Læsetid: 3 min.

Eksklusiv politik

11. januar 2003

Ordet kan i sine forskellige former antage vidt forskellige meninger. Eksempelvis er det som regel dybt ubehageligt at blive udsat for en eksklusion. Omvendt kan der ligge et signal om, at man tilhører den allerøverste elite, hvis omverden betrager en som ’eksklusiv’. I den aktuelle sammenhæng, som er skabt af de folkevalgte politikere på Christiansborg, må det ydermere konstateres, at den elitære udgave af ordet får en helt anden betydning, hvis det får tilføjet betegnelsen ’aftale’.
I en eksklusivaftale er der nemlig intet elitært. Som regel vil den være en del af en overenskomst mellem nogle af de mindre fagforforbund og arbejdsgivere, der i bedste fald står i spidsen for det, der i Danmark betragtes som mellemstore virksomheder. Skønsmæssigt drejer det sig om aftaler, der omfatter 220.00 lønmodtagere. De fleste af disse aftaler findes inden for byggeriet, anlægsarbejdet og gartneriet.
Ekslusivaftalerne dækker med andre ord en meget begrænset del af det danske arbejdsmarked. Derfor kan det som udgangspunkt undre, at VK-regeringen lægger stor vægt på at få dem afskaffet. Og at Socialdemokratiet tillægger det lige så stor betydning at forhindre, at de bliver forbudt.

NÅr det ikke desto mindre er tilfældet, hænger det sammen med sagens store symbolske betydning. For regeringen er det vigtigt at gøre op med alt, hvad der kan minde om ’fagforeningstvang’. For Socialdemokraterne er det lige så vigtigt at stå fast på idealet om lønarbejdernes solidaritet. Da regeringen for et par dage siden fremlagde sit lovforslag om forbud mod eksklusivaftaler, var det derfor forståeligt nok, at socialdemokraterne omgående så sig om efter et alternativ. Som vælgerne har fordelt mandaterne i Folketinget, var der kun én mulighed. Den bestod i at give Dansk Folkeparti et tilbud, det ikke kunne sige nej til.
Det var, hvad arbejdsmarkedsordfører Jan Petersen forsøgte med sit udspil om, at hans parti var indstillet på at indføre et adgangsforbud til Danmark for lønmodtagere fra de nye medlemslande i EU over den samme syv-årige periode, som Tyskland og Østrig har fået tilladelse til fra Unionens øvrige medlemslande. Gruppeformand Kristian Thulesen Dahl fra DF gav omgående udtryk for sin interesse – dog ikke uden at bemærke, at denne meldning var i lodret modstrid med den linje, Socialdemokratiet havde fulgt som regeringsparti. Men som han storsindet slog fast, så »skal det jo ikke skille os ad«.

Til gengæld skilte det Jan Petersen fra den socialdemokratiske ledelse. Da sagen kom op i dét forum, blev det gjort klart, at Mogens Lykketoft og den øvrige ledelse ikke ville strække sig længere end til at give tilsagn om, at deres parti vil være opmærksom på de problemer, der i givet fald kan være forbundet med en massiv indvandring af såkaldt billig arbejdskraft.
Imidlertid er det et tilsagn, der ikke rækker en tøddel længere end det, Dansk Folkeparti har fået fra regeringen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har slået fast, at der ikke kan blive tale om at gå efter en tysk-østrigsk ordning, men at sagen kan tages op, hvis det skulle vise sig, at indvandringen fra de nye EU-lande skulle blive langt større end hidtil antaget. På den baggrund meddelte Dansk Folkepartis ordfører på området, Bent Bøgsted, at det ikke længere havde nogen interesse at forhandle med Socialdemokratiet om et alternativ. I stedet vil hans parti lægge pres på regeringen i et forsøg på at få begrænset modtagelsen af arbejdere fra de nye medlemslande.

Som tingene har udviklet sig de sidste par dage, er det imidlertid et pres, regeringen kan tage sig let. Nok forsikrer Dansk Folkeparti, at det ikke uden videre og automatisk vil stemme for lovforslaget om forbud mod eksklusivaftaler. Men ved at afslå den udstrakte – og til dels tilbagetrukne – hånd fra Socialdemokratiet, har det afskrevet sig enhver form for realistisk alternativ.
Står Dansk Folkeparti i en vanskelig situation, har Socialdemokratiet til gengæld placeret sig i en, der nærmer sig det patetiske. Inden der kom samling på de parlamentatiske tropper, nåede formanden for Specialarbejderforbundet, Poul Erik Skov Christensen, at give sin fulde tilslutning til Jan Petersens udspil. Formanden for LO, Hans Jensen, begrænsede sig til at udtrykke en vis forståelse, men med den meget præcise iagttagelse, at dette var politik, når den er værst. Han fastslog, at LO fortsat ikke vil tage de østeuropæiske arbejdstagere som gidsler i kampen for at bevare eksklusivaftalerne.
Det var så, hvad den socialdemokratiske partiledelse også nåede frem til at konkludere. Men først efter en omvej, der på ny har slidt på partiets i forvejen flossede omdømme.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her