Læsetid: 3 min.

Efterretningseksperter opfordrer Danmark til at åbne koldkrigsarkiver

Danmark halter langt bagefter udviklingen i resten af Skandinavien, hvad angår åbenhed, siger internationale efterretningseksperter, der betegner de nuværende regler som uforenelige med et moderne retssamfund
17. januar 2007

"Det strider mod de grundliggende principper i et retssamfund, at almindelige borgere ikke kan få adgang til efterretningstjenesternes oplysninger om dem selv, når forskere og journalister kan."

Så bastant vurderer den anerkendte svenske professor i efterretningsanalyse Wilhelm Agrell fra Lunds Universitet situationen, efter at den danske journalist Jørgen Dragsdahl i weekenden blev beskyldt for agentvirksomhed til fordel for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Beskyldningerne er fremsat af den nyudnævnte leder af regeringens center for koldkrigsforskning, professor Bent Jensen, på baggrund af en række PET-dokumenter, som han har haft adgang til i forbindelse med sin forskning i Den Kolde Krig. Personer, der ligesom Dragsdahl omtales i dokumenterne, har derimod ikke adgang til at se papirerne, eftersom PET generelt ikke giver aktindsigt i egne sager. Og det finder Agrell helt uacceptabelt.

"Det skaber en meget uheldig situation, hvor enkeltpersoner i praksis bliver udsat for anklager, der er baseret på hemmelige beviser. Det er uforeneligt med principperne i et moderne retssamfund, at de ikke har adgang til bevismaterialet," siger han.

Han norske kollega, professor emeritus Olav Riste fra Institut for Forsvarsstudier, IFS, er helt enig. Også han finder PET's nuværende arkivpolitik uholdbar:

"Hvis dokumenterne hovedsageligt handler om en navngiven person, er det principielt forkert, at vedkommende ikke har samme adgang til dem som den forsker, der fremkommer med beskyldningerne," siger han.

Danmark halter bagefter

De to professorer understreger, at Danmark halter langt bagefter, når det gælder åbenhed i forhold til Den Kolde Krig.

"Danmark har faktisk gjort det omvendte af andre vestlige lande. F.eks. er det østtyske Stasi-arkiv hovedsageligt åbent for enkeltpersoner, der ønsker at se deres egne sager, mens forskernes adgang er begrænset," siger Wilhelm Agrell og understreger, at det samme princip gør sig gældende for både den norske og den svenske arkivadgang.

"I Norge og Sverige kan enkeltpersoner, der har mistanke om, at de har været udsat for overvågning under Den Kolde Krig søge om aktindsigt i deres egen sag. Det samme er tilfældet i Storbritannien," siger han,

Olav Riste bekræfter, at mange nordmænd har fået adgang til deres eget materiale i efterretningstjenesternes arkiver. Her afgøres ansøgningerne en af en komite bestående af både repræsentanter for efterretningstjenesten og historikere.

Wilhelm Agrell understreger, at ikke alle svenskere får den aktindsigt, de søger. Ofte får de afslag eller får kun udleveret en del af deres materiale, men der er ikke fuldstændig lukket, som i Danmark, og papirerne vises ikke til tredje person.

Både Olav Riste og Wilhelm Agrell mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før Danmark følger i Norges og Sveriges fodspor.

Tvivlsom forskning

De to forskere er i det hele taget betænkelige ved den måde, som PET har åbent sine arkiver på. Koldkrigsforskere som Bent Jensen har kun fået adgang til omkring 300 dokumenter, som PET selv har udvalgt. Resten af PET's arkiv fra Den Kolde Krig er fortsat lukket land.

"Det er svært at se, hvordan der kan bedrives ordentlig forskning på baggrund af 300 dokumenter, som efterretningstjenesten selv har udvalgt. Det er fagligt set meget betænkeligt," siger Olav Riste, der selv har haft fuld adgang til arkiverne hos den norske Forsvarets Etterretningstjeneste, FE, i forbindelse med sin forskning.

Wilhelm Agrell har ligeledes haft ubegrænset afgang til det svenske Säkerhetspolisen, SÄPO's arkiver, da han skrev om tjenestens arbejde.

"Hvordan kan man som forsker vide, at det materiale, man har adgang til er repræsentativt," spørger han. "Det er et meget spinkelt grundlag at basere sin forskning på, ikke mindst når man fremsætter personanklager. Med mindre man har adgang til alle dokumenter om et emne eller en personsag, kan man ikke være sikker på, at man har det rette billede. Min erfaring er, at efterretningsdokumenter veksler meget i karakter og ofte har konklusioner, der stritter i hver sin retning. Man risikerer derfor at tage grueligt fejl, hvis man baserer sin forskning på et ufuldstændigt grundlag," siger Wilhelm Agrell.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her