Læsetid: 3 min.

Eftertanker om Per Stig

19. maj 2003

DET HAR unægteligt været nogle turbulente uger for udenrigsminister Per Stig Møller, idet han i to offentlige tilfælde er blevet voldsomt sat til side af statsminister Anders Fogh Rasmussen: Da Fogh gennemtvang dansk støtte og krigsdeltagelse i den amerikanske Irak-krig uden FN-forankring, og da tv-udsendelsen Fogh bag facaden afslørede, at statsministeren stort set kun betragtede Møller som en irriterende statist under det danske EU-formandskab. Det har været nemt at latterliggøre Per Stig Møller, men når man tænker situationen grundigt igennem, er sagen vel, at udenrigsministeren faktisk gør det godt. Han er humanisten og internationalisten i en regering, hvis kurs fastlægges af den provinsielle duo Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard – og de resultater, han opnår, skal retfærdigvis måles ud fra det svære udgangspunkt, han har.

DEN FREDSINDSATS, som Per Stig Møller netop har genaktiveret i Mellemøsten, er et resultat af en fornuftig politik, som blev indledt straks efter, han blev udnævnt efter valget i 2001 – og fra starten modarbejdet af statsministeren, som ikke var meget for at dele det internationale rampelys. Fogh ville som altid selv tage æren for alting. Møllers forståelse for kompleksiteten i den israelsk-palæstinensiske konflikt – som er så meget mere og andet end blot mellem de to små nationer – giver ham imidlertid en fremragende platform til at bidrage med fornuftige og realiserbare fredsforslag. Han har undladt at placere al skyld på enten Israels Ariel Sharon eller Palæstinas Yasser Arafat – i stedet har han konsekvent stillet krav til begge sider, hvilket burde være logisk for enhver, men som så sandelig ikke er det, når politikere og ikke mindst deres vælgere kræver lette løsninger. Den køreplan for fred, som nu er udgangspunktet for fredsforhandlingerne, har Per Stig fra start været en af arkitekterne bag. Under EU-formandskabet investerede han kræfter i at besøge regionen og udarbejde nye tanker for fred – han brugte sin position til at presse USA, Rusland, FN og EU til at komme mere på banen. Nu er Møller igen i regionen – til møder med de diktatorisk regimer i Syrien, Saudi-Arabien, Algeriet og Marokko.

MED I BAGAGEN har udenrigsministeren en ny dansk plan for udbygning af de spæde tiltag til demokrati, som findes i regionen – et partnerskab for fremskridt og reformer. Godt 100 millioner kroner skal bruges på blandt andet en demokratiseringsfond, der skal hjælpe lokale græsrødder i Mellemøsten og Nordafrika. Det giver sig selv, at de diktatorer, han mødes med, slet ikke bryder sig om tanken – tværtimod afskyr de hvert eneste tiltag, som kan svække deres mandatløse magt. Derfor er Møllers ide ambitiøs og fornuftig netop nu, idet han udnytter det internationale pres, som er placeret på de mellemøstlige diktaturer efter Irak-krigen. Ideen minder om den dialog, som et bredt folketingsflertal i 80’erne insisterede på at føre med oppositionen i de kommunistiske regimer. Et af de konkrete tiltag dengang var, at danske politikere inviterede kræfter fra den lokale opposition med til møder på de danske ambassader. Det førte til diplomatiske skærmydsler med kommunistbosserne – men på sigt var det et af demokratiernes allerstærkeste signaler. Derfor er det positivt, at Møller under denne uges rundrejse ud over samtalerne med lederne også mødes med enkelte kritiske røster i Saudi-Arabien og Syrien – næppe repræsentanter for den egentlige opposition, men dog et skridt på vejen. Det ville være et uhyre vigtigt signal, hvis Møller fremover insiterer på selv at bestemme, hvem han vil mødes med – og især hvis han kræver, at den danske bistand til disse regimer bliver betinget af demokratiske fremskridt.

DET INTERNATIONALE spor, som Per Stig Møller følger, er præget af hans forståelse for vigtigheden af de lange træk i udenrigspolitik. Den fascination for militære løsninger på alle problemer, som præger landets statsminister, deler Møller ikke. Han ved, at hvis man ønsker at skabe stabilitet i Mellemøsten, kræver det langsigtede løsninger. Han ser givet de seneste dages terrorangreb med masser af civile døde i Tel Aviv, Riyadh, Casablanca og Jerusalem som endnu en årsag til at forfølge andre spor end de militære. Den slags hensyn irriterer Fogh, for i hans drejebøger er der aldrig plads til eftertanker. Det bør der imidlertid være hos os andre – og derfor er der grund til at revidere opfattelsen af Per Stig Møller til at være langt mere positiv, end de seneste uger har givet indtryk af.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her