Læsetid: 6 min.

Mig og Egoyan

Denne artikel skulle have været et interview - men interviewbåndet blev stjålet. I stedet blev den til et ego(yan)view
5. maj 2006

Det er ikke så meget det, at de har rodet rundt i min lejlighed, der gør mig sur; eller at de har taget kameraet og min båndoptager. Det, der gør mig sur, er, at der sad et bånd i båndoptageren. Med et interview med Atom Egoyan. Et interview, jeg siden filmfestivalen i Cannes i maj forrige år havde set frem til at skulle skrive, når nu hans nye film, Den nøgne sandhed, omsider fik dansk premiere.

Hvis tyveknægte med talent for at bryde ind i stuelejligheder på Nørrebro læser Information, må de meget gerne sende båndet retur. Politiet tvivler på, at sådan en appel virker, men jeg kan da prøve. Ikke mindst når jeg småparanoidt begynder at tro, at tilværelsens tilfældigheder bevidst spænder ben for mit forhold til Egoyan.

Filmstudentikost guf

Egoyan og jeg har nemlig en lang forhistorie med aflysning af interviews på grund af omdirigerede fly og afbestilte rejser til hans hjemby, Toronto. Jeg tog det ikke mindst personligt, da Lars von Trier bakkede ud af sin opsætning af Ringen i Bayreuth og dermed spolerede et planlagt projekt om Egoyans opsætning af Valkyrien i Toronto og Triers pendant i det tyske.

Men for nu at tage det nogenlunde kronologisk: Min fascination af Egoyan begyndte i 1995, da jeg som filmstuderende så Exotica. Den er filmstudentikost guf af højeste karat. Der er rig lejlighed til analyse i den personlige detektivhistories nonlineære form, og der er en umiddelbar attraktionsværdi i de sansemættede billeder og de kun gradvist gennemskuelige konflikter omkring en eksotisk natklub.

Jeg havde aldrig før set en film af Egoyan, men besluttede mig for - efter at have set Exotica - at anskaffe hans tidligere værker. Det blev til en række spændende møder med hans 80'er-film, der konsekvent udforsker billedets status og vores stadigt stigende billedforbrug. Film som Next of Kin (1985), Family Viewing (1987), Speaking Parts (1989) og The Adjuster (1991) behandler familiens fallit i et mediemættet samfund, hvor vi ikke længere kan finde ud af at forholde os direkte til hinanden, men eksisterer på grund af og kommunikerer via medierede billeder.

I disse film finder man en række ensomme voyeurer, der er tilskuere frem for aktive deltagere i livet. Filmene er præget af tab af rødder og jagt på en identitet. Temaer, der også præger Calendar (1993), hvor Egoyan (der er egyptisk født armenier, opvokset i Canada) selv spiller hovedrollen som en mand, som sidder fast i filmede minder; minder om sin elskede (spillet af Egoyans kone Arsinée Khanjian) fra en rejse til Armenien, hvor han gemt bag sit kamera var ude af stand til at forholde sig til hende og deres fælles fædreland.

Tab på mange planer

Efter Exotica lavede Egoyan mesterværket The Sweet Hereafter. Denne originale filmatisering af Russell Banks' roman er en subtilt fortalt historie om, hvordan en tragisk busulykke påvirker alle i en lille by. Filmen udfolder sig som en mosaik, hvor historiens huller først langsomt udfyldes, mens de mange hovedpersoners forskellige tab gennemsyrer fortællestrukturen.

Fortid, nutid og fremtid sammenflettes poetisk, og jeg var fyr og flamme, da jeg som journalist fik aftalt et interview med Egoyan om filmen i forbindelse med en kort visit i København. Min studenterfascination var stadig i kroppen og blokken fuld af prætentiøse spørgsmål. Men en snestorm satte en stopper for flylanding og møde.

Jeg skrev mig ud af interviewtabet med en større afhandling om filmen og begyndte at lade op til Egoyans næste spillefilm ved at læse romanforlægget, Felicia's Journey, og opstøve Egoyans tv-film Sarabande, der er inspireret af Yo-Yo Mas Bach-fortolkninger.

Man kan prøve at glemme forbigåelse ved hjælp af fordybelse - det lyder i det mindste godt.

Man kan imidlertid også gå over til mere kontante forsøg på at få faktisk kontakt, hvilket jeg gjorde, da jeg dækkede filmfestivalen i Venedig i år 2000, hvor Egoyan var jurypræsident, og hvor man også kunne se hans Beckett-filmatisering Krapp's Last Tape. Det lykkedes mig at få en række glimt af ham på Lidoen, men samtale førte det trods småseriøs stalking aldrig til.

Jurypræsidenter har konstant en kødrand af mennesker omkring sig, og det var overraskende nok nemmere at få Richard Gere på tomandshånd end at få hul igennem til Atom-manden.

Wagner-vinkel

Der kom dog hul igennem med premieren på hans næste film, Ararat, hvor jeg via en presseagent i London fik et telefoninterview i stand.

Efter en årrække som filmanmelder havde Egoyan-interessen nu fundet et næsten naturligt leje, og jeg følte mig tilpas professionelt cool, da dagen for samtalen oprandt. Men da det oplyste nummer først gav mig en fax i røret, tog jeg det imidlertid temmelig meget personligt. Heldigvis havde jeg nummeret til Egoyans produktionsselskab, der imødekommende beklagede fejlen og lovede at hente ham.

Endelig kom der en samtale i stand, og jeg opførte mig civiliseret, mens jeg lunede mig ved Egoyans begejstring over mit kendskab til hans univers. Som han sagde, var det herligt at snakke med nogen, der ikke først var stået på hans film ved Exotica. Han skulle bare vide... heldigvis kan man jo i bedste flashback-stil indhente det forsømte.

Samtalen kom undervejs til at handle om opera og film, fordi Egoyan skulle til at sætte Valkyrien op i Toronto, og han var meget interesseret i Lars von Triers projekt i Bayreuth. Pludselig var det mig, der blev udspurgt. Havde jeg set Dogville inden Cannes? Havde jeg nogen idé om, hvordan Trier magtede både at lave film og gå i lag med hele Ringen? For Egoyan var Valkyrien en overvældende opgave i sig selv.

Det lykkedes

Pludselig havde jeg interessante kort på hånden, og jeg forsøgte efterfølgende at formidle kontakt mellem Egoyan og Trier i håb om siden at få lov at publicere deres mailkorrespondance.

Korrespondancen kom dog aldrig op at stå, men jeg fik i stedet planlagt et besøg i Toronto, hvor jeg skulle se Egoyans opsætning og interviewe ham om opera og film. Da tiden nærmede sig, måtte jeg imidlertid indse, at min gravide mave ikke havde mod på en tur over Atlanten.

I Cannes sidste år lykkedes det så omsider at møde Egoyan vis-a-vis, da han gav interviews om Den nøgne sandhed. Det blev en spændende samtale om den komplicerede film. Jeg var alt for engageret i nuet til at få skriblet noter på min blok, hvilket jeg forbander nu, hvor båndet er væk; og jeg stoler ikke på, at den udgave af vores samtale, som jeg kan huske, tilnærmelsesvis minder om virkeligheden.

Interviewet førte til yderligere snak om opera og film i forlængelse af Egoyans nysgerrighed efter at høre mere om Triers ideer om Wagner, opført i "beriget mørke". Dermed gik starten til en mailkorrespondance om, at Egoyan skulle komme til København. Det skulle have været i denne uge, hvor hans nye film har premiere. Med retrospektiv af hans film, master class og ikke mindst en tur i Operaen til Ringen i Kasper Bech Holtens regi.

Taviani Bros på tværs

Denne gang kom hans kones planer på tværs. Hun skal filme med Taviani-brødrene denne måned, og så må Atom holde skansen på hjemmefronten. Efter den skuffelse slog det ekstra hårdt, da interviewbåndet forsvandt; men som jeg flere gange har forsikret mig selv gennem de seneste år, handler fascinationen af Egoyans univers jo til syvende og sidst om filmene, og de forsvinder ikke sådan lige.

I hvert fald lod tyvene mine eksemplarer af hans film blive tilbage på hylderne. Det vælger jeg at tolke som et positivt tegn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu