En af mine danske venner kom for nylig tilbage fra Egypten, hvor han var blevet vidne til vrede folkemængder og politiske optøjer. Han spurgte mig - tydeligvis forbløffet - om, hvad der dog foregik i Egypten.
Han forklarede, at han jo kendte egypterne som et normalt meget fredeligt folkefærd, og derfor var urolighederne og den harme, der helt klart lå bag, kommet som et chok for ham. Min ven stillede mig nogle meget interessante spørgsmål: Hvis Det Muslimske Broderskab kommer til magten, vil de så forbyde turisme og lukke den egyptiske filmindustri?
Vil de indføre islamisk økonomi og gøre Egypten til et nyt Iran i hjertet af Mellemøsten?
Så lad mig da fortælle ham og de mange andre danskere, der interesserer sig for Egypten og den øvrige arabiske verden, hvordan jeg ser på den tilspidsede situation i mit hjemland
Lad mig først slå fast, at mange diplomatiske iagttagere og egyptiske intellektuelle er af den opfattelse, at tiden nu er moden til, at Det Muslimske Broderskab må overtage den politiske magt i Egypten og dermed vise vejen for resten af den arabiske verden.
Men først: Hvem er Det Muslimske Broderskab, og hvad er dets ideologiske anskuelser?
Broderskabets historie
Det Muslimske Broderskab var den første moderne islamistiske bevægelse. Broderskabet blev grundlagt i Egypten i 1928 af skolelæreren Hassan al-Banna for at skabe modreaktion imod den vestliggørelse, Egypten var begyndt at undergå. Det Muslimske Broderskabs ideologiske fundament er islams sharia: Alle mellem-menneskelige anliggender skal underkastes og reguleres efter disse religiøse love. Men samtidig tog De Muslimske Brødre modernitetens teknologi og organisationsformer til sig. Bevægelsen vandt hurtigt udbredelse i den arabiske verden og knyttede bånd til lignende bevægelser i Pakistan og Iran.
En af dens førende ideologer, Sayyid Qutb, var oprindelig egyptisk sekularist. Men da han kom på studieophold i USA, følte han sig krænket af den amerikanske kulturs "usædelighed", og blev snart en glødende muslimsk aktivist. I 1945 myrdede Det Muslimske Broderskab Egyptens daværende ministerpræsident.
Mange islamistiske grupperinger har deres rødder i Det Muslimske Broderskab, f. eks. Den Islamiske Gruppe (der stod bag terrorangrebet på vestlige turister i Luxor i 1997), Islamisk Jihad og Hamas i Israel/Palæstina foruden tilsvarende bevægelser i Asien.
Under præsident Nasser gik bevægelsen under jorden, efter at Nasser havde erklæret den krig og fængslet de fleste af dens ledere.
Det Muslimske Broderskab gik ikke i opløsning eller forsvandt, men reducerede sine aktiviteter, i takt med at mange af medlemmerne emigrerede til Saudi-Arabien og andre arabiske golfstater (de sammenlignede deres udvandring med den tid, da profeten Mohammed blev nødsaget til at forlade Mekka og søge til Medina, fordi mekkanerne forfulgte ham og hans tilhængere).
Først præsident Sadat og hans mere åbne politik gav dem en chance for at genoptage deres virke og gøre comeback på den politiske arena. Sadat løslod flere af broderskabets ledere og håbede derved at vinde deres støtte til sin økonomiske politik på et tidspunkt, hvor oppositionskræfter og intellektuelle kritiserede denne og krævede hans afgang.
Egypten ikke forbillede
Selv om præsident Mubarak har været ved magten i 24 år, har han ikke gjort meget for at forbedre Egyptens økonomi og gennemføre politiske reformer.
I samme periode er Egyptens indflydelse og traditionelle rolle som forbillede aftaget betragteligt i de fleste arabiske lande. Det er for længst blevet indlysende for egypterne, at deres præsident ikke agter at afgive sin magt ved fredelige midler, og at han vil forsøge at ty til alskens tricks for som selvbestaltet monark at kunne videregive magten til sin ældste søn, Jamal Mubarak. I mellemtiden har Det Muslimske Broderskab reformeret sin politik radikalt på flere centrale punkter: Først og fremmest har broderskabet ved flere lejligheder udtrykt sit ønske om at blive et åbent og anerkendt politisk parti i landet og erklæret, at det er villig til at acceptere den demokratiske proces for at opnå sine målsætninger. Dette er en betydelig indrømmelse fra en islamistisk bevægelse, for hvem sharialoven engang stod som ufravigelige grundlag for enhver sand muslimsk stats forfatning.
Ydermere accepterer broderskabet nu også fulde borgerrettigheder for Egyptens kristne og sågar deres medlemskab af bevægelsen og dens overbygning, Det Muslimske Demokratiske Parti. Flere iagttagere ser dog med nogen tvivl på, om disse radikale skridt er oprigtigt ment og frygter, at de blot er taktisk skin-indrømmelser. De tvivler på, at bevægelsens medlemmer er rede til at leve med de praktiske konsekvenser af en sådan politik, og at dens egentlige funktion er politisk propaganda, der skal bedre broderskabets omdømme og gøre det mere legitimt i ikke mindst Vestens øjne.
Det Muslimske Broderskab har også officielt accepteret det herskende internationale økonomiske system med dets princip om renter som investeringsinstrument - islamister betragter traditionelt renter som syndig udnyttelse af medmennesker, der er forbudt ifølge Koranen.
Dette er et meget vigtigt skridt hen imod en mulig anerkendelse fra det internationale samfund af broderskabet som et politisk parti, der kan blive et egyptisk modstykke til Tyrkiets islamistiske Retfærdighedsparti.
Broderskabet har også accepteret at forhandle med andre politiske partier om at dele magten. Det har sågar erklæret, at det vil forhandle med Egyptens kommunistparti, hvis det er det, der skal til for at få væltet Mubarak.
En voksende magtfaktor
Der er ingen tvivl om, at Det Muslimske Broderskab har betydelig indflydelse i Egypten, ligesom det er tydeligt, at Mubaraks magt er aftagende. Broderskabets magt er vokset i takt med, at de har søgt at fremstille sig selv som et moderniseret parti, og i realiteten fremstår de i dag som den hinsides enhvert tvivl mest betydningsfulde magtfaktor i Egypten. For nylig foretog satellit-tv-kanalen Al-Jazeera en meningsmåling, hvor egypterne blev spurgt om, hvem de ville stemme på, hvis der var frit valg i Egypten i morgen. Resultatet var chokerende: Mubarak fik blot seks procent af stemmerne, mens hele 83 procent ville stemme på broderskabet!
Der er over 20 politiske partier i Egypten, men de fleste af dem er blevet skabt som 'kunstige' partier ved en facademaling fra regimets side, der skal skabe det indtryk af Egypten er pluralistisk og demokratisk.
Den egyptiske regering udbetaler, hvad der svarer til 50.000 kr. til ethvert politisk parti i Egypten, som regeringen kan anerkende. Derfor er mange af disse partier helt uden vælgergrundlag og repræsenterer kun deres ledelse, der ofte kun består af den ene person, der har inkasseret pengene.
Kun fire politiske partier kan betragtes som seriøse. Ingen af dem har imidlertid den samme masseappel som en ny politisk bevægelse, de er vokset frem, og som hedder Kifaih eller Nu kan det være nok-bevægelsen - og det, som "det kan være nok" med er selvfølgelig Mubaraks ubrudte, 24 år lange styre.
Denne bevægelse har vundet stor tilslutning blandt især unge og blandt de egyptere, der ser med bekymring på broderskabets store styrke, men ønsker at ventilere deres mishag over for Mubaraks evindelige one man-show.
Kan EU bidrage
Stadig flere egyptiske iagttagere er overbeviste om, at Mubaraks regime ligger for døden, og at dets endelige fald kun er et spørgsmål om kort tid.
Præsidenten iværksatte senest en ufin folkeafstemning om sit mandat, hvor mange observatører bagefter erklærede, at det næppe var mere end 10 procent af vælgerne, der gjorde brug af deres ret til at sige ja eller nej til Mubarak - den øvrige befolkning fulgte oppositionspartiernes opfordring til at boykotte folkeafstemningen.
Alle Egyptens politiske partier, bevægelser og organisationer bør selvfølgelig acceptere den demokratiske proces som den eneste legitime proces til at forfølge politiske mål, og demokratiske processer bør også følges i forhold til de politiske beslutninger, disse partier, bevægelser og organisationer må træffe internt.
EU bør lægge pres på Egyptens oppositionspartier med henblik på at få dem til at fremskynde demokratiserede beslutningsprocesser i deres organisationsstruktur som en nødvendig forudsætning for at en demokratisk kultur kan slå rod. Dette vil give den unge generation reelle muligheder for at påtage sig et reelt ansvar. Det ville være fremragende, hvis Danmark er parat til at bruge sin demokratifond til at uddanne unge politiske aktivister i Egypten i at følge demokratiske processer. Den nye generation af reformerede islamister kan blive positive medspillere i bestræbelserne på at få nedbragt korruption og skabe stabilitet i de muslimske udviklingslande - derfor burde de udviklede lande søge at knytte kontakter til disse oppositionsbevægelser og bistå dem med at løse de enorme problemer, de uvægerligt vil stå overfor, når de overtager magten
