Læsetid: 4 min.

Vi er vor egen tids slaveejere

Vi forbrugere har det nøjagtig som de fordums slaveejere: Vi holder fattige arbejdere i Asien som trælle, for at vi fortsat kan fylde indkøbsvogne og vore hjem med alt fra køkkengrej, elektronik, møbler og til overflødige dimser, som vi ikke havde råd til, såfremt det blev produceret under anstændige vilkår
9. maj 2006

Slaveri. Alene ordet sætter det moralske beredskab i alarmtilstand. For vi har alle som én, Gud ske lov og takket være menneskehedens udvikling, hævet os over denne ydmygelse af værgeløse. Sådan som vi har hævet os over så mange andre af fortidens selvfornedrende overgreb. Lykkeligvis er vi blevet klogere - og bedre. Slaveri, aldrig hos os.

Ikke alene ligger det i luften, alias vor oplyste atmosfære. Det er nedfældet i diverse konventioner, og som om det ikke var nok, lagde adskillige regeringer for at par år siden kilometer bred afstand til fortidens slaveri ved at bede om forladelse for den århundrede lange praktiserede udbytning. Så fik man samtidig lagt afstand til de kyniske forfædre, der skruppelløst importerede sorte fra Afrika til deres plantager i kolonierne.

Opgørelserne over, hvor mange der blev ofre for denne trafik, er usikre. De omtrentlige tal når frem til, at der i hele den tid transporterne fra Afrika stod på, det vil sige fra 1506 til 1870, førtes 11 millioner slaver fra Afrika over Atlanterhavet. Da slaveriet blev forbudt, en periode, der strakte sig fra 1833 og en snes år frem, indebar det, at et tilsvarende antal blev frigivet. Heraf tegnede Sydamerika, primært Brasilien, med ca. tre mio. og USA med fire mio. sig for størsteparten, mens de frigivne fra britiske, franske og spanske kolonier skulle tælles i hundredetusinder. I 1848 frigav Danmark de 21.000 slaver på De Vestindiske Øer.

Dermed afsluttedes en proces, der havde stået på i små 100 år. Fortalere for ophævelse af slaveriet i de europæiske kolonier dukkede op i sidste del af 1700-tallet i kølvandet på Den Franske Revolution, men længere end til skrivebordene kom deres forslag ikke. Ophævelsen ville blive et alt for hårdt slag ikke blot mod plantageejerne, der krævede enorme summer i erstatning, men også mod produktionen af de varer, europæerne havde gjort sig afhængige af at få til rimelige priser, først og fremmest sukker og kaffe.

Hver mand sin slave

Godt nok blev slavernes forhold lempet noget i form af regler for afstraffelse og forbud mod adskillelse af familier, men afgørende skridt blev ikke taget, og tilbageslagene var talrige. Først med den fornyede frihedsbølge efter revolutionerne i 1830 og 1848, som fik slaverne til at tage sagen i egen, blev lænkerne brudt.

Hvor meget den almindelige europæer kendte til slaveriets barske vilkår, hvad han vidste om piskning, drab, endeløse arbejdsdage, vilkårlige straffe, sult og tørst, vides ikke. Overvældende meget kan det imidlertid ikke have været for mennesker, der aldrig læste en avis, og hvis horisont for det meste strakte sig til sognegrænsen.

Også på det punkt er vi jo lykkeligere stillet i dag, hvor hver og én overdænges med informationer fra hele kloden. Ingen kan undgå at vide, hvad der foregår, med mindre man gør sig blind og døv.

Alle véd vi således, at store dele af de masser, som i Kina fremstiller de produkter, der fylder hylderne i vore forretninger, lever under vilkår, der ikke adskiller sig fra slavernes: lukket inde på fabrikkerne, stuvet sammen i sovesale og diminutive værelser, en 12-14 timers arbejdsdag syv dage om ugen uden mulighed for at forlade arbejdspladsen, arbejdende under betingelser som ser stort på enhver sundhedsfare. Og til en løn der er en brøkdel af den, vi anser for nødvendig til et anstændigt liv.

Til trods for at vi er vidende om alt dette, lader vi det, tilsyneladende uanfægtede, fortsætte. For vi har det nøjagtig som de fordums slaveejere og forbrugere: Vi har ikke råd til andet. Hvis vi fortsat skal fylde indkøbsvogne og hjem med alt fra bomuldsstoffer over køkkengrej, elektronik af enhver art, møbler og smykker til legetøj og overflødige dimser, så har vi, ved Gud, ikke råd til at betale, hvad det ville koste, såfremt det blev produceret under anstændige vilkår og til en arbejdsløn, som bare nærmer sig den, vi tildeler hinanden.

Og undvære? Ellers tak. Så lukker vi hellere øjnene og dækker som en ekstra sikkerhed med en billig forargelse som den, der blussede op, da det blev kendt, at Mærsk Mc-Kinney Møller fik syet sko til 15.000 kr. parret i London. Men må ellers gå ud fra, at han betaler de engelske håndværkere, hvad de skal have, mens den forargede, som køber kinesiske sko til en hundredelap, fastholder arbejderen i slaveriet.

Hvor mange kinesere - foruden dem der lever under samme kår i andre fjerne lande - det drejer sig om, har jeg ikke set tal for.

Men man kan roligt gange de 11 mio., som blev fri omkring 1848, med et par hundrede. Summen strækker under alle omstændigheder til, at hver enkelt af os holder sin personlige slave. Måske må vi dele ham med naboen, men det er da også ganske hyggeligt.

Rolf Dorset er journalist og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her