Lejligheden på tolvte sal står i skarp kontrast til den kaotiske og betongrå Moskva-forstad Babusjkinskaja uden for vinduerne. André Østergaard og kæresten Tabita bor lyst og minimalistisk. Kun Andrés storyboard - en tyk rød streg på væggen i arbejdsværelset - afslører, at der her bor en instruktør.
Andrés personlige storyboard blev skrevet kraftigt om i sommeren 1997. Han havde et halvt år tilbage af studiet på Copenhagen Business School, men det hang ham langt ud af halsen, og han kunne ikke forestille sig at skulle fortsætte inden for den verden. Da hans mor skulle til Rusland, bad han hende undersøge optagelseskravene på en russisk filmskole, han havde hørt om.
En måned senere stod André i Moskva. Han var blevet optaget på verdens ældste filmskole, det russiske statslige filminstitut, VGIK.
"Jeg har altid set en masse film og havde film i gymnasiet. Jeg havde selvfølgelig en forestilling om, hvad det vil sige at være instruktør, men det vi skulle lære, dét var noget helt andet. Det blev konkretiseret, hvad det vil sige at instruere, og jo mere konkret det er, desto bedre," siger André Østergaard.
Et år inde i forløbet begyndte det dog at blive lidt for konkret. Holdets mester blev direktør for filmselskabet Mosfilm, og hans assistent overtog undervisningen.
"Han havde et eller andet mindreværdskompleks, havde aldrig fået lavet de film, han gerne ville lave. Han kunne sit kram, men han var et plaget menneske. Og plagede mennesker skal ikke være pædagoger ..."
"Vi knoklede hele tiden. Man kom i skole kl. 9 og gik hjem ved midnat. Nogle gange sov man på instituttet," beretter André Østergaard.
Flere på holdet kunne ikke få godkendt manuskriptet til deres første film, og efterhånden begyndte det at blive personligt. Nogle blev smidt ud af instituttet pga. konflikter med holdets nye mester. Rygtet sagde, at André stod for tur, og i 2000 valgte han at tage hjem.
Sidste år vendte André tilbage til Moskva for at færdiggøre instruktøruddannelsen denne gang med kæresten Tabita. Han kan mærke, at han har fået flere år på bagen og har lært, at det rent faktisk kan lade sig gøre at nyde livet, mens man læser.
"Det er slet ikke de samme forhold som før, hvor jeg boede som en kirkerotte, og det hele handlede om skole," fortæller André Østergaard.
De første år på uddannelsen slugte hovedfaget instruktion ofte syv af ugens dage og levnede ingen tid til de mange bifag. Dem terpede man en uge op til hver eksamen, hvor man mødte op med amfetaminøjne, husker André.
Alligevel fortryder han ikke et sekund, at han valgte Copenhagen Business School fra til fordel for VGIK.
André Østergaard er født i Hviderusland, og lægger ikke skjul på, at det har været et stor hjælp under studierne på VGIK, men også unge helt uden sproglige forudsætninger søger til VGIK, hvor russiske filmikoner som Eisenstein og Tarkovskij har haft deres gang. På Andrés hold alene læser ni ikke-russere.
Forude venter fjerde år, der koster 90.000 rubler eller knap 20.000 kroner. André skal have lavet to kortfilm samt have godkendt et manuskript til sin afgangsfilm. Femte år er et produktionsår, hvor André håber at kunne pendle frem og tilbage mellem Moskva og København.
Efter afgangsfilmen håber André også at kunne lave film. Men ikke for enhver pris.
"Jeg vil hellere lave reklame eller noget, der ikke har nogen kunstnerisk værdi overhovedet end at prøve at lave film og være nødt til at gøre det det halvt eller trekvart. I film er der to ekstremer, der virker. Ekstremt godt og ekstremt dårligt. - Kontraster, det er hvad film er. Lys og skygge."
