26. august 2005

Starten på det spanske etapeløb Vuelta a España er helt overskygget af den spegede historie om Lance Armstrongs brug af doping for seks år siden

"Det er ham, der har underskrevet doping-rapporterne," bemærkede min kollega, da vi på vej ud af hotel AC i Granada spottede en midaldrende mand i lyseblå skjorte og grå benklæder ved et af de lave borde i vestibulen. En sædvanlig påklædning i et hotel som dette, men ikke her før starten på Vuelta a España, hvor størstedelen af klientellet er magre unge mænd i ens træningsdragter og gummisandaler samt deres følge af sportsdirektører, læger, massører og mekanikere fra de to spanske cykelhold Saunier Duval og Relax og italienske Domina Vacanze.

Marc Vandevyvere hedder manden i lyseblåt. Belgier og dopinginspektør i den internationale cykelunion UCI. Det er hans navn, der står på de kontrolrapporter, den franske avis L'Equipe kunne gengive tirsdag som den ene del af et tilsyneladende fældende bevis på, at Lance Armstrong var dopet med EPO til op over begge ører, da han vandt sin første af syv Tour de France-sejre i 1999.

Anden del af beviset er resultatet af en undersøgelse i forskningsøjemed, som det franske laboratorium i Châtenay-Malabry foretog sidste år på de urinprøver, Tour-deltagerne i '99 afleverede til kontrol, og som siden har været nedfrosne. Prøverne er ikke forsynet med navn på rytterne, men hver flacon har et sekscifret identifikationsnummer. Laboratoriet har fundet spor af EPO i 12 prøver. I seks tilfælde svarer id-nummeret til nummeret på den rapport, der bærer Armstrongs navn, og som manden i lyseblåt udfærdigede i 1999, da amerikaneren var udtaget til kontrol efter prologen samt efter 1., 9., 10., 12. og 14. etape. Rapporterne er tilgængelige hos det franske cykelforbund og UCI, og da L'Equipe for nylig fik fingre i laboratoriets resultater fra 2004 var det let at finde de korresponderende numre. At det er Armstrongs pis, der er i flaskerne med EPO-spor, kan der næppe rejses tvivl om.

Men der kan rejses tvivl om alt muligt andet. Hvorfor er prøver fra 1999 først blevet analyseret i 2004 og med hvilket forskningsmæssigt formål, lyder et af spørgsmålene. Da rytterne gennemgik det obligatoriske helbredstjek før Tour-starten i 1999 var stemningen spændt i det hvælvede middelalderrum i slottet Puy-de-Fou, hvor de efter tur blev lagt på en brikse langs væggen og undersøgt af læger, og hvor journalister kunne snakke med dem før og efter. Det var året efter den store Festina-skandale, og flere af de ryttere, der havde udstået deres straf og karantæne, var lidt nervøse.

Lance Armstrong var selvsikker og i strålende humør, da han lå på briksen med elektroder på overkroppen og grinede med de journalister, der flokkedes om ham. Han var uberørt af skandalen, fordi han stadig var under genoptræning efter sin cancer, da den stod på, og han var ikke den gode historie, fordi man troede, at han kunne vinde Tour de France, men fordi han overhovedet var med og ikke var død.

Nervøsiteten for en ny skandale var stor der i 1999 blandt arrangører, deltagere og journalister. Det ville være Tour de France's endeligt, hvis politiet ville skride lige så hårdt til værks med razziaer som året før, og hvis mange eller blot prominente dopingsyndere blev nappet.

På det tidspunkt kunne man i blodprøver måle hæmatokritværdi, og overskridelse af en arbitrært sat grænse på 50 kunne være indikation for brug af EPO, men var intet bevis og medførte blot startforbud og to ugers karantæne af heldbredsgrunde. Man kunne ikke i 1999 identificere stoffet i urinprøver, men en metode var under udvikling, og vel nærmest som skræmmeforanstaltning kunne løbets direktør Jean-Marie Leblanc på et pressemøde i Puy-de-Fou meddele, at de prøver, der blev taget under løbet, ville blive nedfrosset, indtil en sikker analysemetode var udviklet.

Metoden blev første gang anvendt ved OL i Sydney i 2000, og den blev af UCI anerkendt i 2001. At den skulle blive anvendt på urinprøverne fra Tour'en i 1999 fem år senere, har ingen og vel heller ikke Lance Armstrong forestillet sig. Men hvis gammelt pis kan kaldes en tikkende bombe, så er det hvad Lance Armstrong har kørt med under sadlen i alle disse år.

Det franske laboratoriums begrundelse er, at der i de seneste år har været flere tilfælde, hvor man har kunnet rejse tvivl om analysemetodens ufejlbarlighed, og man har derfor testet den, for at forbedre den, på det materiale, man havde til rådighed i stor mængde. Prøverne fra 1999. Ved korrekt nedfrysning til 20-40 grader skulle gammel urin være så god som ny, siger eksperterne. Men hvorfor har man ikke elimineret mulige fejlkilder og lægfolks tvivl ved blot at give anonyme forsøgspersoner EPO og så forske i deres urin, hvis forskning og metodeforbedring virkelig har været formålet for laboratoriet.

Det tror jeg ikke, det har været. Resultatet er afleveret til det franske sportsministerium og til det internationale anti-dopingagentur WADA, men hvem der har givet laboratoriet til opgave at foretage analyserne så mange år efter, er fortsat uoplyst. Er det bestilt arbejde af sportsministeriet, Tour-ledelsen eller L'Equipe, som har samme ejer som Tour de France, eller har laboratoriet i Châtenay-Malabry handlet af egen drift.

Også de ansatte på laboratoriet er franskmænd og er som de fleste franskmænd pissesure på den suveræne amerikaner, der i syv år i træk har stjålet løbet fra dem og deres egne, der i 20 år ikke har kunnet en skid. Han skal nakkes på sit image og sit eftermæle, og det er godt nok, når nu der ikke er beviskraft i selv de fældende optøede gamle urinprøver.

For det er der ikke. De analyserede prøver er de såkaldte B-prøver. De oprindelige A-prøver eksisterer ikke mere, og der skal to positive prøver til, for at det kan have sportsretlige konsekvenser.

Det påståede videnskabelige formål rejser også problemer. For at medvirke i en sådan kræves samtykke af den person, der i dette tilfælde har stillet urin til rådighed, er det blevet påpeget af flere internationale jurister, og det har Armstrong ikke givet. Så han og hans advokater står med en god sag. Men med en alvorlig skramme i sit image og eftermæle som en af historiens største idrætsmænd.

Historien om Lance Armstrong overskygger her i Granada helt og indtil videre, at sæsonens tredje og sidste store etapeløb starter i morgen med en kort enkeltstartsprolog som optakt til tre uger, der har hele ni store bjergetaper, og som traditionen tro adskiller sig fra både Giro d'Italia og Tour de France ved at være skabt for de små vævre klatrere. Favorit må være hjemmebanehelten Roberto Heras, der kan skrive historie som den første, der vinder Vuelta a España fire gange, men feltet er stærkere end set i mange år. Især kan man notere sig, at verdens bedste sprintere stiller til start. Alessandro Petacchi, Tom Boonen, Thor Hushovd og Erik Zabel er der, mens kun Oscar Freire og Robbie McEwen mangler af de allerhurtigste folk. Det danske hold CSC har spanske Carlos Sastre som bedste vinderbud flankeret af de danske ryttere Jacob Piil, Nicki Sørensen og Allan Johansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her