Læsetid: 3 min.

Hans Egede missionerede med prædiken og handelskompagni

Som andre kolonimagter jages vi nu af kolonitidens spøgelser i form af det uafklarede forhold mellem Grønland og Danmark
5. oktober 2006

I disse tider hører vi igen og igen, at islam er en sværdets tro, mens kristendommen er ordets og prædikenens tro. Glemt er korstogene og inkvisitionen, glemt er hine og nuværende tiders tolerante udgaver af islam. Glemt er det, at den kristne mission sjældent har nøjedes med prædiken, men i reglen har forenet kirken og købmændenes interesser. Den kristne mission gik hånd i hånd med den tidlige kapitalistiske kolonisering.

I disse nationalhistoriske tider, hvor Pia Kjærsgaard har udnævnt Bibelen til at være noget særligt dansk (grundlovstale 2006), er det vigtigt at vende blikket mod den danske mission og dermed følgende kolonisering af Grønland. Som andre kolonimagter jages vi nu af koloni-tidens spøgelser i form af det uafklarede forhold mellem Grønland og Danmark. For at være mere præcis: Hvem har ret til de forekomster af olie og mineraler, der måtte være på Grønland?

Den unge Hans Egede skriver i 1718 sit åbne brev, hvor han appellerer til kongen og købmændene om at finansiere sin mission i Grønland. Det lange brev er opbygget som en mellemting mellem et brev og en prædiken, med en indgangsbøn og en længere udredning af den kristne historie beskrevet som kampen mellem det gode og det onde. Den kamp, der også udkæmper sig i hver en kristen sjæl, og som Egede nu vil kaste sig ud i ved at omvende "de Hedenske Grønlænder". Satan har udsendt to ulve, der truer den kristne kirke, nemlig "Pafven og Tørchen" (tyrken). Den kristne, det vil sige den protestantiske, kirke må tage konkurrencen op med den jesuitiske mission. Egede trøster sig: "Dog udgangen, Gud skie Ære! har udviist, at det, Gud vill hafve frem, kand ingen Diefvell i Helvede forhindre!"

Han appellerer til kongen, der allerede har vist missionen i Ost-Indien og i Lapland sin velvilje ved at lade indtægterne fra postvæsenet gå til fromme formål, ad pias causas. Oprettelsen af et handelskompagni er nødvendigt, så Egede lokker med udsigten til store vindinger i Grønland ved at opsøge "dette lands liggende Fæe". Dette kan føre til "utroelige herligheder", for der er "adskillige slags mineraler", "berg vercher" og "Guld-Ertz" i Grønland.

Det er en stor risiko at løbe, men "Monne Gud iche øyensiunligen skulle velsigne saadan en Mands Næring, ja all hans Foretagende, som haver sit Øyemerche iche paa sin Profit alene, men fornemmelig paa Guds Æris Udbreedelse? Thi Gud holder med os ligesom vi holder med Hannem". Egede foreslår, at kollekter fra gudstjenesten skal bidrage til opretholdelsen af handelskompagniet. Egede følger blot det kristne bud om, at enhver troende skal udbrede dets bud: "Det er umueligt, siger Chrysostomus, at være en Christen og iche føre sjæle til Christum". Midlet er prædiken, slår Egede fast og slutter med en påmindelse om, at vi selv engang har været hedninge.

Skaarup: Noget for noget

Egedes omdømme har ændret sig - fra den glorificerende fortælling om "Grønlands Apostel", der var enerådende helt op i 1970'ernes folkeskole, til den postkoloniale kritiske genlæsning.

Den sidste er ikke rent fordømmende. Trods Egedes undertiden voldsomme adfærd og den kendsgerning, at en koppeepidemi indført fra Danmark udryddede tusinder af grønlænderne, er der næppe tvivl om, at manden troede på sin mission, lærte sig grønlandsk og fik respekt for grønlandsk kultur. Mange populære biografier om Egede ender med den konklusion, at han trods alt var det bedste for Grønland: Hvis Egede ikke var kommet, var der kommet andre og grummere stormagter.

Det er samme argumentation, vi finder i Dansk Folkepartis Peter Skaarups ugebrev fra 28. august: "Den grønlandske olie tilhører hele Rigsfællesskabet". Hvis danskerne ikke får halvdelen af olien, vil andre snuppe den for næsen af grønlænderne.

Skaarups ærinde er, at overskuddet fra et eventuelt oliemirakel skal deles lige mellem Danmark og Grønland. Danmark har "uden at kny" (det siges tre gange) tilført hjemmestyret milliarder og givet det to pladser i Folketinget. Skaarup siger, at danskerne kom til Grønland, og at øen har undergået en for hurtig modernisering. Men "indlært dårlig samvittighed over for Danmarks koloni-fortid" skal ikke afholde danskerne fra at kræve deres berettigede halvdel. For som han siger mod slut i brevet: "Ellers ender det uden tvivl med, at diverse multinationale oliegiganter kører hele olieeventyret på deres betingelser, og det ville reelt føre til, at Grønland bliver en slags amerikansk delstat". Så er det slut med dansk generøsitet og forståelse for Grønlands kultur og sårbare natur: "Oliefirmaerne vil rulle ind over indlandsisen med lommerne fulde af oliedollars".

Hanne Roer er lektor i retorik på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu