Læsetid: 2 min.

Ekstreme synspunkter er blevet mainstream

Dansk Folkeparti har været med til at flytte grænserne for den acceptable debat, mener eksperter
1. oktober 2005

Udlændingedebatten har overskredet grænsen for det anstændige i Danmark. Det mener professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Kock.

"Retorikken på indvandrerområdet har været meget grov de sidste 20 år, men Dansk Folkeparti har helt klart rykket grænserne et stykke," siger han.

Christian Kock understreger, at folk må udtale sig så stærkt og kritisk, som de vil.

"Men loven siger, at man ikke må generalisere om hele befolkningsgrupper, sådan som Louise Frevert har gjort, når hun f.eks. sammenligner alle muslimer med kræftceller. Desværre er det stadig mere grove og generaliserende udtalelser, der fylder debatten," siger han.

Antropolog Anne Henderson fra Københavns Universitet har skrevet speciale om Dansk Folkeparti. Hun mener også, at partiet har præget den politiske dagsorden.

"Partiets egen retorik har udviklet sig fra meget ekstrem til mainstream," siger hun og forklarer, at det i virkeligheden er hele debatten, der har flyttet sig i retning af Dansk Folkeparti.

I takt med, at partiet er vokset, er dets synspunkter blevet bredere accepteret.

To tunger

Christian Kock er ikke i tvivl om, at Louise Freverts udtalelser er problematiske for partiledelsen.

"Dansk Folkeparti er jo beundringsværdigt dygtige til strategisk kommunikation. Derfor er det formentlig en irriterende sag for Pia Kjærsgaard og resten af partitoppen," siger Christian Kock.

Ifølge Christian Kock er det en meget bevidst strategi i det topstyrede parti, at man siger en ting indadtil og en anden udadtil

På partiets interne møder, i interne blade, og på de personlige hjemmesider er retorikken langt grovere end det, partimedlemmerne siger på tv, mener han.

Anne Henderson siger, at det også er en bevidst strategi fra Dansk Folkepartis side at gentage de samme synspunkters igen og igen.

"Dansk Folkeparti er blevet ved med at gentage, at den muslimske kultur og den danske kultur er uforenelige størrelser, og det er der mange danskere, som er begyndt at anerkende. Dermed har det bundfældet sig i det danske samfund, at muslimer betragtes som et problem," siger hun.

Smitter af

Rune Engelbrecht Larsen, talsmand for Minoritetspartiet og udgiver af hjemmesiden www.humanisme.dk, har fulgt indvandrerdebatten i mange år.

"Vi er kommet i en situation, hvor dialog, tolerance og hensyn til marginaliserede grupper bliver betragtet som noget ekstremt - frem for det modsatte. 'Tolerance' er blevet et negativt ord - ligesom 'lighed' også er ved at blive det," siger han.

Han mener, at Dansk Folkepartis retorik har sat spor langt ind i de andre politiske partier.

"Det kunne man for eksempel se på De Konservatives landsmøde sidste weekend, hvor kulturminister Brian Mikkelsen præsenterede planerne om en kulturkanon som et våben mod muslimsk indflydelse. Den retorik ville man ikke kunne høre hos De Konservative for 10 år siden," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu