Læsetid: 3 min.

Et ekko af virkeligheden

Der er sket noget med filmbladet EKKO. Det er blevet godt
11. marts 2006

I løbet af det seneste års tid er der sket et eller andet je ne sais quois med film- og mediemagasinet EKKO. Det redaktionelle indhold fremstår fokuseret, man har ryddet op i mylderet af skribenter og føjet nogle stjernenavne til gæstelisten, og en chik stringens har sænket sig over layoutet. Læg dertil, at forsiderne er blevet glossy og indbydende. Man har simpelthen lyst til at lade sine fingerspidser glide hen over bladet.

Det er også bemærkelsesværdigt, at EKKO har fået en imponerende gennemslagskraft i andre medier, som ikke er mange branchespecifikke magasiner forundt. Det kan der være flere årsager til.

I marts-april-udgaven er trækhesten en kommentar af filmprofessor Torben Grodal, som allerede har afledt et par overskrifter her og der. Opskriften er enkel: Grodal tager filmverdenens pt. eneste untouchable, nemlig instruktøren Per Fly, og piller hans filmtrilogi fra hinanden med beske tillægsord som urealistisk, usandsynlig, effektjagende og patetisk. Bænken, Arven og Drabets inspiration er melodramatik snarere end realisme, skriver han. Og tilføjer, at filmene som danmarksbillede hverken tåler sammenligning med Matador eller - gudhjælpemig - Krøniken. Torben Grodal føler, at Fly har fået sin succes på "falske præmisser", fordi filmene er blevet "markedsført som realisme og som rigtig kunst".

Nok er Torben Grodals nørdede irritation skudt et stykke over målet, men den er alligevel pudsig og kan nok lave lidt larm i et par dage (eller i det mindste i miljøet) - og så har EKKO jo opnået, hvad de ville. Indlægget kommer på et tidspunkt, hvor Per Fly bader i ros og Bodilpriser, så han kan tåle det. Måske får han lyst til at svare igen.

God Timing

Der er altså tale om virkelig god timing. Og så har vi fat i kilden til EKKO's eksploderende charme: Timing. I stedet for at leve en bevidstløs paralleltilværelse, hvor eneste korrelat i forhold til the real world er månedens filmpremierer, har EKKO fået et godt øre for, hvad man snakker om ude i samfundet. Det kan man ikke have, hvis man tilbringer det meste af sin vågne tilværelse i biografens trygge mørke.

Temaet er tidens store løsen: 'Ytringsfrihed'. Det har EKKO grebet an med tekster af en række håndplukkede skribenter. Forfatteren Carsten Jensen forsøger i et essay at indkredse ytringsfrihedens væsen; journalisten og mediekritikeren Erik Valeur skoser sine kolleger, journalisterne, for at bedrive pæn og nydelig journalistik, som aldrig træder de magtfulde over tæerne; Ebbe Villadsen skriver om dansk filmcensurs absurde historie; og de to venner Mogens Rukov og Jørgen Leth har en e-mailkorrespondance. Rukov røber blandet andet, at han skulle have gjort mere for at støtte Leth, da mediepresset på ham var hårdest i efteråret: "Det var min pligt. Jeg skulle have slået hårdere ud mod de sindssyge kællinger, som angreb dig, og de små luskepikke - betragtet med respekt her i landet - der slog hånden af dig, TV 2-folkene, udenrigsministeren og chefredaktøren på Politiken."

Resten af mikset består hovedsageligt af mere almindelige portrætter, omtaler og anmeldelser, der er skrevet af gammelkendte kræfter. Her dog tilsat det glittede magasinpræg, som folk ikke kan få nok af i disse år.

Hvad man kunne savne midt i al den velredigerede stramhed, er noget af vildskaben, der prægede det hedengangne Levende Billeder, når det var bedst midt 80'erne. Det er ikke særlig meget, der skal til. Tiltræk eller opstøv nogle unge talenter og slip dem løs. Det ville være en ære for dem at skrive i EKKO. Det vil også være sundt for de gamle drenge i kolofonen.

Ekko, nr. 32, 2006, red. af Claus Christensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu