Læsetid: 7 min.

Vi er alle egoister

I alle lande er der mørke hjørner af kollektiv skyld, der vejer tungt på alles samvittighed, siger samfundsrevseren Michael Haneke, som i sin seneste film, 'Skjult', prøver at kaste lys over et af de hjørner
27. april 2006

"Sønner skal ikke kun betale for fædrenes synder, men også for deres egne," siger Michael Haneke. Og det får de lov til i den tyskfødte og i Østrig opvoksede instruktørs nye film, Skjult, der handler om individets personlige skyld og samfundets kollektive skyld. Den indbragte ham i 2005 instruktørprisen i Cannes.

Gennem sin 30 år lange karriere har 64-årige Haneke været optaget af at dissekere og revse en (vestlig) verden, der efter hans mening ikke fungerer. Med Christian Braad Thomsens ord - i et portræt af Haneke i filmtidsskriftet EKKO - beskriver instruktøren "med kølig analytisk sans et værdisammenbrud af apokalyptiske dimensioner."

Haneke er en af tidens betydeligste filmskabere, og hans kompromisløse og brutale blik på Østrig og Frankrig - der er hans foretrukne baser - har resulteret i film som Bennys video, Funny Games, Ulvetider, Guldpalme-vinderen Pianisten og altså Skjult, der udforsker velkendte temaer og samtidig bringer Hanekes værk videre.

Da jeg sammen med en række andre journalister møder den 64-årige instruktør i Cannes i dagene efter den første officielle visning af Skjult, beder han os om ikke at afsløre filmens handling. Som han siger, så "følger den thrillerens regler, og hvis I fortæller for meget, slår det spændingen ihjel."

Ukendt massakre

Men noget er man trods alt nødt til at vide for at kunne forstå, hvad Haneke taler om: Skjult handler om et intellektuelt og økonomisk velbjerget, parisisk ægtepar, Georges og Anne, der modtager mystiske overvågningsbånd med posten. En eller anden holder øje med dem, og det viser sig, at svaret på hvorfor skal findes i Georges' barndom - og involverer muligvis parrets teenagedreng.

Den personlige, individuelle skyld, som Haneke tager under behandling, har at gøre med, at Georges dengang gjorde en jævnaldrende algerisk dreng, Majid, stor uret. Og den kollektive skyld knytter an til en lidet kendt episode i fransk historie, hvor politiet i Paris i 1961 angreb en stor, men fredelig demonstration mod kolonimagten Frankrigs tilstedeværelse i Algeriet og dræbte mange af de deltagende algeriere ved enten at skyde eller skubbe dem i Seinen.

"Mens jeg skrev på manuskriptet til Skjult og forberedte mig på at skulle lave filmen, så jeg en dokumentarfilm på Arte om massakren i 1961. Jeg blev meget berørt af den og kunne ikke tro, at en massakre af den slags kunne finde sted i Frankrig i 1961, og at den blev tiet ihjel. Fordi min historie foregår i Frankrig, var hændelsen dramatisk velegnet til filmen - og kronologisk passede den godt ind på grund af hovedpersonenGeorges' alder," siger Haneke.

Det politiske aspekt er således en vigtig del af Skjult, men Haneke ser den ikke først og fremmest som en politisk film.

"I alle lande er der mørke hjørner af kollektiv skyld, der vejer tungt på alles samvittighed. Skjult kunne lige så let være blevet optaget i Østrig, hvis den var blevet flyttet i tid og havde den nationalsocialistiske periode som baggrund. Men jeg beskæftiger mig mere med måden, vi hver især håndterer skyld, når vi konfronteres med den."

Begrænset tolerance

Georges er ikke særlig god til at håndtere sin personlige skyld, og på et tidspunkt i filmen ser man ham gå ind i sit soveværelse, trække gardinerne for, slukke lyset og kravle ned under dynen i sin seng.

"Vi er alle egoister," siger Haneke. "Som dreng forsvarer Georges sig mod Majid, der med sin blotte tilstedeværelse truer hans trygge liv. Men det er ikke så vigtigt. Meget mere vigtigt er det, hvordan den voksne Georges handler, da han bliver konfronteret med konsekvenserne af sin barndoms handlinger. Han har muligheden for at gøre noget ved det. Han kunne f.eks. sige til Majid, at 'jeg er ked af, hvad jeg gjorde, jeg var ikke klar over, hvad der ville ske. Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe dig?' Men det gør han ikke. Hvorfor? Fordi det måske vil gøre tingene svære eller ubehagelige for ham - det vil forstyrre hans komfortable liv."

Hanekes pointe er, at vi ikke bare ville gøre som Georges, hvis vi havnede i den samme situation - vi gør faktisk allerede som ham.

"Vi er alle klar over, at vi i den vestlige, industrialiserede verden lever på bekostning af menneskene i Den Tredje Verden. Men vi gør ikke noget ved det. Vi burde lade vores forældre og bedsteforældre bo hos os, fordi de er alene, isolerede og skrøbelige, men vi placerer dem i stedet på plejehjem."

Vi donerer måske penge til velgørenhed, men det er blot en måde at holde skylden i ave på, mener Haneke.

"Mange af os er imod strikse immigrationslove, men blev vi bedt om at huse indvandrer- eller flygtningefamilier fra Afrika, ville vi meget hurtigt opdage, hvor begrænset vores tolerance egentlig er."

Evnen til at glemme er det vigtigste forsvar, vi har mod vores dårlige samvittighed, siger Haneke - det ligger naturligt i alle kulturer og mennesker. Og dér spiller kunsten - f.eks. en film som Skjult - en central rolle.

"Glemsel er noget, som alle kunstnere og forfattere kæmper imod. Spørgsmålet, om der er en anden måde at opføre sig på, kan jeg ikke selv svare på - og jeg tror, at det er noget, vi er nødt til at lære at leve med. Det gør det dog ikke mindre vigtigt at identificere og påpege problemet."

Samme agtpågivenhed er ifølge Haneke nødvendig i forhold til de billedbårne medier. De har indflydelse på langt de fleste menneskers liv - som Georges' og Annes i Skjult - og man skal lære at afkode billederne og f.eks. ikke stole på alt, man ser.

"Alle mine film prøver at skabe tvivl hos publikum i forhold til den medierede gengivelse af virkeligheden. Og jeg håber, at det går op for dem, at de ser på medierede billeder, og at alle billeder ikke bare kan, men rent faktisk bliver manipuleret. Hvis filmen skal tages alvorligt som kunstart, hvilket jeg i modsætning til mange andre mener, at den skal, så er det essentielt, at vi gør publikum opmærksom på, hvor lette de er at manipulere," siger han.

Moralsk angribelige

En anden vigtig pointe i Skjult er, at selv om Georges og Anne er veluddannede middelklassemennesker, der begge arbejder med bøger, kan de godt begå fejltagelser.

"Ved at placere disse mennesker i en verden af litteratur viser jeg, at de har hele verden for deres fødder. De er sofistikerede, velhavende, og de ved alt. Alligevel forhindrer det dem ikke i at tage moralsk angribelige beslutninger. Man kunne have fortalt samme historie i en anden social kontekst, f.eks. hos en arbejderklassefamilie, men deri ligger faren for, at publikum ville have tænkt, 'aha, han gør det, fordi han mangler penge eller har de og de problemer.'," siger han.

"Anne og Georges har ingen problemer, og jeg ville ikke have, at den slags forklaringer skulle være mulige, således at vi nu i højere grad bliver konfronteret med de sociale og moralske spørgsmål, som de står overfor."

Haneke fortæller, at han er meget bevidst om publikums indbyggede forsvarsmekanismer og reaktionsmønstre, og at han prøver at konstruere sine film på en måde, så de ikke er nemme at ryste af sig.

"Jeg kommer til at tænkte på min første spillefilm, Der Siebente Kontinent (1989). Den deltog i Camera d'Or-konkurrencen her i Cannes og handlede om det umulige i at leve i vores samfund. Efter en visning skulle der være en diskussion med publikum, og det første spørgsmål lød: 'Er Østrig så skrækkeligt et land?' Det synes at være den normale reaktion på film, hvor den slags problemer bliver debatteret. Folk ønsker at distancere sig fra det, skubbe det væk og sige, 'javel, sådan er det altså dér! Men jeg er sikker hér!' Og fordi jeg forventer den reaktion, prøver jeg systematisk at konstruere mine historier på en måde, så den reaktion ikke er mulig. Det er rigtigt, at Skjult stiller spørgsmål, som har at gøre med fransk politik, men situationen, den skildrer, er meget mere kompleks og universel end det," siger han.

Af samme grund foretrækker Haneke at lade slutningerne på sine film stå åbne. På den måde aktiverer han sit publikum. Den kryptiske slutscene i Skjult var da også et af de store diskussionsemner i Cannes.

"Selv under pres vil jeg ikke afsløre, hvad den går ud på," siger Haneke med et af sine sjældne smil.

"Hver løsning, hvert svar vil mindske publikums medleven i en film. I den åbne slutning kan publikum frigøre sig fra filmen og selv prøve at forstå handlingen og finde et tilfredsstillende svar. Hvis jeg kommer med en løsning, vil publikum simpelthen bare sige, 'okay' og glemme filmen. Hvis Josef K. til slut i Kafkas Processen endelig fik at vide, hvad han var anklaget for, ville det være en ganske anden historie."

'Skjult' har dansk premiere i morgen og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu