati er en særlig kultur.

Og onsdag blev 'Forslag til finanslov for året 2007' udsat for tredje og sidste behandling i Folketinget. Flere hundrede milliarder var i spil, og alle partiernes finansordfører klar til kamp. Det var en stor dag i det danske folkestyre.

Og gæster fra mindre demokratiske lande ville på denne dag kunne iagttage en meget venlig og afslappet kultur. Måske ville de tro, de var gået forkert og endt i et udvalgsmøde, som på falderebet var forfaldet til venskabelig sniksnak. Eller også ville de tro, at her i landet var alting så perfekt ordnet, at alle var enige om de store linier og bare rituelt fægtede lidt med holdningerne, inden de gik på juleferie. Her skete ikke meget, som kunne blive til breaking news på TV2 News. Og det skulle efter sigende ellers ikke være så svært.

Hørt før - eller ikke...

En frisk Troels Lund Poulsen spurgte insisterende SF's Ole Sohn, om folkesocialisterne ville "stille ultimative krav" til en eventuel socialdemokratisk regering... Eller om SF ville gøre alt for bare at komme ind i varmen. Med det for Sohn så karakteristiske smil, svarede han, at SF var mere optaget af at skifte regering end diskutere personer. Men den hoppede Lund Poulsen ikke på: Endnu mere insisterende gentog han sit spørgsmål fra salen: Igen smilede Sohn, at Lund Poulsen jo først netop var trådt ind i salen og måske derfor ikke havde hørt, at Sohn tidligere i sin ordførertale havde taget afstand fra "ultimative krav". De passer så dårligt til virkeligheden, som han sagde.

Nede i salen flanerede de radikales finansordfører, Morten Helveg, rundt mellem stolene. Så sad han ved siden af Venstres Peter Christensen, og de to så ud, som om de hyggede sig fint sammen. Pludselig var beskæftigelsesministeren tilstede, men så gik han igen, og ovre bagved overværede Søren Krarup kort seancen, inden også han igen måtte videre.

Lidt senere sad Morten Helveg og snakkede kammeratligt med Ole Sohn fra SF, mens Enhedslistens Line Barfoed fra talestolen fortalte om, hvordan regeringen Fogh udhulede den offentlige sektor, og hvordan "19.000 unge hvert år røg ud af skolesystemet uden uddannelse".

Enten havde ordførerne i salen hørt det før, eller også regnede de med at høre det igen. For de færreste så ud, som om de lyttede, og de fleste sad og snakkede. Hvem talte Line Barfoed egentlig til?, måtte vores gæster sikkert spørge? Hvem talte Troels Lund Poulsen til?

Og så en lille vits

"Nu skal man jo aldrig fortælle videre, hvad andre har sagt til en på tomandshånd," sagde finansminister Thor Pedersen fra Folketingets talerstol til sidst på eftermiddagen.

Let og overlegen lignede finansministeren det, han var og er: En mand i spidsen for en økonomi så stærk, at han har truet med at købe hele verden.

Og Thor Pedersen tillod sig da også at bryde det lille princip om fortroligheden på tomandshånd, som han netop selv havde præsenteret: Morten Helveg havde spurgt, om Thor Pedersen ville notere alt det ned, som han ikke havde hørt før. Og nu remsede Thor Pedersen det op, han ikke havde hørt: Socialdemokraternes Jan Petersen havde fundet ud af, at vi havde en god og sund økonomi. Det havde Thor Pedersen ikke hørt før. Til gengæld havde han lige fået en meddelelse fra World Economic Forum om, at Danmark har den bedste konkurrenceevne i hele EU...

Her måtte Jan Petersen tage til genmæle fra salen... Det passede ikke. Han havde i 10 år vidst, at Danmark havde en stærk økonomi. Det med World Economic Forum var nyt for ham. Havde vi virkelig overhalet Luxembourg? Thor Pedersen svarede ikke. For han skulle også fortælle kommunistvittigheder om Line Barfoed. Hun havde nemlig også sagt noget for Thor Pedersen nyt, da hun beklagede, at flere danske folkeskoler havde verdenskort tilbage fra 70'erne:

"Jeg troede egentlig, I elskede de gamle verdenskort," sagde Thor Pedersen fra talerstolen: "der var jo de gamle kommunistlande, jeres venner, stadig med. På de nye er jeres venner jo helt forsvundet..." Ingen grinede, men ministeren smilede og fortsatte morsomhederne, og det ville være meget svært at forklare gæster fra andre lande, hvorfor det nu skulle være sjovt. Men gæsterne var der jo heller ikke, for der var næsten tomt i salen og på tilhørerpladserne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her