Det var Ekstra Bladet, der skaffede Henning Kristiansen ind i filmbranchen. Avisen skrev, at dansk film manglede ungt blod og fik i oktober 1945 flere af de etablerede filmselskaber til at åbne deres ellers hermetisk lukkede døre for en ny generation af filmfolk, instruktører, manuskriptforfattere, klippere og fotografer - som var det, den da 18-årige Henning Kristiansen ville være.
Resultatet var en slags uddannelse i form af mesterlære, og han valgte Palladium Film Studio som stedet, hvor han ville forsøge sig. Det er 60 år siden, og i den mellemliggende tid har Henning Kristiansen været fotograf på en lang række danske spillefilm, ikke mindst Henning Carlsens Sult (1966) og Gabriel Axels Oscarvinder, Babettes gæstebud (1987).
Kristiansen har været tæt på og aktiv deltager i mere end 50 års dansk filmhistorie, og interesserer man sig blot en smule for filmfotografi, og for hvordan branchen og teknikken har ændret sig, er Min egen filmhistorie uomgængelig. Det er en øjenvidneberetning fra en dygtig håndværker og respekteret billedmager, der i dansk sammenhæng tilmed kom til at fungere som teknisk og kunstnerisk foregangsmand på flere af sine film.
Befriende ærlig
Henning Kristiansen er samtidig befriende ærlig omkring sit eget virke og forholdet til de instruktører, han har arbejdet meget sammen med, ikke mindst Henning Carlsen, som han har nydt at arbejde sammen med, men alligevel ikke føler altid har behandlet ham efter fortjeneste. Kristiansen erkender gerne de både store og små fejltagelser, han har begået i løbet af karrieren. Som f.eks. da han forsøgte sig som soloinstruktør på efterfølgeren til sin og Morten Arnfreds succesfulde Mig og Charly (1978).
Charly & Steffen (1979) blev mildest talt ikke nogen god film, og Kristiansen konkluderer i bogen, at "for mit vedkommende kom jeg til at betale en stor pris for fiaskoen. Jeg havde i al for høj grad gjort mig bemærket, havde sprængt mine egne faggrænser og udsat mig for jantelovens bud - det var indbildsk, det jeg havde forsøgt. De følgende tre år var jeg mere eller mindre arbejdsløs og fik ikke en eneste spillefilm, og indtægterne fra fiaskoen tyndede efterhånden ud."
Således fremstår han også som et på mange måder beskedent menneske. Han har lært sine begrænsninger at kende, men er bestemt klar over, hvad han er værd som filmfotograf. Og så elsker han tydeligvis sit arbejde - eller elskede, for han har trukket sig tilbage.
Der skrives en del om teknik i bogen, og selv om det kan være svært at fange alle nuancerne, så giver det én lyst til at se og gense nogle af de mere end 100 film, som Henning Kristiansen har været fotograf på.
Og det er vel den største ros, man kan give en bog som denne.
Henning Kristiansen: Min egen filmhistorie. Forlaget BIOS. 264 s., 248 kr.
