Læsetid: 8 min.

Sit eget tag

Ægthed er alt, siger designkometen Karl Oskar Olsen, der har succes, mavesår og dødsangst
18. juli 2005

Nørrebrogade, København N, 17. juni 2005, 14.15 PM

"Hi Ollie, it's Karl."

Med én hånd på rattet og en anden omkring sin mobiltelefon styrer den slanke, tatoverede fyr med La Coste kasket frygtløst en hvid varevogn igennem Nørrebrogades kaotiske trafik. I den anden ende af røret er Oliver, en London-baseret agent. "Ollie, I think you did a mistake. You need to tell the Ships-guys in Japan to send the order confirmation again." Det er fredag eftermiddag i København. 30-årige Karl Oskar Olsen er på vej ud til et lille trykkeri i hovedstadens nordvest-kvarter for at hente visitkort, prismærker og andet, der skal bruges i den unge designers showroom, WoodWood, i København og i de butikker i udlandet, der fører WoodWoods tøj. Lige nu er det Japan, der skal køres i stilling. Et af Japans største tøjvarehuse, Ships, har bestilt hele WoodWoods efterårs-kollektion, men der er gået kludder i logistikken. Knap har Karl Oskar sagt farvel til sin britiske agent, før mobilen ringer igen.
"Hi, Katie, what's up?" Karl Oskar Olsen er godt på vej. Ikke bare til trykkeriet i Nordvest, men også til en stjerneplacering i det globale designlandskab, som han og hans kompanonger Brian SS Jensen og Magnus Carstensen for alvor er ved at få fodfæste i. WoodWood har ramt en nerve med deres undergrundsstil, der har rødder i de tre fyres egen baggrund som grafittikunstnere. Nerven kan vise sig at blive en guldgrube inden længe. De tre har netop været i Paris for at underskrive en hemmelig kontrakt med et af verdens fem største tøjfirmaer. Hvilket kan de ikke løfte sløret for, de kan kun sige, at det bliver 'stort'. Og Karl Oskar har lovet sig selv, at han er blevet millionær, inden der er gået fem år.
"Penge er fedt," siger han, "jeg kan godt lide at bruge penge, det giver frihed at have penge."

Thoravej, København NV, 14.45 PM

Rutsj. Sidedøren i den hvide varevogn glider op, og små papkasser med de nye visitkort og prismærker fra Ørnbøll Grafik bliver stablet foran et par racercykelhjul. Karl Oskar og hans makker Brian SS nåede frem i tide; med håndværkere såsom trykkeriarbejdere kan man nemlig risikere, at de holder tidligt fri om fredagen. Karl Oskars far havde i hvert fald sine problemer med fredage, dengang han havde smedeværksted i lokalerne på Gammel Kongevej, hvor Karl Oskar bor nu. Dengang hed Karl Oskar Thomas. "Det var mobningsgrund at hedde Karl Oskar i Danmark, da jeg var barn," siger han med henvisning til sine svenske aner - og lange navn: Thomas Karl Oskar Olsen, som på det nye visitkort er blevet til 'T Karl Oskar Olsen'. Siden er han blevet noget mere afslappet med mainstream-holdninger. Han vil helst ikke være som de andre. "Man skal ikke være anderledes for enhver pris, men det er vigtigt at have nogle små ting, som er helt ens egne. Det refererer egentlig tilbage til graffitien. Man har en stil, sit eget tag, det ligger meget dybt; man er lidt sin egen, og alligevel vil man gerne dele det med nogle andre." Derfor har Karl Oskar heller ikke noget problem med at blive kaldt elitær eller medvirke i en artikelserie som repræsentant for Den Højeste Kaste. Det er sgu i orden at være elitær. Så længe man er ægte hele vejen igennem og har de rigtige værdier - som nu f.eks. katolikker i Østeuropa, der har fænget Karl Oskar i en sådan grad, at han bærer en guldmadonna og et kors om halsen. "De går hele vejen. De refererer til Gud meget mere, end vi gør. Jeg kan godt lide det de næsten romantisk rene forhold til Gud, de har," siger han. Buddhisme er også spændende, synes han. Men ligesom kristendom kan blive forloren i Danmark, når julen står for døren, og folk kun beskæftiger sig med, hvem der kommer til hvis julefrokost (og værre: hvem, der ikke kommer), kan også buddhisme virke falsk. Eksempelvis når en erklæret buddhist som Christian Stadil - Hummels unge direktør - går med et Rolex-ur til 150.000 kroner på armen.
"Ikke fordi jeg har noget imod statussymboler, jeg er selv skofanatiker og har over 100 par sko, men det virker lidt komisk, ikke?"

Hyskenstræde, København K, 15.30 PM

Hun står bøjet over et langt bord med pergamentpapir og blyant og smiler til ham, da han kommer ind. Lotte, Karl Oskars kæreste, er også designer og er ved at lægge sidste hånd på WoodWoods forårskollektion 2006 i firmaets kontorlokaler. De mødte hinanden på Danmarks Designskole og tog sammen til Paris, da hun var færdiguddannet, og han i gang med den afsluttende del af studiet. I dag har de en lille datter, Anna Bo, sammen. "Det var virkelig en omvæltning at få barn. Jeg havde det meget svært med det, da Lotte blev gravid, jeg fik kolde fødder. Jeg var lige blevet færdig med min uddannelse og ville gerne til udlandet, havde ikke lyst til at begrænse mig på nogen måde. Så jeg havde en alvorlig krise, jeg kunne slet ikke finde ud af at tale om barnet. Men da hun blev født, var det helt vildt - og meget følelsesladet." Som regel afleverer Karl Oskar Anna Bo i børnehave om morgenen, og så henter Lotte hende om eftermiddagen. "Jeg kan ellers bedst lide at hente hende, for hun bliver så glad, når man kommer!" Selv om Karls Oskar har drønende travlt - om en lille uges tid åbner WoodWood endnu en butik i Krystalgade - forsøger han at hellige sig Lotte og Anna Bo i weekenderne. Lotte er tre år ældre end Karl Oskar, og hun er en muse i mere end én forstand. "Nogle gange tænker jeg, at jeg næsten er blevet for afhængig af Lotte," siger han, "jeg talte ikke fransk, da vi var i Paris, så det var altid hende, jeg spurgte til råds, og nu er det blevet sådan, at jeg altid lige skal have hendes vurdering, før jeg for alvor går i gang med noget." Mens rastløsheden siver gennem Karls Oskars vener, mobiltelefonen aldrig slukkes, og mavesåret væsker ved for meget stress ("jeg brændte hul i min mavesæk med kodymagnyler i december"), er Lotte også et vægtlod i ren eksistentialistisk forstand. "Jeg ville ønske, jeg kunne tage døden lige så afslappet, som Lotte gør. Når det er slut, er det slut. Vi er jo bare så små."

Krystalgade, København K, 16.20 PM

Med en mozarellasandwich mellem hænderne på nærmeste sandwichbar er designkometen Karl Oskar Olsen pludselig blevet dødsensalvorlig. Ikke fra det ene øjeblik fra det andet - men sådan lidt efterhånden, da samtalen falder ind på emnet aviser og yndlingssektioner under morgenmaden i morges. "Jeg browser dødsannoncer," siger han midt i det hele.
"Det er interessant at se, hvor gamle folk er, når de dør, og hvordan de døde. For eksempel er det vemodigt, når der står, at nogen er død efter længere tids sygdom. Min storebrors kæreste er alvorligt syg, så når jeg læser om sygdom, refererer det direkte til hans situation. Jeg tænker også på min farmor. Hun er fra 1920. Der er mange i dødsannoncerne, som er fra den generation. Så tænker jeg: 'Hvordan må hun have det, når hun læser dem?'"
Han gumler eftertænksomt på sin sandwich. "Jeg er pissebange for at dø." Han retter på kasketten. Gumler igen. "Jeg er bange for at blive ensom, aldrig at vågne op igen, og at alt bliver sort. Hvis man forestiller sig, at døden er et sted, hvor man er helt alene, og man kan se alle de andre udenfor, men man kan ikke kommunikere med dem eller nå dem- Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at jeg engang ikke skal være her længere. Tidligere måtte jeg bare ud på gaden, når jeg fik tanken - bare ud og se på nogle tilfældige mennesker."
Er dét grunden til hans tempo og livsstil? "Måske. Jeg er i hvert fald meget rastløs. Jeg har svært ved bare at sidde derhjemme, og jeg kan slet ikke holde ud at være til middage, hvor man bare skal sidde og snakke med middagsgæsterne. Jeg føler ikke, jeg behøver at sidde og spørge til noget, jeg basalt set ikke er interesseret i. Til gengæld kan jeg tale i timevis med folk, der er inde i det samme som jeg, når man har en fælles indgangsvinkel til tingene."

Krystalgade, København K, 17.00 PM

Addidasure til 5.599 kroner, actionhelte i dukkeform og forsølvede sko i perkerhalskæder. Udvalget i WoodWood er - udover firmaets eget tøj - målrettet drengerøve med hang til undergrund og tjekket anderledeshed. Alligevel er Karl Oskar ikke uvant med mere dagligdags emner som skattetryk, velfærdspolitik eller indvandring. Han har et overfladisk forhold til politik, siger han, men har alligevel sine holdninger. F.eks. hader han Dansk Folkeparti. Karl Oskar hader til gengæld ikke skattetrykket i Danmark. Han er helt med på at skulle betale topskat og aflevere en god del af sin indkomst til staten, når han engang - forhåbentlig - bliver millionær. "Jeg ser det som min borgerpligt at betale skat. Det er helt klart i orden, at dem, der er rige nok, betaler noget til andre, der har færre midler. Det har jeg jo også selv nydt godt af." Eftermiddagen er ved at rinde ud, og Karl Oskar skal snart lukke butikken for i dag. En af hans venner skulle holde fernisering på sit nye galleri, men ferniseringen er blevet udskudt i sidste øjeblik. Så måske skal resten af dagen tilbringes hjemme på Gammel Kongevej. "Nogle gange tænker jeg, at det er synd, jeg bruger mere tid sammen med Brian og Magnus end med min kæreste og datter. Så siger jeg til mig selv: 'Alt det her må på et tidspunkt give et eller andet, så jeg kan læne mig tilbage og slappe af.'"

Pressegruppen LUX består af journalisterne Jeppe Villadsen, Ulrikke Moustgaard og Lasse Højsgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er ikke noget forkert eller komisk i at Stadil har et dyrt ur sålænge uret ikke ikke er mere end et ur for ham (og det er iøvrigt nok lidt lettere når man er milliardær) -- Stadil beskriver iøvrigt ikke sig selv som buddhist.

Tenzin Gyatso, den 14. Dalai Lama bærer iøvrigt også et Rolex (gave fra Roosevelt) [http://zibet.net/dalailama.html].