Læsetid: 3 min.

Ekko fra fortiden

31. december 1999

Gennem FN arbejder vi sammen for at bevare freden; for at udrydde våben, der dræber og lemlæster tilfældigt; for at bringe massemordere og krigsforbrydere for internationale domstole.
FN-generalsekretær Kofi Annans nytårstale

VÅBENKAPLØB. Koldkrigsretorik. Imperialisme. Det lyder som begreber fra en svunden tid, men måske er det for tidligt at glemme dem. I hvert fald blev det sidste år af 1900-tallet et år, der både nåede at pege mod en ny æra for det internationale samfund - og hele vejen tilbage igen.
På den ene side var 1999 året, da hensynet til menneskerettigheder og et begreb som humanitær intervention blev styrende principper for det internationale sikkerhedssystem. NATO's beslutning om at køre FN ud på et sidespor og gå i krig på Balkan var helt central i denne udvikling, men den stod ikke alene.
Belært af erfaringen fra netop Kosovo satte EU med et lynfremstød - trods danske forbehold - tal på sine militære ambitioner og lagde dermed op til, at lignende 'aktioner' i fremtiden også kunne få en europæisk dimension. Herhjemme fastslog Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), at man under visse omstændigheder, men med fortsat respekt for FN-systemet, kunne argumentere for at deltage i humanitære aktioner á la den på Balkan. Efter sin historiske udvidelse mod øst vedtog NATO desuden et nyt 'strategisk koncept', der satte bekæmpelse af international terrorisme på dagsordenen for den 50 år gamle organisation.
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) vedtog på sin side et nyt 'charter', der - i princippet - gør interne konflikter til et fælles anliggende for de 54 medlemslande. Heri lå en yderligere understregning af organisationens sikkerhedspolitiske rolle, ikke mindst i forhold til det humanitære aspekt.

1900-tallets sidste år tegnede kort sagt til at blive lige så betydende for det internationale sikkerhedssystem, som 1899 var det med Haag-konferencen (der søgte at skabe nogle rammer for våben- og nedrustningsaftaler, hvilket bl.a. førte til forbud mod militær anvendelse af luftballoner og dum-dum kugler).
Konsekvenserne af udviklingen kan man fortsat kun gisne om. De nye principper er således blevet ledsaget af en udvikling, der kan give nye rystelser i det internationale samfund, ikke mindst i forhold til de tidligere koldkrigskæmpere USA og Rusland.

Tidligere i år nægtede det amerikanske senat at underskrive den såkaldte CTB-traktat om forbud mod atomprøvesprængninger og lagde dermed an til en politik, der kan underminere de senere års nedrustningspolitik. Det amerikanske militærbudget er i forvejen øget betydeligt, og oveni tyder meget på, at supermagten vil gå videre med udviklingen af en 'atomparaply'. Det vil ikke alene være i strid med eksisterende nedrustningsaftaler. Det vil også kunne føre til et nyt våbenkapløb fra nationer, der med ét vil se deres nuværende våbenlagre blive 'neutraliseret' af et superavanceret amerikansk våbensystem. Planerne er blevet mødt af voldsomme protester, ikke mindst i Rusland. Her blev retorikken over for Vesten i forvejen skærpet markant i løbet af 1999 efter NATO's udvidelse mod øst, krigen på Balkan og USA's forsøg på at udmanøvrere Rusland i det olierige Kaukasus og Centralasien.

Oveni har Rusland længe haft kurs mod en mere nationalistisk linje. Den er gennem den senere tid kulmineret med en nærmest koldkrigerisk anti-vestlig retorik og af krigen mod Tjetjenien, der i sig selv udfordrer Ruslands status som en demokratisk nation.
Samtidig har krigen i Tjetjenien med al tydelighed udstillet svaghederne i de organisationer, der skulle 'forvalte' efterkoldkrigstiden. Det mest eklatante eksempel vedrører Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), som Rusland selv havde udset til at spille en større rolle i Europa - bl.a. på bekostning af NATO. Ganske vist fik OSCE en underskrift fra Kreml på det ny charter om fælles interesse i interne konflikter, men da det kom til stykket var underskriften intet værd. Tværtimod ydmygede Moskva organisationen, som på sin side ikke har gjort andet end at konstatere begmanden. Som sådan har OSCE fristet sin egen troværdighed på samme måde, som Europarådet har gjort det i forhold til krigen i Tjetjenien.
Tilbage står FN, der i 1999 måtte se sig passeret af NATO på Balkan, og som fortsat har sine klare begrænsninger. Også det er fremgået af krigen i Tjetjenien, hvor FN stort set ingen rolle har spillet, selv om op mod en kvart million mennesker er på flugt. Som sådan står det internationale samfund fortsat i afmagt, og situationen bliver aldrig bedre, medmindre USA, Rusland og andre store magter lader FN - eller noget, der er bedre - stå som garant for den humanisme, der blev sat dagsordenen i 1999.-jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her