Læsetid: 2 min.

Efterretningstjenester takker nej til nye beføjelser

Ingen af de danske efterretningstjenester mener, at der er brug for at give Forsvarets efterretningstjeneste mulighed for at indhente oplysninger i Danmark. Eksperter advarer mod manglende kontrol
11. maj 2006

justitsminister Lene Espersen er tilsyneladende så opsat på at udvide efterretningstjenesternes beføjelser, at hun helt har glemt at spørge de to danske tjenester om det nu også er god idé.

Hverken på Kastellet, hvor FE holder til eller i Søborg, hvor PET's hovedkvarter ligger, synes man, at det er en god idé at udvide FE's beføjelser, så tjenesten får mulighed for at indsamle oplysninger om og overvåge danske statsborgere.

Danmark har hidtil udelukkende været PET's område, men i forbindelse med den kommende terrorpakke agter regeringen at ophæve det skarpe skel mellem indenrigs- og udenrigsefterretning, som har eksisteret siden Anden verdenskrig.

Fortsætter som hidtil

Kilder i FE siger til Information, at der ikke er nogen som helst grund til, at Forsvarets Efterretningstjeneste også skal operere på dansk grund. Det har hidtil været PET's opgave, og den opgave har PET klaret glimrende.

PET's chef, politimester Lars Findsen bekræfter, at begge tjenester er helt tilfredse med den nuværende arbejdsdeling, der betyder, at PET overtager efterforskningen, så snart et spor krydser den danske grænse og der for eksempel er behov for overvågning af en dansk statsborger.

"Vores samarbejde fungerer udmærket, og bliver fortsat både tættere og bedre," siger Lars Findsen.

Hos Forsvarets Efterretningstjeneste har man af samme grund ikke tænkt sig at ændre den nuværende arbejdsdeling - uanset, hvilke beføjelser, regeringen måtte udstyre tjenesten med. På Kastellet finder man det mest praktisk, at PET fortsætter med at klare den danske side af sagen, simpelt hen fordi Politiets efterretningstjeneste er bedre til at løse opgaven end FE.

Lars Findsen bekræfter, at der ikke vil blive ændret på opgavefordelingen mellem de to tjenester, uanset terrorpakkens nye muligheder.

"Vi har ikke tænkt os at lave om på arbejdsfordelingen. Det ser vi ikke nogen grund til", siger Lars Findsen.

Ræven vogter gæs

Flere af de eksperter, som i går deltog i Folketingets officielle terrorhøring advarede i skarpe vendinger mod at udvide efterretningstjenesternes beføjelser uden samtidig at sikre øget administrativ og parlamentarisk kontrol med, hvordan beføjelserne bliver anvendt.

Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, formand for landsforeningen af beskikkede advokater er meget kritisk over for de eksisterende kontrolmekanismer, som hovedsageligt består af det såkaldte Wamberg-udvalg under Justitsministeriet, som holder øje med omfanget af PET's og FE's personregistrering samt Folketingets fem mand store Udvalg Vedrørende Efterretningstjenesterne.

"At lade justitsministeren holde øje med, hvordan tjenesterne anvender deres beføjelser svarer til at lade ræven vogte gæs," siger hun.

"Og det gør ikke sagen bedre, hvis Wamberg-udvalget skal til at holde øje med endnu en efterretningstjeneste, der opererer på dansk jord."

Næsten alle høringens oplægsholdere efterlyste bedre kontrol med de to tjenester, men den radikale retsordører Elisabeth Arnold konstaterede, at "de sidste 20 år har ingen justitsminister - uanset politisk observans - været interesseret i at skærpe den demokratiske kontrol med tjenesterne".

Socialdemokraternes retsordfører, Morten Bødskov, som også sidder i Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, vil gerne øge udvalgets indseende, men afviser for eksempel den norske model, hvor kontroludvalget har mulighed for at undersøge konkrete sager og afhøre medarbejdere i efterretningstjenesten.

"Vi vil gerne have mere indsigt, men vi må finde en balance mellem den norske og den nuværende danske model," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu