Læsetid: 7 min.

Ejerskabet til fremtidens Danmark

Hvorfor ikke lade andre end landmænd få ret til at eje og pleje en bid af Danmark? Læs her om en naturelskers kamp for en lille plet ved Storåen. Den endte godt, men først måtte han 'grueligt' meget igennem
22. juli 2005

Landbrugslærer Erik Schou Nielsen er barnefødt ved Storåen i Vestjylland. Der er han vokset op, og der kommer han stadig året rundt, selv om han nu bor i Risskov ved Århus. Den 43-årige landbrugslærer er nemlig lidenskabelig lystfisker.

I december 2004 sender han mig et brev, hvori han skriver:

"Kender du Storåen? Et fantastisk, men overset sted i Nordvestjylland, hvor man tit kan færdes en hel dag uden at se et menneske, kun i selskab med oddere og isfugle. I lang, lang tid har jeg håbet på at finde et lille sted herude, som jeg kunne kalde mit eget. Ikke, og det er meget vigtigt for mig at understrege, for at beholde det for mig selv, men for at passe og pleje det, have et sted at stille et telt op, og så i øvrigt dele det fine laksefiskeri med mine kammerater i den lokale fiskeforening, som jeg har været medlem af i 27 år. Som du jo selv har skrevet om (i bogen Der er et yndigt land, 2003), er det ikke let at finde sådan et sted, da næsten al jord også langs Storåen er undergivet landbrugspligt. Som landbrugslærer i 16 år kender jeg til bunds de begrænsninger, landbrugsloven sætter på jords omsættelighed, så den eneste chance var at finde et stykke frijord."

Og miraklet sker. Et stykke frijord på 5,82 hektar sumpet eng og hede ned til åen bliver sat til salg. Landbrug kan det ikke bruges til, højst til græsning for et par fluestukne kvier. Derimod er stedet fint til lystfiskeri og jagt, så jorden udbydes i licitation. Erik Schou Nielsen hæver sine sparepenge og satser stort med et bud på 405.000 kr. - og vinder sin bid af paradis. Sidst i oktober 2004 underskriver han slutsedlen.

Til mig skriver han:

"Jeg tror aldrig, at jeg har været så glad (-). Således svævede jeg på en lyserød sky indtil tre dage efter, at Jordfordelingskontoret under Direktoratet for FødevareErhverv havde fået besked om handlen." Brat forvandles den store drøm til hans livs værste mareridt: Fødevareministeriet vil nemlig ikke lade ham købe den lille naturperle ved Storåen.

Statens sorte hånd

Tilbage i 1992 er de 5,82 hektar frijord ved tinglysning blevet pålagt forkøbsret for staten, og den gør fødevareminister Hans Chr. Schmidt nu brug af.

Ikke fordi han lige står og mangler netop de 5,82 hektar sumpet eng til en aktuel jordfordeling eller et naturgenopretningsprojekt, som er de to hovedbegrundelser i Jordkøbsloven, der giver statens sorte hånd retten til at sætte borgernes private ejendomsret ud af kraft. Næh - man følger bare en mangeårig, administrativ praksis. Den går ud på at overtage alle frijorder, der forsøges solgt til ikke-landmænd. Derefter konverteres frijorden til jord med landbrugspligt - og udbydes til salg i en lukket kreds af lokale landmænd.

Rimeligt er det vel, at den bedste dyrkningsjord forbeholdes landbruget, men når frijorde, som en stump sur eng, systematisk opkøbes og konverteres til billig 'landbrugsjord', så er staten gået langt over gevind. Dette monopol er ganske udemokratisk, da det ikke tilnærmelsesvis giver borgerne samme muligheder for at benytte den private ejendomsret.

Siden 1950 er det gået den gale vej med den folkelige ejendomsret til det åbne land: Fra 200.000 selvstændige landbrug er antallet reduceret til under 45.000. Især siden 1980'erne er det gået virkelig stærkt, fordi den voksende gruppe nyrige 'gyllebaroner' målrettet opkøber al jord til deponering af gylle fra svineindustrien. Det er udviklingen i denne periode, som forhenværende industriminister Nils Wilhjelm beskrev i 2001 i den nationale handlingsplan for biologisk mangfoldighed, som senere er blev kendt som Wilhjelm-rapporten:

"I Danmark har erhverv og myndigheder gennem de sidste 20-30 år ydet en stadig stigende indsats for at beskytte naturen og nedsætte miljøpåvirkningerne. Indsatsen har givet gode resultater, men dette kan ikke opveje den negative udvikling for vilde planter og dyr og deres levesteder. På trods af en forbedret beskyttelse af den tilbageværende natur er tilbagegangen fortsat de seneste 20 år, og kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe. Det skyldes, at naturen generelt har for lidt plads, at den indeholder for mange næringsstoffer og for lidt vand, og at naturarealerne er opsplittede og under tilgroning."

De bedst egnede

Med den seneste revision har landbrugsloven fået tilføjet en ny formålsparagraf, og siden september 2004 har drift af dansk landbrugsjord skulle tilgodese to ligeværdige formål:

1. Bevaring af produktionsgrundlaget.

2. Bevaring af natur, miljø og landskabelige værdier.

Hensigten er utvivlsomt at åbne for nye tilskudsmuligheder til landbruget for "bevaring af natur, miljø og landskabelige værdier", men i det lys bliver monopolet på at eje jorden endnu mere uhensigtsmæssigt. Landmænd er jo på ingen måde de bedst egnede til at tage vare på naturen.

Det kan godt være, at man i dansk landbrug kan gejle sig selv op til at mene, at landmanden skulle være født med en særlig naturforståelse, men i virkelighedens verden har han ingen særlige kvalifikationer, endsige en praksis, at henvise til, der skulle gøre ham til den særligt udvalgte. Det viser de seneste 100 års sørgelige erfaringer.

Ganske vist ligger der stadig landet over hundreder af små naturperler, men fælles for stort set dem alle er, at de ligger på de gamle godser, ejes af en naturfond eller tilhører en fritidslandmand. Hvorfor ikke give plads til alle, der gerne vil eje og pleje en bid af Danmark? Og kunne der ikke tænkes en række professioner, der kvalificerer borgeren langt bedre til at arbejde for "bevaring af natur, miljø og landskabelige værdier" end et grønt bevis fra en landbrugsskole? Man kunne nævne i flæng: naturvejleder, biolog, landskabsarkitekt, skovtekniker, landbrugslærer (!), gartner, osv.

Dertil kommer den helt særlige ekspertise, der findes hos f.eks. Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Sportsfiskerforbund. Ornitologernes Fugleværnsfond driver med stor succes 18 private fuglereservater, som er nogle af de bedste fuglesteder herhjemme. Og sportsfiskerne - de ved alt om gydegrus og gensnoning af vandløb.

Ifølge den nye landbrugslov kan naturbevarende fonde fremover godkendes som berettigede til at købe jord. Formelt ser det fint ud i loven, men det efterfølgende arbejde med at udforme de konkrete betingelser for sådanne fondes adgang til at investere i dansk natur har haft karakter af ren chikane; embedsmændene vil gennemtvinge betingelser for drift og adgangsforhold, der langt overstiger, hvad en almindelig landmand må tåle på sin jord. I mange tilfælde vil myndighedernes krav om bl.a. total fladefærdsel virke som sabotage af fondenes formål, nemlig at beskytte sårbar natur. Vokser der en supersjælden orkide på engen, eller yngler den sky kongeørn i skoven, er det jo direkte ødelæggende at tillade fri færdsel overalt.

Happy End

Fastholdes landmandsmonopolet på at eje jorden, er der al mulig grund til at forudse ballade med borgerne. Det fik fødevareministeren en forsmag på, da han lod statens sorte hånd 'stjæle' det lille stykke fugtig eng fra landbrugslæreren i efteråret 2004.

Erik Schou Nielsen følte sig så krænket, at han satte sig til modværge. Først skrev han dog et direkte brev til Hans Chr. Schmidt, men ministerens svar var blot en sludder for en sladder. Så gik Schou til medierne, og samtidig sendte han en udførlig redegørelse samt en klage til Folketingets Ombudsmand. Også Folketingets miljøudvalg fik kopi samt en opfordring til at tage sagen op. Og det var der flere politikere, der gjorde, bl.a. fra Venstre, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Meget belejligt var selve Jordkøbsloven, der giver staten retten til at annullere private jordhandler, til revision i foråret 2005, og Schou-sagen kom til at fylde det meste af taletiden under førstebehandlingen. Sagen fik megen sympati - men på forhånd havde Fødevareministeren sikret sig et flertal til at gøre, hvad hans embedsmænd ville, så statens sorte hånd vil stadig true landskabets små naturoaser.

Men så sker der atter et mirakel. I april 2005 sættes et nyt stykke frijord til salg ved Storåen. Denne gange er der tale om 3,5 hektar natur. Erik Schou Nielsen mobiliserer alle økonomiske ressourser og byder 420.000 kroner for dette areal. Det svarer til 120.000 kr. pr. hektar. Den pris er der ingen andre, der vil matche, så Schou vinder licitationen.

Men også her har staten tinglyst sin forkøbsret, og det nye jordstykke minder til forveksling om de 5,82 hektar, som staten beslaglagde i efteråret 2004. Faktisk er det nye jordstykke mere egnet til landbrugsdrift, fordi det omfatter 0,7 hektar regulær pløjejord.

Så Erik Schou Nielsen er pessimist, mens han venter på Fødevareministeriets dom. Og ganske rigtigt, efter tre uger kommer der brev fra Jordkøbskontoret. Man har kontrolleret hans skøde på det nye jordstykke - men man har besluttet, at forkøbsretten ikke skal bruges denne gang-

Landbrugslæreren fik sit paradis ved Storåen, så alt endte godt, om end moralen er en smule flosset. Det kommer frem i et svar til fødevareudvalget, hvor Hans Chr. Schmidt skal begrunde, hvorfor han ikke ønskede at benytte sig af den tinglyste forkøbsret i anden omgang. Hertil svarer ministeren lakonisk: "På grund af den høje pris."

Så altså - hvis man er parat til at byde en skyhøj overpris, kan man få lov at eje et hjørne af Danmark. Ellers er landet stadig reserveret landbruget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu