Læsetid: 5 min.

Eksperimentariet blev til akvariet

Vi bliver sendt i til halsen i et ocean af musikalske oplevelser på Roskilde Festivalen. Musikalsk charterturisme og kontrolleret sjæleafbrænding. Dans på stedet og kommandomanøvrer udsat for vejrgudernes vrede. Og vi ville under ingen omstændigheder undvære det
Björk er og bliver sin egen. Nederst ses Arcade Fire fra Canada.

Björk er og bliver sin egen. Nederst ses Arcade Fire fra Canada.

Herve Allemand

7. juli 2007

Her står vi så igen. I til halsen i musikalske oplevelser, som man ikke ville have været foruden. Come rain or come shine. På scenen er canadiske Arcade Fire ved at åbne festivalen og deres blødende hjerter på Arena-scenen. Og himlens legioner forbløder udenfor. Vi pakker os tæt sammen i en stort orkestreret smertes favntag.

På scenen stråler 10 mænd og kvinder. Mellem numrene bytter de gerne og ofte instrumenter og under numrene skråler, slår, blæser, drejer, stryger og synger de om død og religion og politik.

"I don't wanna live in America no more," lyder det fra forsanger Win Butler og til publikums slet skjulte fornøjelse.

Vi er trods alt på Smatten, hvor den politiske overbevisning hælder mod den mere medmenneskelige side, og hvor man i hvert fald ikke skal komme og invadere fjerne lande. Så ordene falder i god mudder.

Win Butler er så også allerede nu efter kun to album den lykkelige indehaver af en sangstemme, der ville kunne recitere de gule telefonbøger og alligevel få os til at græde salt helt ned i gummistøvlerne.

Hans klædeligt flossede stemme og ranke, indædte fremtræden får en til instinktivt at spidse øre, ikke bare vugge velvilligt til musikken, men spænde sig op imod den. Død og discobas. Et band, der kaster sig legesygt ud i storladne sange, der fremstår både majestætiske og nuttede, smertefulde og lystbårne.

Sing-a-long på vej til apokalypsen, et demokratisk bønnemøde på stærk strøm. En indierock, der trækker på Bowie, Tindersticks og selvfølgelig U2, der også selv engang kunne være skamløse i deres patos uden at virke latterlige.

Men det er Arcade Fires tur, og de synger os varme helt ind i de registre, der huser forbeholdene. Dem vi plejer at smide noget længere inde i festivalen, men som her forkulles under festivalens første time. Det er en imponerende bedrift, en rivrav-ruskende effektiv koldstart af et kun fem år gammelt band.

Kontrolleret hvileløshed

På bagtæppet er der en neonbibel - fra albumcoveret på deres andet albumNeon Bible - der er røde neonrør i front og fem cirkulære miniskærme.

Lyden er ikke god, den runger, og mellemtone og diskant behandles stedmoderligt under den tårnende teltdug. Man kommer til at savne det gamle grønne telt, men den kontrollerede sjæleafbrænding på scenen overvinder de tekniske problemer.

Det er kunsten at donere hjerteblod uden at forbløde, som Arcade Fire mestrer, kunsten at hylde hvileløshed, mens man mindes om, at vi alle skal stedes til hvile. Ikke mindst, da bandet afslutter hovedsættet i flammende firspring med tre numre fra det første album Funeral. Men i aften stedes ingen til hvile her i eksperimentariet.

Slet ikke når man kan foretage en kommandomanøvre fra Arena til Odeon, til LCD Soundsystem. Rastløsheden selv. Dans på stedet, med fare for at blive skruet ned i plænen. Frontfigur James Murphy har stampet en kompakt rykkende kvintet sammen, som transmitterer hans semi-elektroniske punkfunk eller discorock med svirpende energi.

Det er funk med bollehåndtag, jovist, men så dynamisk i al sin fulde fedme, at danselysten piskes til skum.

Jeg kurer også kort forbi den amerikanske sampler-duo Matmos, der i hvert fald i slutningen af deres sæt virkede en kende på vildspor, ikke mindst med en lidet klædelig gæste-elguitarist.

Nå, men, det gav så tid til at nyde den smukke, nye Astoria-scene: Over vore hoveder en enorm stråleform, brede sølvbånd spredt 360 grader fra en tom cirkel. En slags omvendt discokugle. Dertil smagfuld belysning med rød neon, spots, lysdiodeskærme og så en helt brillant variation af plateauer omkring det træbeklædte dansegulv. Musikken kan nydes fra et væld af niveauer, og sådan skal og kan musik jo nydes.

Björks strålende kunst

Men på en eller anden måde var vi alle på samme niveau, alle ens under vejrligets uforsonlighed foran Orange Scene, foran Björk.

Udsatte på Herrens eller Allahs eller Dansk Meteorologisk Instituts mark. Med regnen piskende direkte i øjne og øregange, mod tandbøjler og hageskæg, underbukser og hofteholdere. Vi kæmpede alle sammen med Björk. Under en koncert, der mere havde karakter af trodsig kunst og kamp for nærvær, end af en divas fejende triumf.

Eksperimentariet er forvandlet til akvariet, mens Björks nye løsere formulerede konstellation af musikere tryller nyt liv i hendes sange - hjulpet på vej af den formidable freefolk- og avantrock-trommeslager Chris Corsano, en kvindelig blæsersektion og Mark Bell ved den evige laptop.

Sidst vi så Björk på Orange Scene var det med førnævnte Matmos ved knapperne samt en strygerkvartet, og i messingblæsernes blødere skær og i Corsanos meddigtende og hvirvlende favn forvandler Björks sange sig til noget andet.

Damen, der insisterer på at spænde elastikken mellem arv og modernitet stadig længere ud, gør det her med islandske blæsere i den ene ende og i den anden nyt elektronisk isenkram som den labre touchscreen-dingenot kaldet The Lemur og det syrede musikbord Reactable, der begge får en del opmærksomhed, også på Orange Scenes storskærme.

Det er en strålende koncert, men der er lag, der blæses væk, og den sarthed, der bor side om side med råstyrken i Björks musik, viser sig at gøre den sårbar under omstændighederne.

Men de sofistikerede sange løfter sig på trods, ikke mindst perlerne fra det seneste album Volta, og især det oplagte afslutningsnummer "Declare Independence". Fordi det er så råt.

Nummeret kan - som al musik og tekst - tolkes på mange måder, men en af de analyser, som Björk selv har leveret, afslører, at sangen handler om Færøernes forhold til Danmark. "Declare independence/Don't let them do that to you", ætser ordene fra scenen, og hvis man skulle være i tvivl, er der minsandten også et færøsk flag i luften deroppe.

Det er der også dagen efter - den saligt og indtil i skrivende stund regnfattige - fredag. På den allerede stærkt værdsatte Astoria-scene er det ellers det egyptiske band Musicians of The Nile, der spiller.

Nubisk musik

Men, hey, vi lever i postmoderne tider, så midt i den traditionelle medicin fra Egypten virker det helt naturligt at man kan høre tung københavnsk metal fra scenen bagved. Det er melodisk forsiret, rytmisk forførende musik - "nubisk sigøjnermusik", står der i kataloget.

Den risler over vore allerede trætte kroppe og transmitterer tussegammel nomadisk historie. Og vi erfarer, at også aldrende egyptere kan være rockstjerner: På skift indtager de frontpositionen på scenen og modtager folkets hyldest, når de synger eller spiller solo, på fløjter eller trommer eller strygere. Sidstnævnte sågar spillet Hendrix-style bag hovedet.

Så vi er altså ankommet i eksperimentariet. Charter-rejsende i mudder. Igen. For som Louis Armstrong (og mange andre) synger med trademark-grødet stemme: "I'm gonna love you... come rain or come shine".

Kærlighed viser sig i disse timer at være en slingrevals på smat. Udenfor,

på pladsen, vidner mudderet og indenfor, i mit hoved, vidner fornemmelsen af stålhjelm om gårsdagens ødelæggelser. Det er tid til genopbygning og reparation.

* Arcade Fire, Arena. LCD Soundsystem, Odeon.Matmos, Astoria. Björk, Orange. Torsdag.

* Musicians Of The Nile, Astoria. Fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her