Læsetid: 4 min.

El dänische film

25. februar 1997

DEN POLSKE komponist Zbigniew Preisner modtog en sølvbjørn på Berlins filmfestival i går for sin præstation i filmen Øen i Fuglegaden. Den engelske drengeskuespiller Jordan Kiziuk opnåede rosende omtale af juryen for sin indsats i samme film, som er instrueret af den danske instruktør Søren Kragh-Jacobsen. Den svenske "Kan du vissla Johanna", instrueret af danske Rumle Hammerich, fik festivalens Unicef-pris. Dagen før blev der uddelt Bodil-priser i Danmark. Af de danske priser gik statuetterne for bedste kvindelige hoved- og birolle til to engelske skuespillere, mens en svensk og en jugoslavisk skuespiller blev kåret for bedste mandlige hoved- og birolle. Lars von Trier, der i den videooptagne takketale igen leverede et uforligneligt show, løb med prisen for den bedste danske film med den engelske titel Breakin' the Waves. For nylig fik Trier endvidere den fineste svenske filmpris, Guldbaggen. Danske Ghita Nørby blev ligeledes hædret med den svenske guldbille for sin præstation i filmen om den norske forfatter Knut Hamsun, den samme film, som Max von Südow fik den danske Bodil for.
Af dette fremgår med tydelighed, at dansk film er blevet ret så internationaliseret. Forvirringen er så babelsk, at Bodil-komiteen har måttet overvinde den ved at indføre et indviklet pointsystem for at finde et parameter for, hvornår en film kan regnes for dansk, og hvornår den er overvejende udenlandsk.
I sig selv er der intet galt i, at de danske film får vinger, hvis de med dem bedre kan flyve ud i den store verden, hvad de har gjort i de senere år. Udsynet er blevet større. Det er ikke længere så fremmed for en dansk instruktør at tænke på internationale kapaciteter, når en film skal befolkes, ligesom udenlandske locations ingår med selvfølgelighed, hvis det er begrundet i manuskriptets karakter. De tider er forbi, hvor - groft sagt - egen skilsmisse i Sokkelund og omegn var den mest nærliggende inspiration for en række danske instruktører.

MEDALJEN HAR en bagside, som er stor, mat og udmattende. Den multinationalisering, der er sket, svarer til den, der har fundet sted i det hele taget i det erhvervsliv, som filmbranchen er en del af - samtidig med at filmkunsten jo har hjemme i filmbranchen. Med de største danske instruktører, som har placeret det lille land på verdenskortet, er projekterne vokset. Med kæmpeprojekter og trecifrede millionbudgetter er der ingen vej uden om, når der skal rejses penge. De må hentes hos udenlandske investorer og støttegivere. Det er intet problem, kun en masse arbejde, når finansieringen skal på plads. Men også i billigere produktioner er det blevet almindeligt at strikke finansieringen sammen af penge fra flere lande. Bevilgende myndigheder satser med små beløb på mange heste i håb om, at nogle af dem rider flot hjem.
Talrige er imidlertid de historier, der verserer i filmbranchen om de mangeartede problemer, irritationsmomenter og absurditeter, der også følger med de mange sammenstik af penge, der med tiden er blevet dagligdags føde, når en film skal produceres. Euro-pudding er det ord, der anvendes i filmfolkenes egen terminologi. Erfaringen er, at penge koster. Landene forlanger noget til gengæld, et vist nationalt islet. Et par eksempler: Således fløj man en hoben franske statister op til deltagelse på dansk grund i en af von Triers første film, Europa, skønt man lige så vel og langt billigere kunne have brugt danske. Dette for at opfylde de franske betingelser og regler. De første millioner af filmens budget blev brugt til simpelthen at holde møder her og i udlandet for at skaffe flere penge. I forbindelse med Søren Kragh-Jacobsens Øen i Fuglegaden måtte studieoptagelserne noget ubelejligt henlægges til Köln. Hvorfor? For at få del i lokale, tyske filmpenge. Köln har en lokal filmfond på ca. 50 mio. D-mark, et ikke ringe beløb, som udlændinge kan få del i til gengæld for en modydelse, der inddrager lokalområdet på den ene eller den anden måde.

DEN TRAFIK har også betydet, at de tidligere så selvstændige danske filmkonsulenter fra Det Danske Filminstitut ikke har den samme indflydelse som tilforn. Projekter strikkes typisk sammen med penge fra diverse danske og andre nordiske tv-stationer og filminstitutter, hvis konsulenter forlanger nationale filmfolks deltagelse samt i mange tilfælde indflydelse på filmoptagelserne undervejs i forløbet. Alt dette tilsammen gør livet surt for både producenter og instruktører, der for grå hår før tiden dvs. før optagelserne, og det er skidt.
Det er vel en lille snes år siden, at den polske instruktør Roman Polanski, da han var i København for at promovere filmen Tess, med at træt udtryk meddelte, at han ikke ville lave film mere. Det store arbejde med at få økonomien på plads havde simpelthen været for opslidende, og han orkede ikke en gang til. Derefter tog han mod et tilbud om en rolle som skuespiller på et teater i Paris. Forresten i et stykke, som byggede på en Kafka-novelle.
Udviklingen har siden da fået et ordentlig nøk på ud ad den slagne Kafka-vej. Nuvel, det er i nogen grad en del af det store game, når man ønsker at lave de store udstyrsfilm, men for de mindre dyre films vedkommende bør det ikke være sådan. Sammenstrikningerne er ofte udtryk for, at filminstitutternes og tv-stationernes folk er bange for at tage det ansvar, som en finansiering er. Mange kokke er også udtryk for en ansvarsforflygtigelse. Problemet bliver mere og mere brændende og påtrængende for de skabende filmfolk, og området bør kulegraves snarest med henblik på at finde nye modeller. Eller gå tilbage til de gamle. Kravet om nationale modydelser må ikke blive absurde. Det kan ikke være meningen, at der skal være så meget bøvl på bakken, at filmfolk må udmatte sig selv - længe før det egentlige filmarbejde går i gang.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu